annonce
annonce
(visninger)Populære tråde
Mellemrummet 15536443
Angst – Tro – Håb – Kærlighed 2372315
Et andet syn 1980797
Jesu ord 1518396
Åndelig Føde 1465686
Galleri
Hønseskidning i Svaneke
Hvem er online?
1 registreret (1 usynlig), 331 gæster og 283 søgemaskiner online.
Key: Admin, Global Mod, Mod
Side 1 af 2 1 2 >
Tråd valgmuligheder ↓
« Forrige tråd
Næste tråd »
#1336 - 11/07/2008 14:30 ER DET SVÆRT AT VÆRE EN GOD ATEIST?
Ipso Facto Offline
bor her
Registeret: 06/07/2008
Indlæg: 604
Sted: Costa Tropical, Spanien
Med denne overskrift ændrer jeg et diskussionsoplæg af præsten Richard Riis, fra en konstaterende sætning til en spørgende.

Tråden på den alternative religionsdebat udviklede sig hurtigt til en både livlig og frugtbar diskussion hvori jeg også har deltaget med to replikker. Men det ærgrede mig, at Riis ikke i stedet var bidragsyder på dette debatforum.

Derfor sendte jeg en PB til Riis med en opfordring om, at lægge vejen om her, ligesom jeg kort forklarede om baggrunden for, at så mange af de gode debattører i den seneste tid havde forladt religion.dk.

Link til Richard Riis' tråd:

http://onlinedebat.religion.dk/showflat.php?Cat=0&Number=36707&page=0&fpart=all&vc=1

I min dialog med Riis kom vi bl.a. ind på på digterpræsten Kaj Munks fatale fascination af fascismens og nazismens førerskikkelser og hans famøse tale i Ollerup, hvor Munk nærmest skamroste Hitler, i en situation, hvor de nazistiske tropper havde besat landet tre måneder tidligere. Som bekendt kom Kaj Munk snart til besindelse, talte frygtløst uretten midt imod og gav sit liv i kampen for, at Danmark atter skulle blive frit.

Nedenfor følger indledningen af Riis' svar på min kritik af Kaj Munk, samt mit svar fra i dag in extenso:

"Kære Ipso Facto!

Du må ikke bedømme Kaj Munks holdning til Hitler ud fra Ollerup-talen. Det har Per Stig Møller i sin bog "Munk" - advaret imod over mange sider. Det har Bjarne Nielsen-Brovst i sin bog "Kaj Munk - krigen og mordet" fortalt os var forkert. ..."


Kære Richard Riis!

Nu bilder jeg mig ikke ind, at et komplekst og stærkt troende og følende menneske som Kaj Munk, kan sættes på en simpel formel. Det kan vel intet menneske, når det kommer til stykket.

Når jeg skrev: "Munks kreative fantasi, hans geni og stærke følelser førte ham på åndens vildveje, og her tænker jeg selvfølgelig på hans famøse skamrosning af Adolf Hitler, på et tidspunkt hvor hans eget fædreland var besat af nazistiske tropper", så var det mest ud fra en forundring over, hvorfor Munk i det hele tager siger NOGET SOM HELST om Hitler, første gang han efter besættelsen offentligt forholder sig til landets nye situation.

Eller, hvorfor Munk i det mindste ikke blot omtaler Hitler og nationalsocialismen i NEUTRALE vendinger, hvis det vitterligt, som du hæver, var "censuren han var bange for." Man kunne næsten få den tanke, at Munk gnider salt i sit eget sår, pisker sig selv med sine egne fordums synder i form af blindheden over for det totalitære? Du siger, at han taler med for meget "uld i mund". Jeg vil snarere sige, at han taler med søm i mund, uden at det er nødvendigt, som en moderne flaggellant.

Men lad det nu ligge lidt, for temaet du anslår med den provokerende overskrift: "Det er svært at være en god ateist" inspireret af det foredrag du er ved at forberede om Munks skuespil "Kærlighed", er nok så interessant.

Din beskrivelse af præsten der har mistet troen, og derved måske er blevet ateist, men vælger at holde dette skjult for omgivelserne, inspirerede mig som agnostiker og begrebslogiker til at tænke lidt dybere over det principielle i sagen.

Hvordan kan et menneske vide at det tror? Strengt taget kan det ikke vide det, for viden forudsætter tilstrækkelig begrundelse for, at det man holder for sandt, vitterligt er sandt. En sådan viden har man ikke når det gælder religiøs tro. Der har man netop kun TROEN. Et menneske kan FØLE at det tror, og det kan senere føle, at nu tror det ikke længere. Det er dette paradoks som Dostojevski ironisk forholder sig til i Brødrene Karamasov: "Hvis Stravogin tror, tror han, at han ikke tror, og hvis han ikke tror, tror han ikke, at han ikke tror."

Hvad er da kriteriet eller definitionen på et troende menneske?

Den kristne tyske filosof og jurist Walter Schubart udtrykker det således:

"Religion er det indbyrdes forhold mellem Gud og menneske. Det kan have forskellig form ... Indtræder individet bevidst i dette forhold og deltager samtykkende deri, er det religiøst. Forholdet Gud-menneske er, akkurat som forholdet mellem kønnene en faktisk virkelighed, et socialt realitetsforhold. Asketen kan vende sig bort fra kvinden og ateisten fra Gud, men denne forsagelse gør hverken kvindens eller Guds eksistens problematisk."

Schubart forudsætter Gud som absolut størrelse, der ikke kan diskuteres, men som man kan gøre sig indbyrdes modstridende forestillinger om: "Vi kan tillade enhver diskussion om Gud", siger Schubart, "blot ikke dette: at han ikke eksisterer. Ganske vist lader Gud sig ikke bevise, lige så lidt som han lader sig modbevise. Man må tro på ham, og det betyder: MAN MÅ OPLEVE HAM. Hvor han ikke opleves, nytter intet bevis, og hvor han er blevet oplevet, behøves intet bevis. Hvor der kræves beviser, er der blevet tvivlet; hvor gudsoplevelsen modnes fuldt ud, tier enhver tvivl."

