annonce
annonce
(visninger)Populære tråde
Mellemrummet 15533515
Angst – Tro – Håb – Kærlighed 2372112
Et andet syn 1980614
Jesu ord 1518211
Åndelig Føde 1465023
Galleri
Rødhus strand
Hvem er online?
1 registreret Hanskrist 273 gæster og 245 søgemaskiner online.
Key: Admin, Global Mod, Mod
Side 1 af 5 1 2 3 4 5 >
Tråd valgmuligheder ↓
« Forrige tråd
Næste tråd »
#14576 - 07/01/2013 11:06 Jeg skal dø
Arne Thomsen Online   content
veteran
Registeret: 16/04/2008
Indlæg: 7152
Sted: Sydsjælland

Jeg kommer ikke levende herfra!

Det er i hvert fald ikke lykkedes for nogen endnu.
Vi skal alle dø, men hvordan forholder vi os til det?
Skal døden være et angstfyldt tabu?
Skal døden være en del af livets kvalitet?

For ca. 25 år siden sad jeg på et sygehus og ventede på min dødsdom. Jeg var holdt op at ryge – for tredje og afgørende gang – men havde derpå fået en intens hoste, som holdt mig vågen om natten, og som min læge ikke kunne medicinere væk, hvorfor han sendte mig til røntgenundersøgelse.
Det var jo nærliggende, at det var lungekræft, der var ved at æde mig op indefra, og jeg tænkte på, hvor lang tid jeg mon havde tilbage, hvad jeg ville bruge den sidste tid til, og hvad jeg mon havde kræfter til. Hvordan det mon ville blive at sige farvel til sine fingre, til hele kroppen, til bevidstheden?
Så kom resultatet. Det var bare mine stakkels slimhinder, der var ved at blive fri af cigaretternes tjærelag og nu skulle klare sig uden denne ”beskyttelse”. (Efter nogen tid gik hosten væk af sig selv.)
Åh, hvor skønt, jeg får lov at beholde mine fingre, min krop min bevidsthed på foreløbig ubestemt tid!
Det sang i mig af fryd.
Den fryd sidder stadig i mig. Jeg er i live – med ”dødens gys” som fast ledsager i baggrunden – en særlig ”kvalitet”, der gør mit liv mere levende, synes jeg, og som jeg dengang lærte at kende.

Men når jeg på et ukendt tidspunkt skal dø, hvordan vil dødskampen så blive?
Hvor mange smerter? Hvor megen angst – og hjælpeløshed?
Jeg aner det ikke, og jeg spekulerer egentlig ikke over det, men bevidstheden om min død giver mit liv ekstra kvalitet.
Er det ikke bedre end at gøre døden til et angstfyldt bortgemt tabu?

For nogle er det ikke blot: Jeg skal dø!, dér er det: Jeg vil dø! (fordi livet er uudholdeligt).
Er det ligegyldigt for os andre – eller har vi her en medmenneskelig forpligtelse?

Og efter døden?
Kristendommen taler om ”det evige liv”, som man bl.a. kan læse om i Johannesevangeliets kapitel 17:
Citat:
Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde: »Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham. Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.

Buddhismen taler om genfødsler og Nirvana (klik), hvorom det også siges, at det end ikke kan beskrives ved, hvad det ikke er blinker

Så vidt jeg ved, tror et flertal af danske medlemmer af folkekirken også på reinkarnation (klik), men om de tillige tror på ”Nirvana”, ved jeg ikke.

Ikke religiøst troende rationalister tror vel noget i retning af, at det eneste, der overlever døden, er molekylerne, vi består af (samt mørkt stof og antistof), som til gængæld er uforgængelige – enten som masse eller energi/mørk energi (kan uden tvivl beskrives rigtigere).
Afstanden mellem denne opfattelse og ”Nirvana” tør jeg af særdeles gode grunde ikke at gøre mig klog på blinker

Men er det egentlig ikke spild af gode kræfter at gøre sig spekulationer om ”efter døden"?

