Godmor´n Ole:

Lidt morgenreflektion omkring dét, du skriver omkring menneskets fantasi:

Min egen oplevelse er sådan:

At ganske vist må du være alene, når du starter din fantasirejse, men muligheden for, at netop denne rejse åbner en dør på klem til det Guddommelige, hvori grænser og skel mellem mennesker forsvinder - er bestemt til stede ...

hvis eller når jeg måtte være parat til dette - vel at mærke.



God week-end
Zenia

Hej Arne

Svaret ligger i dit spørgsmål: ''kan ''vi'' erkende virkeligheden?

Ordet ''vi'' betegner den afstand som er mellem det, som vi kalder jeg'et og det, som virkelig er.

Det, som vi kalder tanken, som skaber det, vi kalder jeg'et er en reaktion på al den viden vi har tilegnet os. Vi kan ikke tænke på noget, som vi ikke ved i forvejen.

Alt dette, som vi ved, er fortiden, det forgangne. Det som har været. Enhver bevægelse sindet foretager sig er denne fortids bevægelse som tanke.

Men sindet har en anden egenskab. Opmærksomhed, den højeste intelligens. Denne opmærksomhed lader sig ikke forstyrre af fortidens bevægelse som tanke mens den ser og lytter, for dette er opmærksomhedens bestanddele, at se og lytte.

Har du nogensinde prøvet at sætte dig ned og intet foretage dig? Hvad sker der så? Du mister tålmodigheden, ikke sandt, for der er intet der. I hvert fald ikke hvad du forventede dig.

Er det ikke sært, at det er så svært at være stille? Er det ikke sært, at vi altid søger svar hos andre end os selv?

Der findes ingen autoriteter, Arne. Vi er under alle omstændigheder vores egen autoritet idet vi selv vælger hvem vi vil tro på eller ej. Derved fører vi os selv vild.

Virkeligheden er ikke noget problem. Den er lige her og nu omkring os hvert sekund.

I al evighed.

Selv når vi selv er væk, vil den stadig være der. Men dette var en tanke, ikke virkeligheden.

Hej du..

”Måske har Ekim ret, når det siger, at den verden, vi lever i på jorden, ér en illusion eller drøm, som udelukkende skal "bruges" til at fjerne slørene fra den kærlighed, som bor i alle mennesker, således at den eneste sande Virkelighed er vort fællesskab med vore medmennesker og med GUD eller vor fælles Skaber eller Ophav, om man vil”.

- Dette afspejler blot en gammel idé om døden som det evige livs tærskel. En idé, der skabtes i skyggen af vældig hårde livsvilkår, hvorunder mennesket henslæbe sin tilværelse, og hvor det meningsløse med livet var tydeligere end nogensinde.
Netop dét, at skabe en sådan idé, viser jo alt om at mennesket skaber meninger i og med selve livet. Idéen om efterlivet er dog i nutiden en håbløs overnaturlig tro, der blot refererer til livsvilkår mennesker ikke længere er underlagt, idet kulturer jo har udviklet bedre grundlag for menneskets livsudfoldelse.
Mennesker er således nu i stand til at udvikle andre meninger med deres liv, meninger der tillader dem at få noget ud af tiden i livet. Du ka’ jo bare spørge mennesker i dag, om de ønsker at bortødsle livet for en idé om et evigt liv, eller om de ønsker at få noget ud af mulighederne deres liv i nutiden giver dem.
Dermed får du svar på spm. hvorvidt idéen om døden som tærsklen til det evige liv er repræsenteret i nutidige menneskers optik, eller om deres syn på livet er optaget af muligheden for livsudfoldelse. Jeg formoder du allerede kender svaret, det er bare at se hvordan samfund omkring dig indtil videre har udviklet sig, det gir indikationen.
At mennesker i nutiden også bekymrer sig om døden, er en ganske naturlig følge af det overhovedet at besidde evnen til at leve. Man ka’ endog sige, at nutidens mennesker har meget mere at miste i mødet med egen forgængelighed end deres fjerne forfædre fik mulighed for at udvikle, fordi menneskeheden langsomt har opbygget en større mening med livet.
Og for nu at stimulere din trang til billeder på livssynet, så viser en plante der gennembryder brosten jo en hel masse om styrken i livet. Livets styrke, er dog ikke helt det samme som vilje, og kan derfor ikke erstattes med en alvilje, repræsenteret som idéen om guders vilje. For selve idéen om ”guders vilje” til at skabe liv, viser netop noget om menneskets evne til at forme mening og projicere disse meninger ud på livets forhold – for dermed at skabe sig en sammenhæng til andre måder at folde livet ud på. Og hvad er det sammenhænge i livet skaber? – netop, kulturer.
Dette kan da vist ikke siges at være så ringe et livsvilkår, at mennesker spejler sig i livet omkring sig, skaber sammenhænge med det omgivne, ja endda med poetisk gennemslagskraft såvel som med stigende viden p.a. lagring af sammenhængende informationer. Så er mennesker som fænomener betragtet, ikke bare ret snu, synes du – i modsætning til det, at fæstne sit livssyn på ophøret af liv? For det ved vi jo trods alt er et naturligt vilkår, ophøret, som vi så ka’ begræde, når vi netop mister dem der tilførte vort liv så meget mening, hvorfor det pludselig ka’ forekomme os så aldeles meningsløst at miste netop dem, ikke sandt? Og er det ikke i sin orden, at det at skabe mening i livet, strider imod det at skabe mening med ophøret af liv – ka’ vi ikke leve med det? ;)
Ja man ka’ jo nærmest sige, at meget af det vi taber når noget ophører med at eksistere, på mange måder lever videre i form af erindringer, ja endda som livsvilkår...


mvh
Simon

P.s.: måske der under juletræet skulle ligge ”Rumpole of the Bailey – the complete collection”..? ;)

P.s.P.s.: Forøvrigt savner jeg lidt Kristians sunde tænkning her på debatten, men han er vel ved at levere træer til gaveregnen..;)