Et troende menneske er altså troende, fordi det oplever noget det kalder "Gud". I Munks 1935-version oplever præsten, at Jesus Kristus taler til ham. Når han bruger disse ord om sin oplevelse, så må han per definition være troende. Eller ville han jo blot kalde det halucinationer eller vrangforestillinger, som en anden ateist. Et menneske kan logisk set ikke være både troende og ikke troende (ateist) til en og samme tid. Det er et enten eller. Man kan være tvivlende, men det er noget andet. Det kan være en svag tro eller det kan være agnosticisme, hvor Gud ikke opleves, men bibeholdes som en abstrakt (udefinerbar) transcendent mulighed for at forklare, at der i det hele taget eksisterer noget og måske findes en slags mening og sammenhæng bag tingene som de fremstår for os.

Troen er selvfølgelig et paradoks for forstanden. For Søren Kierkegaard fører vejen til troen over erkendelsen af troens irrationalitet. Kun ved at gribe troen på trods af irrationaliteten får den enkelte sin konkrete eksistens bragt i det rette forhold til evigheden; kun da kan han se sit faktiske liv i det rette perspektiv, hævder Kierkegaard.

Men bruddet med rationaliteten er også et brud med objektiviteten, hvilket Kierkegaard accepterede. Han hævdede derfor også, at subjektiviteten er sandheden. Det afgørende for troen er ikke objektet, men måden. Det kommer ikke an på hvad man tror, men hvorledes man tror. Det er inderligheden der er troens kendemærke, ikke ydre tegn.

Kierkegaard vælger en bestemt modsigelse: at Gud har været menneske? Eftersom valget ikke er rationelt, så åbnes der også for andre valgmuligheder. Brudet med rationaliteten fører ikke nødvendigvis til Kierkegaards tro. Det kan også føre til en anden tro eller til kristendommens forkastelse og hævdelsen af, at det stærke menneske selv skal sætte sine værdier. Det var den vej Nietzsche gik. Og mellem Kierkegaard og Nietzsche synes ingen diskussion mulig. I givet fald skulle den vel dreje sig om, hvis subjektive inderlighed der var størst?

Hermed har jeg gennem rationel analyse fremdraget det vel nok mest forfærdende og uhyggelige aspekt ved den religiøse tro. Den kan tage en hvilken som helst retning og antage forskellige former, når den ikke holdes på plads af fornuften. Og dermed er vi tilbage til ikke blot Kaj Munks blindhed over folkestyret og fascination af despotiet, men til hele kristendommens forfærdende og grusomme historie, på vejen bort fra dens enkle centrale etiske fordring om næstekærlighed.

Som Paulus, Augustin og Luther var også Kaj Munk en dybt splittet og modsigelsesfuld person. Han ville det gode, men kom til at tale det ondes sag, indtil realiteterne og fornuften fik ham til at vågne op og tvang ham tilbage til virkeligheden. Så trådte han i karakter, som humanist og idealist i solidaritet med det folk han var rundet af, og talte smukt og stærkt de ord, som kristendom også kan være.

Problemet er selvfølgelig, at kristendommen som enhver anden religiøs tro kan bruges til hvad som helt, og er blevet brugt til hvad som helst i dens lange brogede historie.

Set udefra, fra min vantro agnostiske position, er kristendommen blot et spejl vi kan bruge til at forstå os selv og vor eksistentielle situation bedre. Først når kristendommen afkobles fra den politiske magt, tvinges den ud i alvorlig selvransagelse og må da udbrede sig som den gjorde i sin første tid, alene ved hjælp af ORDET.

Hvis jeg skulle holde en begravelsesprædiken over kristendommen ville den, med pastor Grosbøll i baghovedet og indledningen til Johannesevangeliet som inspiration lyde:

Af ORD er du kommet. Til ORD skal du blive. Og af ORDET, skal du igen opstå. Amen.

Hilsen

Ipso Facto :whistle:



Redigeret af Ipso Facto (11/07/2008 15:25)
_________________________
"Lad dig ikke forvirre af andre - kom først til mig." - Ipso Facto

Top Svar Citer
#1391 - 13/07/2008 17:04 Re: ER DET SVÆRT AT VÆRE EN GOD ATEIST? [Re: Ipso Facto]
Ipso Facto Offline
bor her
Registeret: 06/07/2008
Indlæg: 604
Sted: Costa Tropical, Spanien

Til almindelig orientering har jeg nu forladt min egen tråd: DEN FATALE FASCINATION AF ISLAM efter at Ole Bjørn absolut skulle demonstrere de selv samme unoder, som i sin tid fordrev ham fra den alternative religionsdebat. At han også denne gang har fået følgeskab af en flok får, kan vel ikke undre nogen.

I stedet for ad hominem brægeriet fra fårene, som jeg ikke ønsker at blande mig i, har jeg i præsten Richard Riis fundet en oppoennt som i det mindste tager det han selv tror på alvorligt og tillige leverer en vedkommende kritik af mine synspunkter.

Så af hensyn til de tænkende debattører, der er fokuseret på argumenter frem for personer, tillader jeg mig at bringe mit indlæg fra i dag, som er en replik på det svar Riis gav på startoplægget her.

Lidt mopset blev den gode præst dog over min afsluttende provokation, men til forskel fra fårehjernerne her på debatten, holdt han en sober argumenterende stil.

Selv om det er en lang og krævende tekst, har jeg valgt at bringe den her, også af hensyn til de seriøse debattører, som ikke kender mine synspunkter omkring religion og etik. Ligeledes er jeg sikker på, at de etiske overvejelser Riis fremkommer med må være af interesse for debattens kristne debattører.

- - -

Kære Richard Riis

Nu må du ikke tage mig det fortrydeligt op, at jeg tilsyneladende gjorde mig lidt lystig over kristendommens udvendigheder og ritualer. Hos mig er det nu engang sådan, at jeg læser hellige skrifter som litteratur og litteratur som hellige skrifter. Og begge dele med et glimt i øjet, som Dante, da han skrev sin guddommelige komedie.

Med andre ord er min tilværelsesforståelse anderledes end hos den, der må slæbe på det kors, at skulle tænke inden for det kristelige paradigme, eller måske flytte grænserne et par tommer således som Kaj Munk og andre strålende kristne begavelser har gjort i tidens løb.

At vi næppe kan blive enige om, præcis hvori modsætningen mellem religion og rationalitet består, når mit udgangspunkt er den rationelle logiske tankes sandheder, og dit grundlag en tro, som ikke blot kan bedømmes rationelt, er jo såre indlysende. Hos dig ligger vægten ikke på de rationelle forbehold, men på den personlige forpligtelse.
Troen på en magt, som går ud over enhver rationalitet: Gud.