Er det ikke bedre at bruge kræfterne - mens de er der - på ”livets mirakel” – med ”dødens gys” som stimulator? smiler

M.v.h. Arne.
Top Svar Citer
#14579 - 07/01/2013 11:42 Re: Jeg skal dø [Re: Arne Thomsen]
ole bjørn Offline
bor her
Registeret: 30/03/2008
Indlæg: 2397
Sted: Sverige/Danmark

Godt emne, Arne, som vi alle må forholde os til.

Personligt er jeg ikke bange for at dø, og jeg har været minutter eller sekunder fra at dø nogle gange, men bortset fra selvopholdelsesdriften, som fortsat fungerer i mig som i alle mentalt sunde individer, så frygter jeg ikke døden, og jeg tror heller ikke på et efterliv i sjælelig forstand. Jeg har det nærmest som Mark Twain, der sagde noget i retning af; Jeg var død i millioner af år før jeg blev levende, og det gjorde overhovedet ikke ondt.

Jeg tror, at meget af menneskets dødsangst skyldes, at vi ikke udlever vort potentiale som mennesker. Af de mange af mine venner, som i dag er døde, var der ingen dødsangst hos dem, der havde levet et rigt og tilfredsstillende liv. De døde med et smil på læben over alt, hvad livet havde velsignet dem med, og nogle af dem gav udtryk for, at de ønskede at deres gravøl skulle være en festlig begivenhed, som det er hos visse fatalistiske folkeslag.

Selv har jeg tænkt mig at dø med et smil på læben over alt, hvad livet har givet mig af oplevelser, så jeg ville ikke have noget imod at have et par timers varsel til at nyde mine sidste åndedrag i.

Jeg har medlidenhed med de mennesker, der på deres dødsleje fortryder, hvad de har gjort med deres liv, for livet har ingen fortrydelsesparagraf.

Mvh

Ole Bjørn :o)

Top Svar Citer
#14580 - 07/01/2013 18:15 Re: Jeg skal dø [Re: Arne Thomsen]
Simon Offline
veteran
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
Ohøj Arne..

Jeg synes ikke det er godt at gøre livet til et mirakel, for dermed at overdimensionere det liv der fremstår for os eller som vi selv udlever. Det er netop denne evige og gamle højtidelighed hvormed mennesker har beskuet livet, der for en stor del har skabt idéer om livet, som det jo slet ikke ér.
Derimod viser naturvidenskabens mange opdagelser os en vældig masse om menneskets udviklingsproces, hvad livet som biologisk fænomen og dermed en masse om os selv, har sit udspring i.
Denne viden skaber en grobund for et nøgternt syn på livet som sådan, mens det nok blir mere problematisk at se nøgternt på os selv og hinanden: familien, kærester, koner og venner og bekendte, ukendte, dyrene og oplevelser af god og dårlig slags, der alt sammen er et historisk neuralt netværk som binder os til hvor egen og andres tid, så længe vi kan mindes, tænke og dermed forholde os til tidens fyld. Jeg oplever måske livets fylde i en akkumuleret erindringståge, som så mine nærmeste ka’ be- eller afkræfte, hvilket i hver familie med store teenagebørn nok blir lidt af en booster, idet de jo altid frigør sig og skaber sig selv med egne neurale netværk, hvortil de så binder hinanden – men åh, de diskussioner om meningen med dit og dat, netop de er til at få grå hår af og i indbydes kærlighed naturligvis. Vi fylder jo livet med erindrings og tankegods for fanden, binder hinanden og os selv på hænder og fødder til det, og guderne forbarmes hvis ikke historierne passer ind i hinanden. Lige præcis dette gør det så vældig problematisk, når fx. jøder, kristne og muslimer ska’ deles om en fælles kulturarv og med den, skal blive enige om en fælles historisk oprindelse – for selve historierne har de alle kun i overlevering, limen til historierne er ikke et neuralt netværk af oplevelser, det tillader tiden ikke.

