Hej Arne

Først og fremmest indikerer spørgsmålet, at stille, det er man ikke. Hvis man ikke er stille, hvorfor skulle man så stræbe efter, at være det?

Har du nogensinde prøvet at gå ned ad gaden i ''dine egne tanker''. Pludselig befinder du dig på det modsatte fortorv. Du har passeret et lyssignal, som har skiftet fra rødt til grønt og du er havnet på den modsatte side af gaden,

Du aner ikke hvordan du er havnet der for du har været totalt uopmærksom hele vejen.

Hvis man sætter sig ned et vilkårligt sted med den hensigt intet at foretage sig, opdager man, at dette kan ikke lade sig gøre.

Hvorfor ikke? Hvad er det, der sker?

Måske man en dag efter arbejde går en tur i skoven og sætter sig ved en sø. Hele ens sind er opfyldt af dagens begivenheder.

Man fik måske ikke fortalt chefen hvad man virkelig syntes og man gennemgår det om og om igen.

Når jeg sidder der og erindrer alt hvad der er sket i løbet af i dag, så mener jeg at jeg er en selvstændig entitet som erindrer det, som jeg har oplevet i løbet af dagen, men hvis jeg kigger nærmere efter, så er disse erindringer en del af den entitet, som jeg kalder mig selv. Den, som kigger består altså af det, som han kigger på. Så sandelig en gordisk knude.

Denne jeg, som husker den dag, som er gået består selv af det, som jeg iagttager nemlig erindringen om denne dag, som nu er gået og som er mig.

Vi er fuldstændig opslugt af den dag, som er gået og derfor fuldstændig uopmærksomme. Dette er det kendte, fortiden, erindringen, tanken. Fortiden er fuldstændig død, den har været, den er ikke mere, den er kun erindring. og der sidder jeg midt i erindringen og kan ikke slippe fri.

Måske er jeg heldig, at blive forstyrret af et enormt plask.

På en brøkdel af et sekund vækkes alle mine sanser uden, at jeg har valgt det og en del af sindet, som jeg sjældent bruger, vækkes.

Rundt om mig er skovens træer, over mig er den blå himmel og søens spejlblanke flade.

Erindringen om fortiden, tanken er for et øjeblik fuldstændig stille.

Pludselig brydes søens flade og en fugl flyver op med en fisk i næbbet.

Aha, tænker jeg - det var det, som forstyrrede mig.

Jeg smiler og går hjem.

Jeg har fuldstændig glemt fortiden.

Men da jeg aldrig er ubevidst, så opfatter jeg også, at tanken nu har fundet sin rette plads.

Selvfølgelig skal den være der, men den må aldrig forstyrre min perception af det, som er,

Fra øjeblik til øjeblik.

Synes du forsøger at gøre ensomhed til en filosofisk abstraktion, med alle mulige spekulationer over hvordan omverden måtte forholde sig til deres liv. Hvorfor er det så vigtigt for dig, må man spørge?

Folk har forpligtelser i det sociale samvær på arbejde og i familien, det medfører en vis mængde socialitet og udfordringer, men heller ikke dette indgår i dine overvejelser – og ka’ man overhovedet forestille sig et samfund fungere ved non-kommunikation, så hvad har dette med virkeligheden at gøre?

Du lyder bestemt ikke særlig ”stille”. Den bedste måde at agitere for stilhed på, er vel at være eksemplarisk, men hvorfor skulle dette være særlig attraktivt på en debat, hvor folk diskuterer indtryk af og omkring livets forhold, som jo er aktiviteter?

Faktisk har du gennem flere år ikke snakket om andet end stilheden. Jeg tror du savner lidt aktivitet om ørerne – stilheden ka’ tids nok komme, når man ikke længere er i stand til aktivt at forholde sig til livets gøremål og glider væk i fortiden. Denne evige snak om stilheden får mere én til at tænke på det der tricker den.
Du har jo ingen gode grunde til at tro, at mennesker omkring dig nødvendigvis mener de konstant må sige noget eller forholde sig til alt og for enhver pris, tværtimod ønsker mennesker flest nok lidt ro om ørerne når de gennem en arbejdsdag har fået den del af behovene dækket. Spørgsmålet mit er derfor, om du får dækket dine?

mvh
Simon

Hej Arne

De fleste af os lever sikkert ubevidst med i livet og gør os ikke mange tanker om hvad der sker, måske vi i det højeste ubevidst godtager nogle alment vedtagne forklaringer på hvad der sker.

En opdagelsesrejse som ''hvem er jeg'' finder kun sted hvis man har sat sig for, at begive sig ud på den og i det tilfælde bliver man nødt til at stille spørgsmål og finde frem til svar.