Trods dette forskellige udgangspunkt, hvor min forpligtelse gælder det som alment kan begrundes at være sandt, over for hvad en konkret religiøs tros subjektive sandhed forpligter den troende på, så er vi dog begge bundet af den begræsning, at også troens sandhed alene lader sig diskutere på rationalitetens præmisser.

En religiøs tro når man ikke frem til gennem rationelle logiske overvejelser, men alene gennem tro. Og set fra din ende af erkendelsesspektret, må vel også rationaliteten tage sig ud, som hørende til blandt det timelige.

I centrum for mig står en dyb forundring, blandet med beundring over et menneske som Kaj Munk, der kommer alvorligt på vildveje for til sidst at erkende, at han tog fejl, hvorfor han tog fejl og derefter gør fejlen god igen.

Det er menneskeligt at fejle, men det er umenneskeligt at blive ved med at fejle. Deri ligger Kaj Munks storhed, det usædvanlige og udogmatiske, som aftvinger beundring og respekt. Et søgende menneske som til sidst finder sandheden, for de som søger skal finde, som skrevet står. Alligevel er det ikke ret mange af os som alvorligt søger, og som når de har fundet også flytter sig både indvendigt og udvendigt.

Men hvordan kan Munk og vi andre vide, at han ikke blot skiftede een illusion ud med en ny?

Ved vi først, at nazismen var ond, når den er besejret, når vi har set billederne med ligdyngerne, gaskamrene og krematorieovnene fra udryddelseslejrene, lyttet til muselmændenes vidnesbyrd og hørt dommen over regimets ledere i Nürnberg?

Det er det etiske spørgsmål, og dér kommer du med denne første vurdering:

“Derefter mener du, at du “gennem rationel analyse har fremdraget det vel nok mest forfærdende og uhyggelige aspekt ved den religiøse tro. Den kan tage en hvilken som helst retning og antage forskellige former, når den ikke holdes på plads af fornuften”. Min kommentar: Der er noget om det, du siger, men det skal nok lige bestemmes lidt nøjere.”

Du forklarer, at ikke blot teologerne men stort set hele intelligensiaen og vore ledere havde mistet de moralske pejlemærker i mellekrigstiden, og du anklager “tidsånden” for at have sluppet tanken om “den naturlige lov”.

Endvidere antager du, at der findes noget som af naturen er godt og ondt, en almen retfærdighedsfornemmelse, samvittighedens indre stemme, vort moralske kompas, som man ikke længere troede på, og derfor lod sig lokke på afveje.

Ifølge din kristenforståelse erstatter Kristus loven og profeterne med bl.a. “den naturlige lov”:

“ ... Op imod det sætter Jesus den naturlige lov, f. eks. som den giver sig udslag i den gyldne regel (som jo også findes i andre religioner): “Hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem”. (Matt 7,12) ...”

Men dér tager du fejl. Den naturlige lov findes, den kaldes i biologien for reciprocitet, i etikken for talionsprincippet, som jøderne hentede fra Hamurabis babylonske love, efter det babylonske fangenskab, og ikke fra Sinais bjerg som myten beretter.

Kriteriet på retfærdighed er at øve lige gengæld mod begået uret, for på den måde at genskabe balancen. Øje for øje og tand for tand, som det udtrykkes i moseloven.
Formuleringen af den gyldne regel tillægges den kinesiske moralfilosof K'ung fu-tzu (Confusius), som levede et halvt årtusinde før vor tidsregnings begyndelse. Den har følgende formulering:


"dept Kung asked: "Is there any one word that could guide a person throughout life?"

The Master replied: "How about 'shu': never impose on others what you would not choose for yourself?"
Analects XV.24."


I århundredet før kristus fødsel formuleres reglen i judaismen. Om der er tale om en selvstændig tænken sig frem eller om inspirationen kommet gennem fjernøstlig kulturpåvirkning vides ikke.

Da rabbi Hillel skulle forklare hele loven i kort form, sagde han: “Gør ikke mod andre, hvad du ikke vil, at de gør mod dig. Det er hele loven; Resten er forklaring." (jf. Den Babylonske Talmud, Shabbat s. 31a).

I evangelierne citeres Jesus, som du selv nævner, for en positiv formulering: “Alt hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem" (Matt. 7,12).

Men i princippet er der ingen forskel mellem den positive og negative formulering.

Man kan udtrykke forskellen mellem talionsprincippet og den gyldne regel ved, at det første er udtryk for en forholdsvis ureflekteret formulering af personers instinktivt (følte) biologiske reprocitet, mens sidstnævnte, som også kommer langt senere i kulturhistorien, er udtryk for en dybere og mere rationel reflektion, formuleret som et universelt etisk grundprincip, som vi rent rationelt kan erkende gyldigheden af og derfor er underlagt alene qua person.

Talionsprincippet får denne ironiske kommentar med på vejen af den indiske politiske og åndelige leder Mahatma Gandi: “ An eye for an eye makes the whole world blind!”

Efter afsløringen af nazismens (og vel også den virkeliggjorte socialismes) forbrydelser mod menneskeheden hævder du:

“Dog glemte man snart igen den naturlige lov. Man diskuterede i filosofien forholdet mellem “bør” og “er”, man gik i teologien ud fra en form for irrationalitet (blandt andet inspireret af Kierkegaard), man regnede i litteraturen alle katte for grå.”

At man ikke kan slutte fra ER til BØR uden at begå den “naturalistiske fejlslutning” påpegede allerede filosoffen David Hume i “A Treatise of Human Nature”, London 1740. Det centrale her er, at man ikke kan slutte fra en eller flere påstande om, hvad der ER tilfældet, til en påstand om, hvad der BØR være tilfældet. Man kan altså ikke slutte fra deskriptive præmisser til en normativ konklusion.

Da siger argumentet, at man ikke kan slutte fra det, at en norm faktisk gælder i samfundet, til det, at den i en dybere forstand bør gælde. Selv om de fleste overholder en given norm, kan man stadig gå bag om normen og spørge, om den bør overholdes.

