Hej Ole Bjørn:

Ser lige nu, at du forsøger at belære mig om, hvad jeg skal mene omkring begrebet og forståelsen af "blasfemi". ...

Som jeg forstår ordet, er det lig med Gudsbespottelse, og det kan vel ifølge sagens natur kun finde sted hos mennesker, som ikke forbinder sig selv med troen på Gud?

Det, jeg efterlyste, var egentlig blot det, som jeg tænker, vi alle skulle blive bedre til ... nemlig at vise respekt for andre menneskers tro eller ståsted i livet, om du vil. ...

Og så vil jeg i øvrigt tilbage til EKIM, som giver god mening for mig i mit liv. ...

m.v.h. og alt vel
Zenia

Næh, Zenia, jeg forsøger ikke at belære dig om blasfemi. Jeg opfordrede dig til at tænke selv over nogle fakta, som det fremgik af min sidste sætning.

Når jeg satte "blasfemikere" i gåseøjne, var det netop fordi, de fleste mennesker kun opfatter blasfemi som gudsbespottelse, men blasfemi betyder egentlig bagtalelse eller forhånelse, og det har jeg været udsat for fra Arne og Thomas i årevis, og det samme har enhver anden, der har tilladt sig at give udtryk for en anden mening end de to.

Alle vore indlæg er jo tilgængelige via brugerlisten, og hvis du genlæser dem, vil du finde stribevis af eksempler på Arnes citatfusk, ordkløveri, lodrette løgne om mig og andre, og et beskidt sprog, som jeg aldrig har anvendt. Han svinede professor Vincent til, fordi han ikke ville give Arne ret i hans synspunkt, og han rendte til sagfører for at undersøge, om han kunne rejse et injuriesøgsmål mod mig på et latterligt grundlag.

Alt dette kan du kontrollere, for det står mørkeblåt på hvidt, som Arne jo bruger at udtrykke sig, og jeg er da heller ikke den eneste, der har den opfattelse af ham. Så når han skriver, at hans åbenbaring har givet ham en stor kærlighed til verden, så er vi nogen stykker der synes, at det klinger hult, for det har vi ikke mærket noget til.

Men ordet er jo taknemligt, Zenia, og det er ikke svært at spille from og kærlig. Det er betydeligt sværere at efterleve i gerning.

Jeg kritiserer ikke Arne for hans tro, men for hans opførsel her. Jeg har den respekt for andres ståsteder, som du efterlyser, og du kan bl.a. se det på, at selv om jeg er ateist og langt fra EKIM-troen, så er jeg den eneste her, som har talt positivt om den.

Arne må tro lige hvad han vil, og jeg har da aldrig tvivlet på, at hans "åbenbaring" måske reddede hans liv, men når han angriber andres ståsteder, som han ofte har gjort, så må han finde sig i at blive kritiseret for sine angreb, især når det er tomme beskyldninger, som han oven i købet nægter at debattere.

Selv om det er klogt og gavnligt at gribe i egen barm, så er det også klogt at vende blikket udad, og bedømme mennesker på kendsgerninger om deres opførsel, og ikke på deres søde ord.

Det er derfor, jeg opfordrer folk til at tænke selv. De skal hverken overtage mit eller andres synspunkter, men leve som de finder rigtigst for dem selv.

Mvh

Ole Bjørn :o)

Arne afslutter sin deltagelse i denne tråd med at skr. flg:
"Når jeg gennemlæser denne tråd, ser det for mig sådan ud, at der er viser sig to grupper af debattører, hvoraf den ene især fokuserer på gensidig inspiration, mens den anden bruger ganske megen energi på at bekæmpe andre debattører, hvem de egenhændigt dømmer som værende bl.a. "hyklere og meningspaver", der fremsætter idéer "uden nogen relevans og virkelighedsorientering". Hvad der så giver mest trosfrihed må vel være op til hver enkelt af os at vurdere".

- Idéers meningsindhold og synspunkter der aldrig foldes ud på en sådan måde at de tilfredsstiller spørgsmål til meningsindholdets relevans, ender jo med fortsat at være idéer og meninger uden forklaring. M.a.o. må vi altså folde vore idéer og synspunkter ud i så logisk og sammenfattende relevant en sammenhæng, at vi optimerer mulig forståelse.
Hertil må man bare spørge, hvilken mening der vel sku' være i på debatter bare at fordunkle sine synspunkter med symbolværdier man i øvrigt heller ikke gider folde ud?

På mig virker det egentlig bare barnagtigt at blive sur i skralden over tilbagemeldinger på en årelang fordunkling af meninger man gerne deler ud af, men ikke gider forklare/folde ud, og har simpelthen kaldt det for "Arnes blog" eller "Arnes opslagstavle for trosbekendelser".
Men er det igrunden ikke i vores hverdag en såre almindelig oplevelse, at se mennesker blive sure og vrede over en kritik af meninger de gerne udtrykker, og hvor de kort forinden udbredte sig om mennesker intolerance, mangel på kærlighed, åbenhed og forståelse af netop dem, samt alle mulige andre syrlige udfald? I dette lys, blir der ærlig talt lidt svært at ta' også dette sure opstød over kritikken alvorligt - men så er det jo godt man ka' smække med døren som en anden teenager; for fanden da Arne! ;)

mvh & god weekend til den sure..
Simon

Det mest grinagtige ved Arnes "exit" er, at han selv har startet denne tråd med et udtrykt ønske om, at debatten skal være "ideernes mødested", og han så efterfølgende afviser og nedgør enhver idé, som han ikke kan godkende ud fra sit eget livssyn, (som han dog ikke vil debattere eller blot redegøre for).

Det er ikke særligt udviklende kun at ville mødes med rygklappere, men den erfaring har Arne åbenbart ikke gjort. Tilbage står så kun: Hvad skal vi andre med Arnes ikon og påståede kærlighed til verden? Det ser ikke ud til, at nogen anden er blevet beriget eller inspireret til nytænkning af Arnes åbenbaring, for de fortsætter alle uanfægtede i deres vanlige tankegang.

Mvh

Ole Bjørn :o)