I stedet for blot at leve sanseløst med i det forekommende liv bliver det derfor bevidst for én og derfor kan man ikke længere lade sig nøje med standardforklaringer.

Der er mange ting man må gøre klart for sig selv for at man kan komme videre, det vigtigste er at skelne mellem fantasi og virkelighed, mellem tankevirksomhed og forståelse.

Forståelse, erkendelse kan aldrig meddeles en anden, man kan kun selv se og forstå. En anden kan fortælle én om sin forståelse og pege i den rette retning, men ingen kan forstå på éns vegne.

Vi forstår ikke, at selv om vi vælger nogle mennesker ud som autoriteter så er det i sidste ende vores eget valg hvem vi tror på men hvilken værdi har dette valg? Hvordan kan vi vide om det en anden siger er sandt hvis vi ikke selv ved det?

Vi kan citere det vi siger med citater fra andre, ikkke for at gøre dem til autoriteter, men blot for at markere at også andre har fundet den samme sandhed som vi selv har.

Sandheden findes ikke i bøger og de fleste såkaldte store mennesker er kun store fordi de bliver gjort store af mennesker der ikke selv kan skelne, der er ingen grund til at gøre dem til rettesnor for éns tilværelse.

Den største værdighed ligger i, at vikle sig ud af alle de sociale strukturer og turde leve sit eget liv. Det liv, som altid ligger lige foran én.

Jdeg vil til enhver tid hellere høre om hvad et menneske selv har oplevet end lytte til referencer om hvad andre har sagt eller skrevet i bøger.

Ord har ingen værdi, ord er kun formidlere.

Det, de formidler er enten hvad man har læst andre sige, eller det, man selv har set.

Hvad foretager du dig lige nu, Arne?

Hej Simon

Jeg må desværre melde pas og jeg har sagt det før. Jeg har meget svært ved at føre en samtale på debatten med andre fordi det jeg siger konstant bliver forplumret af HansKrist's fortolkning af hvad jeg siger og da i foretrækker denne forklaring - ja så kan jeg jo ikke udtrykke hvad jeg selv mener.

Jeg vil dog prøve:

Ensomhed er for os et negativt ord. Det er der mange grunde til, som jeg skal undlade at nævne, men alfa og omega er, at ensomhed ikke behøver at være negativt. Nogle gange har vi brugfor blot at være alene med os selv og vore tanker.

Jeg lever såmænd fuldt og helt med i livet, men det, som jeg giver udtryk for på denne debat giver jeg selvfølgelig ikke udtryk for i dagligdagen. Faktisk er det min erfaring, at man bør sige mindst muligt for så tror vi alle at vi mener det samme. Vi vil nok alle blive overraskede over, at det gør vi ikke.

Mangeårige venskaber, ægteskaber og hvad ved jeg, kan pludselig blive opløst med ordene: ''jeg troede, at jeg kendte ham, men så forklarede han mig pludselig hvad han virkelig tænkte.''

Der er selvfølgelig den stilhed der er når tanken (erindringen af fortiden og fortolkningen af det nuværende) ophører og man bare er tilstede i nuet.

Men stilhed er mere end den ydre stilhed. Selvom vi måske er stille udadtil så myldrer tankerne rundt i vores hoveder og vi er slet ikke stille i virkeligheden.

Det er først når disse tanker også er stille, at vi kan tale om stilhed og se klart ud af øjnene uden at fortolke det, som vi ser. Tanken kan kun være stille når vi forstår os selv, ikke som en abstraktion, men rent faktisk.

Når vi forstår hvorfor vi tænker konstant.

Vi er så bange for at være alene, at vi altid flygter til menneskeligt selskab i virkeligheden eller i tanken hvor vi erindringen om menneskeligt selskab, som ikke er lige nu. Hvorfor er vi bange for at være alene med os selv?

Tanken er absolut nødvendig når vi lever livet samfundsmæssigt i forbindelse med andre mennesker. Denne tanke bør være klar, skarp, forstandig og usentimental, men er den det? Er vore handlinger ikke altid styret af følelser og sentimentalitet?

Det vågne sind, Simon, er altid alene selv når det er sammen med andre. Dette bør vi alle være - vågne og opmærksomme i livets nu's bevægelse - så, at vi kan handle med al vores viden og erfaring og ikke bagefter behøver, at erindre hvad vi burde have gjort, men ikke fik gjort fordi vi ikke var tilstede mens tingene skete.

Jeg taler om tankens stilhed, Simon, ikke den anden stilhed, som man opdager når tanken bliver stille.