Det er rigtigt, at man ikke kan slutte fra det, at noget empirisk er tilfældet, til det, at det bør være tilfældet. Men det afgørende er så, hvorpå vi begrunder denne rigtighed. Det gør vi IKKE ved en empirisk konstatering af, hvad der er tilfældet. Argumentet hviler derimod på en ren begrebslogisk afklaring af forholdet mellem er og bør - mellem konstateringer og normer. Og accepterer vi dette argument, så må vi også acceptere, at vi ikke kun kan begrunde en erkendelse på basis af empiriske konstateringer, men også ved hjælp af begrebslogiske eksplikationer. Så kan argumentet fra, at vi ikke kan slutte fra er til bør, altså ikke i sig selv udelukke, at vi rationelt kan begrunde en universel etisk norm. Det kan kun udelukke, at en sådan norm kan begrundes på basis af en empirisk konstatering; men det kan ikke udelukke, at det kan ske ved begrebslogisk eksplikation.

Dertil kan tilføjes, at etikken heller ikke kan begrundes på basis af vore ønsker, eller på basis af traditionen. For det skal besvare spørgsmålene om, hvad vi bør ønske – eller hvad vi bør gøre uafhængigt af vore ønsker -og hvorledes vi bør forholde os til traditionen – eller hvorledes traditionen bør være. Dette følger af, at etikken ikke kan begrundes empirisk uden at begå den naturalistiske fejlslutning.

Det er et enten eller. Enten kan etikken ikke begrundes rationelt, og så må den tros. Og her har du nok ret i, at man var inspireret af Kierkegaard, og af eksistentialismen som ender i postmodernismen med dens hævdelse af etisk- og kulturel relativisme.

Du skimter dog håb forude og bringer atter “den naturlige lov” på banen i ny forklædning:

“Løgstrup og de fænomenologiske filosoffer er en glædelig undtagelse fra dette mønster. Med tanken om de suveræne livsytringer fik Løgstrup igen gjort den naturlige lov gældende.”

Lad den fænomenologiske fejltænkning ligge indtil videre og i stedet koncentrere kræfterne om K. E. Løgstrups moralteologi og først se på, hvorfra han hentede sin inspiration.

Det gør Løgstrup fra den tyske teolog Bultmans afmytologiseringsprogram og Gogartens tanker om problemet med sekularisering, umiddelbart efter anden verdenskrigs afslutning.

Den kristne etik har to grundpiller. Den ene er den fordring, som Jesus kalder det første og største bud i loven. Det er det todelte bud om, at man skal elske Gud af hele sit hjerte, og sin næste som sig selv. Todelingen er forenelig med en adskillelse mellem politik og religion. Når fordringen om at elske Gud ledsages af et krav om, at man skal bede i enrum, så bliver konsekvensen, at det eneste (og i hvert fald væsentligste) ydre udtryk for at elske Gud bliver, at opfylde fordringen om at elske sin næste som sig selv. Det kan også udtrykkes ved at sige, at forholdet til Gud afgøres i forholdet til næsten.

Det er den konsekvens, som Friedrich Gogarten drager, og som K. E. Løgstrup tilslutter sig. (F. Gogatten: “Die Verkündigung Jesu Chrristi”, Heidelberg 1948; og K. E. Løgstrup: “Den etiske fordring”, København 1956).

Set fra min begrebslogiske position er problemet, at der ikke tages eksplicit hensyn til distinktionen mellem ønsker og ønske-uafhængige behov. Samme problem som den gyldne regel står i, idet den ikke angiver fordringerne over for en selv.

Indvendingerne mod den gyldne regel er gamle. Johannes Ewald tager forbehold og Immanuel Kant fremfører mere formelt en lignende kritik. Han anfører, at den gyldne regel for det første ikke indeholder pligterne mod én selv, og at den heller ikke giver grund for pligterne mod andre. Således spørger han: Hvad hvis dommerne i straffesager handlede efter den gyldne regel? Hvor mange dommere ville ønske at blive dømt, selvom de var skyldige? (I. Kant, “Grundlegung zur Metaphysik der Sitten”, 1785).

For Løgstrup er det moralens væsen at være erstatning. Således hævder han: “Moral er til for at levere erstatningsmotiver til erstatningshandlinger.” Den umiddelbare godhed mangler, hvis vi var gode, var moralen overflødig, hævder Løgstrup. ”Hvad der fordres er, at fordringen ikke skulle have været nødvendig.” Eller som han også udtrykker det: “Fordringen fordrer ... at blive overflødig.”

Fordringen træder ind, hvor næstekærligheden skulle have været. Eller tilliden. Eller barmhjertigheden. Eksempler på hvad Løgstrup kalder suveræne livsytringer.

Spørgsmålet er så, om Løgstrup har ret. Har han ret i, at den fordring, som udspringer af, at vi er hinandens skæbne, blot er en erstatning for spontan næstekærlighed? Har han ret i, at næstekærligheden kan forlade sig på sig selv, uden fæste i fordringen? Er moral kun et spørgsmål om motivation?

Jeg springer den lange begrebslogiske analyse over og går til konklusionen. Løgstrup har ikke ret, når han hævder, at fordringen fordrer at være overflødig. Den fordrer derimod – simpelt nok – at blive overholdt, hvad enten det så sker af næstekærlighed eller af “agtelse for moralloven”. At ville udelukke en af disse motivtyper som moralsk uværdig er en fejl. Det er udtryk for, at man ikke holder motivation og retfærdiggørelse ude fra hinanden.

Med Løgstrup kan vi sige, at “det forholder sig etisk, som det forholder sig logisk”. Ligesom vi kan være fanget af teoretiske problemer uden at have tanke for de logiske slutningsregler, som vi følger, således kan vi også slås med konkrete etiske problemer uden at have tanke for den etiske fordring i dens abstrakthed. Men denne parallelisering kan vi også vende mod Løgstrup selv. Lige så forkert det ville være at hævde, at de logiske regler derfor er overflødige, lige så forkert er det at hævde, at den etiske fordring fordrer at være overflødig. Både logisk og etisk er der tale om implicitte betingelser for gyldighed.