Nutidens ”jøder” er vel i dag flygtninge fra krigshærgede områder i visse dele af verden, fx. afghanere der forsøger af skabe sig en historie indenfor den europæiske økonomiske fæstning – ja, længe leve den frie handel, det frie menneskes mulighed for at rejse rundt og opleve verden, skabe sin egen forbindelse med den, ikke sandt? Ka’ man tænke sig en bedre beskrivelse af denne tids frihed, end tv transmissioner fra lufthavne, hvor menneskers historiske baggrund krydstjekkes og kvalificeres med enten et blåt eller rødt stempel – var det mon meningen med ”illegale” indvandreres liv, at de skulle fængsles udenfor historien, glemmes for tid og evighed, og oplever ”illegale” afghanere indenfor Europas fæstning mon livet som det store mirakel; ja hvad er egentlig meningen med at eksemplificere livet som noget mirakuløst: egne minders television om juleaften med de nære når man sang ”Højt fra træets grønne top”? Jeg har efterhånden fået indtrykket af ”troendes” mirakler, som pudsige små episoder der behagede forventninger til netop en historie..;)

Tidligere beskrev jeg nogle tanker – må ligge i din indlægsbakke – fra Camus’ kritik af en religion han selv kæmpede med i sin egen erindringsbakke, hvad ”meningen med livet” angår og hvor netop døden, som afslutningen på vores egen eller de nærmestes historie, naturligvis må bekymre os, men i kraft af vores evne til at observere selve livet. Nu kan man jo ikke sådan bruge Camus o.a. til så meget andet end finde de gode spørgsmål, men måske det værste ved døden er, at overleve dem der vidner om ens liv, for det er svært at genskabe fællesmængden af oplevelser der knytter bånd mellem mennesker, og ofte er der ikke så megen tid. Og igen kommer man til at mindes gode læse eller filmoplevelser, og her tænker jeg såmænd på filmen ”Stegte Grønne Tomater” – ka’ det mon beskrives meget bedre? Så meget i livet hæfter sig til tiden, ja hvordan man bruger den og hvad den mættes med af oplevelser, og næppe går tidens alvor op for én, når man som barn hin sommerdag støtter hovedet i vindueskarmen og slår tiden ihjel fordi venner er på ferie og ens Ipad er kedelig. Dog findes der nok så mange ældre mennesker m/u en religion til trøst, og der ligger nok en kærlig tanke på mangt en hovedpude som tænker på genforeningen med dem de har holdt af. Det vil jeg tro, og det skal man ikke forklejne, for det har i stor grad været deres historie og religionens historier har måske fyldt på godt og ondt. Det har nu heller aldrig været religionskritikkens hensigt at ødelægge menneskers mulighed for trøst, men derimod at frigøre en mulig historisk udvikling fra det åg der fx. fastholder mennesker i uvidenhed og fattigdom i teokratier – og her ska’ man dælemig ikke se bort fra hvad hinduer og buddhister har bidraget med, når det gælder forklare livet med søde ammestuehistorier. Sjovt nok, synes præster jeg kender ikke at ha’ det ringeste behov for at missionere, for de kender argumenterne og har ikke brug for cirkelargumenter, de er simpelthen en del af en anden historie end præster for bare 100 år siden. Vores historie dør sikkert med os, noget af den er måske værd at huske på, andet ikke, men det væsentlige er vel lidt det Ole afslutter med, at man ikke ved vejs afslutning ligger dér og fortryder.
I det lys, er det ikke godt at tænke på hvad nazisterne o.a. af samme skuffe fra de historiske annaler må ha’ tænkt og følt, mens de ventede på afslutningen. Dér har der været tid til fortrydelse for de brud på almene moralbegreber, som man alene i egennyttens hellige navn skabte sin historie med. Og ja, vi har næppe set de sidste af den slags – men i skyggen af den slags historier, mon så ikke de fleste af os ka’ dø i fred?

mvh
Simon

P.s.: fint indspark til debat, i hvilken forbindelse jeg vil erindre om Sartres flotte romanrække: ”Ensom blandt mennesker”, ”Galgenfrist” og ”Med døden i hjertet” – også kaldet ”Frihedens veje”.


Redigeret af Simon (07/01/2013 18:24)
Top Svar Citer
#14585 - 08/01/2013 11:01 Re: Jeg skal dø [Re: Arne Thomsen]
treram Offline
bor her
Registeret: 29/03/2008
Indlæg: 1393
Sted: Sverige/ Thailand
Hej Arne.
Jeg blev helt forskrækket da jeg så din overskrift, var enden nu nær for Arne, nå heldigvis ikke.
Heldigvis er vi ikke helt sikre på hvornår enden er nær, selvom man måske mange gange tro at nu er det sku slut, vi hager os fast i livet.

