Hej Arne.

Det er da godt, at du er klar over, at du skal dø. det synes, som om, at de fleste mennesker ikke gør sig dette klart. At de skal dø.

Du har ret i to ting. Den første er, at frygten for døden er frygten for ikke længere at være. Men kendsgerningen er, at vi rent faktisk eksisterer, vi er ikke døde, vi er levende.

Vi forestiller os, at vi ikke længere eksisterer og det giver os et sus i maven, men det er blot en tanke. Tanken er enhver bevægelse bort fra det, som er, uanset om det er erindringen om fortiden eller forestillingen om fremtiden.

Tanken er også det, som vi kalder os selv, jeget. Denne entitet ønsker at overleve for enhver pris derfor er den baseret på frygt. bagsiden af den mønt vi kalder jeget er frygt og derfor kæmper det konstant for at overleve.

''det'', skriver jeg men dette ''det'' er dig og mig - vores jeg er os selv, det vi er. Dette ''jeg'' er et resultat af den samlede fortid, vores identitet, og det kæmper konstant for at overleve.

Vi skaber mange filosofier for at forklare dette fænomén, men i virkeligheden er det ganske nemt at dø. Hver gang vi glemmer os selv, så dør vi fra denne fortidens samlede sum og træder som ny ud i det evige nu.

Den anden ting, som du har ret i er, at erkendelsen af vores egen dødelighed bør få os til at vende os mod selve det, at leve.

dette er det eneste intelligente svar på spørgsmålet om døden: ''hvordan lever jeg?''

Hvordan kan døden blive et spørgsmål hvis vi forstår at leve? At leve er at være, at leve med i livets evige bevægelse og for at kunne det, må man dø fra fortiden, fra erindringen, hvert øjeblik.

Ingen vismand kan fortælle dig hvad der ligger bag dødens dør.

Men døden er så virkelig som livet og selvom jeg ikke er en vismand, så kan jeg fortælle dig, Arne, at du ikke er død, du er levende.

Hvordan lever du dit liv?

Om vi er opmærksomme eller uopmærksomme, så er livet altid her og nu, dette er en ubønhørlig kendsgerning.

Ligesom vi møder livets nu vil vi også møde døden når den engang bliver nu. Indtil da er der ingen grund til at tænke på den for som bekendt er det tanken, som skaber frygt.

Er der ingen tanke på døden er der ingen frygt.

Måske du ved hvad der er, når der ikke er frygt?

Hej Arne.

Lad mig forsøge at bidrage til din forståelse af, hvorfor hverken treram eller jeg frygter døden. Jeg forstår nemlig udmærket hans indstilling.

Vi har det tilfælles, at vi begge har levet et fuldt og begivenhedsrigt liv. Vi har begge fulgt vore egne intentioner, og ikke bøjet os for andres krav om, hvordan vi burde leve vores liv. Vi har ikke været forskånet for uheld og sygdomme og farlige situationer, men vores fatalistiske indstilling har hjulpet os frelst igennem alle kriser. Da vi ikke tror på et (personligt) liv efter døden, er der derfor intet at frygte ved døden, for der vil ikke efter dødens indtrædelse eksistere smerte, frygt, depression, skuffelse, raseri eller had, eftersom bevidstheden ikke længere er virksom.

Vor medfødte overlevelsesdrift vil selvfølgelig få os til at kæmpe for at forblive i live, sålænge livet fortsat kan give os større glæde end smerte, men selv om vi ikke har fået opfyldt alle vore drømme og ambitioner, har vi dog været privilegerede med at have levet et bedre og rigere liv end de fleste, så vi har ingen grund til at føle os forfordelt. Så langt tror jeg at treram er enig med mig.

For mit eget vedkommende kan jeg tilføje, at jeg ikke betragter livet som noget, der starter med en fødsel og ender med en død. Jeg ser det mere som et "stafetløb", der startede for 3,8 millioner af år siden, og som fortsat er i gang. Hver generation fører fortidens erfaringer videre og lægger sine egne til. Stafetten hedder DNA og den har jeg givet videre til min søn, som har givet den videre til mine børnebørn. Det er det nærmeste, vi kommer til begrebet et evigt liv.

Du kan sammenligne det med den måde, den olympiske ild bliver båret frem til den næste værtsby. De enkelte bærere betyder kun noget i den korte tid fra de modtager ilden til de afleverer den til de næste bærere, så er deres opgave slut, men så længe der er nye bærere til at tage over, så kan ilden leve videre i evighed, teoretisk set.

Vi får altså alle sammen en bid af det "evige" liv, men for mange er det ikke nok. De ønsker at leve videre i menneskers erindringer, så derfor skaber de mindesmærker for sig selv i form af storslåede bygningsværker, statuer eller søger at sætte deres mærke på historien som politiske ledere, religionsstiftere, filosoffer eller kunstnere. Det mildner lidt på tanken om dødens uafvendelighed, at man vil blive husket for, hvad man har udrettet. Det er det, som Dawkins har døbt memer, som har deres eget omend også begrænsede liv.

Men hvorfor frygte en tilstand fri for smerte og bekymringer og skræmmende drømme? Hvad et enkelt menneske tænker og tror i en kort periode på denne lille planet i et umådeligt stort univers er da så revnende ligegyldigt i den store sammenhæng. Selv pyramidernes årtusindgamle historie er kun et flashglimt i universets tidsregning.

Men hvis man har "glemt at leve, mens man gør det," kan jeg godt forstå, hvis man føler sig snydt og gerne vil have forlænget fristen. Det har religiøse magtmennesker jo lukreret på gennem at love at belønne mennesker med et evigt og problemfrit liv i paradiset efter døden, hvis de ville undlade at følge deres lyster i det jordiske liv. Heldigvis for dem har man som død ingen bevidsthed, så de vil ikke blive skuffede over at opleve, at de endnu engang er blevet snydt for glæderne.

Jeg er ateist, og har derfor høstet min belønning, mens jeg fortsat lever. Jeg er ikke blevet snydt som de troende, der forventer at få den efter døden. Jeg kan derfor dø, mæt af dage og tilfreds med mit liv.

Mvh

Ole Bjørn :o)

Om man kalder døden for en tilstand eller en ikke-eksistens eller noget helt tredie, Arne, er ret underordnet, for resultatet er det samme. Der er ikke noget gys, når man er død.

Om du vil bruge dit liv på at gyse eller på at nyde livet, er din egen sag. Jeg har bare søgt at gøre dig min (og trerams) opfattelse forståelig.

Mvh

Ole Bjørn :o)