Der er forskel på at mene, at fordringen er uundværlig, fordi vi er selviske, og så at mene, at fordringen er uundværlig fordi den er grundlag for, at vi kan vide, hvorledes vi bør handle. I det første tilfælde impliceres, at der er en nødvendig sammenhæng mellem det at være uselvisk og det at vide, hvad der er til bedste for næsten (jf. Løgstrups påstand om, at det er vor uselviskhed, der oplyser os om, hvad der er til bedste for næsten). I det andet tilfælde benægtes denne sammenhæng. Da anerkendes, at der er en nødvendig sammenhæng mellem det at være selvisk og det at VILLE gøre det, som er til hjælp for næsten i nød; men samtidig benægtes, at den uselviske nødvendigvvis har den viden, som kræves for at kunne hjælpe næsten.

Betydningen af denne forskel viser sig, når vi spørger, om det er muligt at komme ud over vor begrænsede næstekærlighed. Hvad er dens årsager? Er selviskheden et uomgængeligt træk ved vor natur, eller kan den udryddes? Er selviskheden bygget ind i vorr biologiske konstitution, eller er den kulturelkt betinget? Afhænger den af specifikke (og foranderlige) forholdd i opdragelsen eller i den samfundsmæssige struktur?

Uden her at gå i dybden vil jeg blot påpege, at hvis man opfatter selviskheden som udryddelig, så gør det en afgørende forskel, om man opfatter den etiske fordering som erstatningsmotivation eller som grundlag for retfærdiggørelse. Uanset hvilken af disse opfattelser man har, bør man naturligvis søge at skabe vilkår, som fremelsker motivationen til at handle i konsistens med fordringen; og man bør derfor stræbe efter at fremme betingelserne for næstekærlighed og modarbejde årsagerne til selviskhed.

Men opfatter man da den etiske fordring som erstatningsmotivation, så bliver opgaven begrænset dertil. Udryddes selviskheden, så har man umiddelbart den viden, som er nødvendigt for at gøre det rigtige, og så kan “det gode samfund” overlades til at gro af sig selv.

Opfatter men derimod den etiske fordring som en betingelse for, at man kan retfærdiggøre sin handlen, så er man på forhånd klar over, at det gode samfund ikke automatisk opstår, fordi man fjerner selviskhedens årsager. Så erkender man, som jeg gør, at der ikke er nogen nødvendig sammenhæng mellem at være god og at VIDE, hvad der i den konkrete situation er det bedste at gøre. Og så er man i hvert fald lidt mere varsom i sin tro på muligheden for at indrette et godt samfund. Man er klar over, at godheden alene ikke er nok.

Løgstrup har aldrig haft en naiv opfattelse af menneskets natur; men når han opfatter den etiske fordring blot som et erstatningsmotiv, så forudsætter det en tro på, at det gode hjerte kan finde sig selv og sin vej uden lyset fra fordringen – og det er en begrebslogisk fejl.

Og for nu på denne baggrund at vende tilbage til min kritik af Kaj Munk og religionen generelt, blot disse afsluttende bemærkninger.

Kristne burde kunne anvende deres fornuft til, ud fra den religiøse tese om, at alle er lige for Gud, til at erkende, at så er demokratiet ikke blot endnu en måde at indrette samfundet på, som i princippet ikke adskiller sig fra andre måder. Demokratiet bygger nemlig på et etisk princip om politisk ligeværdighed, hvis gyldighed kan begrundes begrebslogisk.

Og så er det moralsk set ikke ligegyldigt om samfundet bygger på Førerprincippet eller på et princip der stiller alle borgere lige rent politisk, fordi man rent logisk erkender, at ingen kan have en særlig eller gudgiven ret til at bestemme lovene i et samfund, hvorfor enhver må have samme ret. Og den lige ret ret kan alene udmøntes under en eller andet form for demokratisk styre.

Ringeagten for demokratiet finder man ikke blot hos Kaj Munk, men også hos kristne koryfærer som Søren Kierkegaard og NFS Grundtvig. Alle ændrede de dog holdning, men hvorfor de gjorde det, er et åbent spørgsmål?

Kristendommen kræver ikke demokrati. Jesu forkyndelse er forenelig med eller defineret ved en accept af adskillelsen mellem religion og politik, jf. bl.a. Luthers lære om de to regimenter. Men pointen er, at politikken får skytte sig selv. Jesus stiller ikke krav om en bestemt samfundsindretning; men han stiller krav til den enkelte – krav, som den enkelte skal opfylde på egne vegne, og ikke på andres eller på samfundets vegne.

Det synes let for de evangeliske kristne at acceptere sekularisering, fordi den er en indbygget fordring i troen, men at nå frem til demokratiet som den samfundsform der er den etisk rigtige, også fordi den kommer tættest på kristendommens egne fordringer på det personlige plan, synes at være vanskelig for de troende selvstændigt at tænke sig frem til.

Det vil føre alt for vidt at gå nærmere ind i dette aspek, som er aktualiseret på en ny måde, qua islams tilstædeværelse og ufravigelige krav om gennemførelsen af en religiøs lovgivning, der bygger på Koranen og sharia.

Også her synes kristendommen at tale med to tunger og have iført sig tvedragt, måske fordi man føler, at slægtsskabet med islam vejer tungere end forpligtelsen til at opretholde den demokratiske samfundsorden?

Da islam er et kristent kætteri, jf. folkekirkens bekendelsesgrundlag, Og da islams Gud ifølge Luther er Djævelen, så er der tale om afgudsdyrkelse i bekendelsens skikkelse.

Givet lighedspunkterne mellem islam som verdslig politisk ideologi med metafysisk begrundelse, og nationalsocialismens ideologi med Hitler som en profet eller frelser, ikke ulig profeten Muhammads status i islam, så er vor tids kristne atter anbragt i det samme dilemma som de sammen med Kaj Munk var i, da begejstringen for Hitler greb dem som en religiøs åbenbaring, eller snarere besættelse. selvtilfreds

Atter oplever vi, at ringeagten for demokratiet får danske præster til at solidarisere sig med muslimer og islam, hvilket selvfølgeligt er uforeneligt både med bekendelsesgrundlaget og pligterne som demokratiske borgere.

Givetvis har hverken Løgstrup eller andre moralteologer løst det problem! Præsterne er atter på herrens mark!

Jeg håber du kan tilgive, at der var så meget som trykkede på hjertet, at de normale rammer for indlægs længde her blev sprængt. Hvad hjertet er fyldt af, løber munden som bekendt over med.