Jeg har nu haft et ultra oplevelsesrigt liv, så jeg har levet mit liv må jeg sige, men jeg har så lovet min viv at blive 120 år, hun vil skutte af med mig.
Mange slemme sygdomme har angrebet mig igennem årene, med store operationer til følge, og efter een af disse, blev jeg pludseligt meget syg da min far besøgte mig, han fik fat i sygeplejerske og læger som skyndsomt kørte mig til operationsstuen, undervejs stoppede mit hjerte, heldigvis strejkede portørerne, så derfor var det sygeplejersker og læge der kørte mig og de fik så hurtigt liv i mig igen og jeg blev så opereret en gang mere, den først ileostomioperation jeg havde fået var der gået koldbrand i, så jeg fik en ny operation og overlevede heldigvis denne og en senere hjerteoperation, hvor de satte mit hjerte ud af funktion med vilje.

Jeg er ikke bange for døden, men håber da den bliver fredelig engang om 40 år, man er vel optimist ha ha.
Og hvor end mine atomer så ender, så håber jeg på de finder en god plads at "overleve på".




Redigeret af treram (08/01/2013 11:04)
_________________________
mvh.treram
Top Svar Citer
#14586 - 08/01/2013 12:02 Re: Jeg skal dø [Re: treram]
Arne Thomsen Online   content
veteran
Registeret: 16/04/2008
Indlæg: 7152
Sted: Sydsjælland
Hej Treram.

Du blev forskrækket - på mine vegne - da du så overskriften: "Jeg skal dø", men blev beroliget, da det ikke syntes nært forestående.
Ikke desto mindre skal jeg jo dø - på et tidspunkt (som jeg ikke kender) - som vi jo alle skal.

Du fortæller om, hvor nær du selv har været på at dø, men du siger ikke noget om, hvordan det var for dig, hvordan du oplevede det - dét jeg kalder "dødens gys".

Du hævder, som også Ole, at du ikke er bange for at dø.
Det har jeg svært ved at forstå.

Én ting er, at man kan håbe, det ikke bliver for smertefuldt, for langvarigt, for ydmygende, men dét at miste sin eksistens, at miste sig selv - den totale udslettelse af én selv - af alt! - det går da vist ufatteligt langt ud over, hvad man kan forestille sig, og det er da frygtindgydende, synes jeg.
Jeg går ud fra, at du ikke forestiller dig nogen som helst fortsættelse af dig efter døden.

Vi kan jo ikke forestille os intethed - alligevel er netop dét jo alternativet - det uundgåelige alternativ - til vores, og universets, væren.

Men jo mere jeg nærmer mig oplevelsen - gyset - af intethed, jo mere stiger begejstringen over min egen, og verdens, væren.

Det er så dét, jeg kaldet "livets mirakel" - på baggrund af "dødens gys".

For mig er begrebet mirakel ikke fastlåst til gudsforestillinger.

Og jo mere jeg gyser over døden, jo stærkere elsker jeg livet blinker

M.v.h. Arne.
Top Svar Citer
annonce
Side 1 af 5 1 2 3 4 5 >


Seneste indlæg
Er dette videnskab...
af ABC
28/03/2024 10:05
Hvad skal du med Koranen...
af ABC
27/03/2024 13:31
Ramadan-måneden
af ABC
26/03/2024 19:13
Snyder religionerne?
af ABC
24/03/2024 18:58
Kærlighedsbevægelsen...
af ABC
24/03/2024 17:18
Nyheder fra DR
Efter sygdom: Paven prædiker igen til p..
28/03/2024 13:19
Visitationszone forlænges yderligere ef..
28/03/2024 12:50
Menneskerettighedschef i FN advarer: Sul..
28/03/2024 11:40
11 mennesker dræbt af cyklon på Madaga..
28/03/2024 10:29
Kreml beder populært russisk socialt me..
28/03/2024 10:21
Nyheder fra Religion.dk