Hilsen

Ipso Facto :whistle:



----------------
"A human being is a part of a whole, called by us - universe -, a part limited in time and space. He experiences himself, his thoughts and feelings as something separated from the rest... a kind of optical delusion of his consciousness. This delusion is a kind of prison for us, restricting us to our personal desires and to affection for a few persons nearest to us. Our task must be to free ourselves from this prison by widening our circle of compassion to embrace all living creatures and the whole of nature in its beauty." - Albert Einstein


_________________________
"Lad dig ikke forvirre af andre - kom først til mig." - Ipso Facto

Top Svar Citer
#1392 - 13/07/2008 18:44 DET ER SYND FOR RICHARD RIIS! [Re: Ipso Facto]
ole bjørn Offline
bor her
Registeret: 30/03/2008
Indlæg: 2397
Sted: Sverige/Danmark
Det pæne menneske er endnu ikke blevet klar over, at han med Ipso Facto er oppe mod en citatfusker, som for det meste undlader at angive, hvis meninger han viderebringer og ofte forvansker, "fordi hans egne tanker er så få og små."

Da Ipso Facto fortsætter med sine personlige fornærmelser af andre debattører, kan det være relevant at oplyse nye debattører om sagernes rette sammenhæng, så Ipso Factos løgne ikke skal stå uden kommentarer.

Da jeg blev udelukket fra online-debatten skyldtes det ikke "unoder" i form af brud på debattens regler, men udelukkende at jeg tillod mig at kritisere Kristelig Dagblads hårdhændede meningscensur, en censur som fortsat udøves og som var årsagen til at selv deres daværende admin, Peter Arentzen, fik nok og gik i protest. Det gav til gengæld stødet til at vi oprettede denne frie debat, hvor ytringsfriheden kun begrænses af lovens rammer.

Men inden min udelukkelse var Ipso Facto allerede smidt ud af debatten på grund af grove overtrædelser af reglerne. Ikke alene gik han på trods af flere advarsler konsekvent efter at angribe debattørerne personligt (en trafik han åbenbart agter at fortsætte med) men han optrådte også under flere andre pseudonymer, som han brugte til at skamrose sig selv. Kulminationen kom da han antog en afdød kendt færings navn og også lod denne person skamrose sig. Det var ikke alene bedrageri, det kunne også være dybt sårende for de efterladte, hvis de havde opdaget det.

Så røg Ipso Facto ud med fynd og klem, men han har åbenbart fundet vej tilbage til online-debatten, og har efter sigende genoptaget sin uvane med at oprette flere identiteter, dog ingen under sit rette navn, som er temmelig belastet i retslig henseende.

Her på trosfrihed-debatten vil han opleve en større ytringsfrihed, end på de debatter han er smidt ud fra, men den gælder også den anden vej. Hvis han fortsætter denne attitude med at nedgøre andre debattørers intelligens, så vil "debatfårene" være i deres fulde ret til at tage til genmæle og afsløre såvel hans fupnumre som hans tvivlsomme karaktér.

Det gøres hermed vitterligt.

Ole Bjørn ;)

.

Top Svar Citer
#1393 - 13/07/2008 19:42 Re: ER DET SVÆRT AT VÆRE EN GOD ATEIST? [Re: Ipso Facto]
Ipso Facto Offline
bor her
Registeret: 06/07/2008
Indlæg: 604
Sted: Costa Tropical, Spanien
I mit indlæg oven for glemte jeg at fortælle, at præsten Richard Riis desværre endnu ikke har meldt tilbage på min PB opfordring til ham om, også at berige dette frie forum med hans seriøse, saglige analyser og kommentarer.

Om grunden til tavsheden kan være den, at ikke blot de gode saglige debattører søgte herover, men desværre også nogle som trives bedst ved konstant at iscenesætte sig selv, ved at provokere med personangreb og forurene andres tråde, ved jeg ikke.

Men hvis dette skulle være grunden, så forstår jeg nu godt Riis, og hans evt. betænkeligheder.

Hilsen

Ipso Facto :whistle:


--------------
"In order to form an immaculate member of a flock of sheep one must, above all, be a sheep." - Albert Einstein


Redigeret af Ipso Facto (13/07/2008 19:49)
_________________________
"Lad dig ikke forvirre af andre - kom først til mig." - Ipso Facto

Top Svar Citer
#1418 - 14/07/2008 22:18 Re: ER DET SVÆRT AT VÆRE EN GOD ATEIST? [Re: Ipso Facto]
Ipso Facto Offline
bor her
Registeret: 06/07/2008
Indlæg: 604
Sted: Costa Tropical, Spanien

ADVARSEL!

Dette indlæg, som er mit afsluttende svar i dialogen med tidligere sognepræst Richard Riis er centreret omkring etik og etiske principper.

Det indeholder tillige en analyse af den etiske forskel mellem kristendommen og islam og den rationelle etik. Hvis man ønsker at forstå islams problemer med at optage universelle etiske principper i sin lære på det basale og principielle niveau kan man måske hente inspiration til selv at tænke videre i min analyse.

Debattører som ikke er alvorligt optaget af eller interesseret i etiske problemstillinger kan roligt springe dette indlæg over.


Kære Richard Riis!

Du har ret i, at der endnu kunne siges mangt og meget, men alting må få en ende, også den gode dialog.

Derfor vil jeg tage mig selv i nakken og ganske kort, selv om det falder svært, nævne det, som plager mig mest i dit afsluttende indlæg. Ikke for at få det sidste ord, men fordi du ganske enkelt misrepræsenterer min sammenligning af talionsprincippet og den gyldne regel. Og så lade alt andet være, som det nu er.

Du opsummerer og konkluderer følgende:

“Det er din behandling af den gyldne regel, jeg finder forkert. Du er ikke ene om at gøre den til en simpel regel om “noget for noget”. Men jeg har godt nok ikke før hørt nogen så direkte sige, at den gyldne regel og talionsprincippet næsten er ét og det samme.(Min udhævning). I så fald må man jo sige, at Jesus modsiger sig selv ret kraftigt. I Matt 7,38-39 hedder det: “I har hørt, at der er sagt: ››Øje for øje og tand for tand.‹‹ v39 Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt. Men slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til”. Og i Matt 7,12 har vi den gyldne regel, der lyder: “Derfor: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne”.”

Faktisk sagde jeg det stik modsatte, idet jeg udhævede forskellen mellem talionsprincippet og den gyldne regel og påpegede hvori forskellen lå således:

"I evangelierne citeres Jesus, som du selv nævner, for en positiv formulering: “Alt hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem" (Matt. 7,12).

Men i princippet er der ingen forskel mellem den positive og negative formulering.

Man kan udtrykke forskellen mellem talionsprincippet og den gyldne regel ved, at det første er udtryk for en forholdsvis ureflekteret formulering af personers instinktivt (følte) biologiske reprocitet, mens sidstnævnte, som også kommer langt senere i kulturhistorien, er udtryk for en dybere og mere rationel reflektion, udtrykt som et universelt etisk grundprincip, som vi rent rationelt kan erkende gyldigheden af og derfor er underlagt alene qua person.

Talionsprincippet får denne ironiske kommentar med på vejen af den indiske politiske og åndelige leder Mahatma Gandi: “ An eye for an eye makes the whole world blind!”


Den "naturlige lov" er således talionsprincippet, som sikkert har styret menneskenes adfærd siden neolitisk tid, og som endnu, efter agrarrevolusionen og de første bysamfunds opståen, er et bestemmende princip for lovene i de tidlige kultursamfund og imperier. I sin første kendte nedskrevne form ligger det bag udformningen af Hamurabis love, formuleret for 3.800 år siden.

Den gyldne regel indeholder, ud over hvad jeg allerede har sagt i citatet, et universelt krav om at udvise elementær hensyntagen til alle artsfæller. Ved sin universalitet og baggrund i verdslig tænkning - da det ikke gives en religiøs begrundelse - er der her for første gang i menneskets kulturhistorie tale om et etisk princip, der helt klart har løftet sig op over enhver partikulær kultur eller religion. Reglen bestemmer på etikkens området det som er fælles menneskeligt og som alle mennesker derfor bør bøje sig for, uanset hvilken kultur de tilhører eller hvilken religion de dyrker.

Dets forudsætning indeholder en skjult antagelse om, at mennesket af naturen er godt, således at hvert menneske kan anvende sin egen medfødte godhed som norm for, hvordan han skal behandle andre, idet han abstrakt qua sin empati sætter sig i den andens sted og uegennyttigt blot fordrer og yder reciprocitet.

Reglen udvider radiusen af tillid og samarbejde mellem forskellige mennesker og folkeslag hvilket er forusætning for etablering af de store oprindelige civilisationer der opstod for omkring 5.000 år siden med tiltrækningspoler lokaliseret ved de store floder i Kina, Indien, Ægypten og Mesapotamien. Og i Sydamerika de noget senere maya og inka kulturer som dog hurtigt gik til grunde.

Jeg har en teori om, at mennesket for omkrig 3.000 år siden, delvist overvandt den naturlige egoisme og xenofobi, og i disse tiltrækningspoler udviklede en højere grad af empati som en kulturel synergieffekt, når større grupper lever tæt sammen og gensidigt inspirerer og befrugter hinanden på det åndelige plan, hvorved der opstår en ny højere bevidsthed og selvbevidsthed, som er mere end blot summen af de enkeltelementer den består af.

Kristendommen går meget langt og kræver en høj grad af empati af de troende, og fordi den så klart adskiller religion og politik kan den, efter optagelse af elementer fra rationel hellensk filosofi og videnskab, den romerske statsforfatningsret og romerretten, på trods af bjergprædikenens fordringer, blive en kulturel samlende kraft der både spænder over det verdslige og det hellige, hvorved den kan opbygge både ånden og materien.

Den gav plads for udvikling af humanisme, en systematisk naturvidenskab, og demokrati, eller den lagde i det mindste ikke større hindringer i vejen, end at de forholdsvis let kunne overvindes. Uden kristendommen var vi nok aldrig nået frem til humanisme, rationel filosofi, naturvidenskab og demokratiet. Det er dens største fortjeneste, som fordrer vor beundring og respekt.

Men da kristendommen med magt blev afkoblet den politiske magt efter oplysningstiden, blev den atter hjælpeløs og selvdestruktiv bortset fra, at den på det rent personlige plan kunne tjene som trøst, håb og etisk rettesnor i det personlige møde mellem individer. På samfundsniveauet, i politikken, er den selvdestruktiv når det gælder at bidrage til opretholdelsen af de sociopolitiske enheder - nationalstaterne. Her er den kristne i dag, som på Jesu tid, sat i et uløseligt dilemma.

Netop på grund af sin universalitet er den gyldne regel da også blevet adopteret i næsten alle kulturer og religioner, med islam som en markant og nævneværdig undtagelse. Her er der ganske enkelt ikke rum for den gyldne regel. For når de religiøse dogmer deler verden i rettroende og vantro og fordrer en afgrundsdyb (racistisk) forskelsbehandling, alt efter religiøst tilhørsforhold, så er der logisk set ikke rum for noget ægte universelt etisk princip. End ikke talionsprincippet som "naturlig lov" er der plads til i islam.

Jeg har en teori om, at de der udformede den islamiske lære udmærket godt var klar over, at læren brød med "den naturlige lov". For at overvinde denne vanskelighed anvendte man det arabiske ord "jihad" hvis grundbetydning er "overvindelse/selvovervindelse" eller "anstrengelse" på det åndelige plan. Det den troende skulle anstrenge sig for at overvinde var ganske enkelt de basale biologiske urinstinkter, som kommer til udtryk i "den naturlige lov" (talionsprincippet), som logisk set udelukker drab på medmennesker hvis eneste brøde er, at de har en "forkert" tro.

Jihad i betydningen "hellig krig", forstået som imperialistisk uprovokeret erobringskrig ville ganske enkelt ikke være mulig, hvis muslimerne fuldt ud overholdt den naturlige lov - talionsprincippet.

Af de anførte grunde har islam, da det ville umuliggøre gennemførelsen af islams ultimative guddommeligt bestemte mål, om gennem mission (dawa) eller sværdet "at underlægge hele verden for islam", været udelukket fra at kunne optage universelle etiske principper af enhver art. Selv internt i islam blandt de rettroende har man måtte bøje talionsprincippet, for ellers var der ikke plads til sharialovens forskelsbehandling af mænd og kvinder i juridisk henseende. Manden sættes over kvinden een grad, hedder det i en hadith.

Derfor kan ingen af de ægte universelle etiske principper som især den judeo/kristne og postkristne vestlige kultur har frembragt få plads eller accept i islam. Lad mig blot for god ordens skyld opregne nogle af disse etiske principper, ud over de allerede nævnte: kristendommens næstekærlighedsbud (der kan ses som en variant og skærpelse af den gyldne regel), Kants kategoriske imperativ, utilitarismens nytte moral, og det etiske konsistenskrav, formuleret af den danske filosof Kai Sørlander (født 1944), som jeg bygger min etik på.

Det etiske konsistenskrav følger af rent begrebslogiske eksplikationer som enhver person i princippet allerede har alle nødvendige forudsætninger for at kunne tænke sig frem til alene qua person, og dermed er det et ægte universelt etisk grundprincip.

Det har følgende formulering: Det fordres af den enkelte, at han handler i konsistens med, at de omgivende personer kan leve som personer, uden at han sætter sig ud over vilkårene for, at han selv kan leve som person.

Det er en a priori fordring. Men hvad fordringen nærmere implicerer må deduceres i sammenhæng med de uomgængelige træk ved vor situation som personer.

Det kristne næstekærlighedsbud kan ses som en forenklet udgave af det etiske konsistenskrav. Forenklet fordi fordringen om næstekærlighed ikke eksplicit tager hensyn til distinktionen mellem ønsker og ønske-uafhængige behov. Som personer er vi alle uden undtagelse underlagt det etiske konsistenskrav. Om nogle af os så forstår dette som en religiøs fordring, og ikke blot et logisk krav, det kan blive en privat sag; og det behøver ikke at gøre nogen særlig forskel, når det kommer til praktisk politik.

Så etisk set står vi ikke særligt langt fra hinanden, hvis den kristne etik koncentreres til næstekærlighedsbudet.

Forskellen og problemerne opstår fordi den anden etiske grundpille i kristendommen er Jesu bjergprædiken. Deri fremfører Jesus en række traditionelle fordringer, og som en skærpelse af disse stiller han så sine egne nye krav. I stedet for forbudet mod at slå ihjel hævder Jesus, at allerede ved at blive vred er man skyldig. I stedet for budet om ikke at bedrive hor hævder Jesus, at allerede den som begærer i tanken, er skyldig. I stedet for budet om øje for øje og tand for tand (talionsprincippet) hævder Jesus, at man ikke må sætte sig op imod den, der tilføjer én ondt, men hvis nogen slår en på den højre kind, så skal man vende den venstre til. Disse eksempler viser, hvorledes Jesus radikaliserer de traditionelle fordringer.

Og én ting er åbenbar: hvor det er muligt at bygge en samfundsmæssig magt på de traditionelle fordringer, så er det umuligt på Jesu skærpede fordringer. En statsmagt, der vil leve efter bjergprædikens krav, har ophævet sig selv. Og det er heller ikke muligt, at bygge en voldelig omvæltning på Jesu ord. Den enkelte må affinde sig med de politiske vilkår (give kejseren hvad kejserens er), eller nøjes med at yde en eller anden form for ikke-voldelig modstand.

En sådan forkyndelse stiller ikke krav om at sidde på samfundsmagten. Den giver ikke politiske love; og den lægger ikke et grundlag, hvorpå det er muligt at bygge en jordisk magt. Er der en statsmagt, så er den allerede i selve sit væsen gået ud over bjergprædikens krav. (En hær og et politikorps som vender den anden kind til, kan ikke kæmpe for samfundets overlevelse eller for at sikre borgerne mod overgreb og forbrydelser. Dommere som ikke må dømme, kan ikke håndhæve nogen lov). Så er det i øvrigt ligegyldigt, om statsmagten er demokratisk eller ikke.

Også i denne radikalere form er Jesu forkyndelse defineret ved en accept af adskillelsen mellem religion og politik. Lad mig gentage det jeg tidligere skrev, som bør ses i denne kontekst: Politikken får skøtte sig selv. Jesus stiller ikke krav om en bestemt samfundsindretning; men han stiller krav til den enkelte - krav, som den enkelte skal opfylde på egne vegne, og ikke på andres eller på samfundets vegne.

Ud fra mit etiske og filosofiske standpunkt er der derfor intet mærkeligt eller overraskende i, at kristendommen udarter i sin egen modsætning, fordi dens lære og etik er inkonsistent og tillige stiller krav til den troende som principielt er uopfyldelige i denne verden, med mindre han søger et martyrium. Kristendommen indeholder således stærk selvudslettende elementer, og den eneste grund til, at den ikke for længst er gået til grunde er, at den fik mange tilhængere i dens første tre århundreder, hvorved den blev en social og dermed politisk magtfaktor som romerriget måtte forholde sig politisk til. Man valgte at finde et kompromis hvorved kristendommen blev statsreligion i Romerriget, fik andel i magten, i direkte modstrid med Jesu forkyndelse.

Det er denne splittethed som gennem historien har præget kristenhedens udvikling og som førte til dens totale korrumpering med den pavekirke som Martin Luther gjorde oprør imod, og netop kaldte "Anti-Krist".

Men når det gælder spørgsmålet om, hvordan den kristne skal forholde sig til den verdslige magt, så er Luthers modsigelsesfulde lære om de to regimenter til absolut ingen nytte for de kristne i et demokrati, hvor de selv har fået del i samfundsmagten og hvor alle kristne ikke blot er "blevet præster", men også demokratiets suveræne og politisk ligeværdige magthavere.

Af de nævnte grunde opfatter jeg det ærligt søgende menneske Kaj Munk og andre storslåede kristne begavelser, som prøvede at skabe konsistens mellem troens og politikkens krav, inden for den kristne tradition (paradigme) som ladt i stikken og fatalt svigtet.

Kristendommen handler om krav den enkelte skal opfylde på egne vegne, for sin egen og andres frelse skyld, men den giver absolut ingen etiske retningslinier når der drejer sig om det verdslige regimente. Her svigter kristendommen den troende. Nok fordi den i sin oprindelse er stærkt præget af apokalyptiske stemninger, der fordrer en venden sig bort fra denne syndige og forgængelige, fordærvede verden, for atter at blive forsonet med Gud, og optaget i hans evige og perfekte verden.

Derfor er jeg heller ikke fordømmende over for Kaj Munks politisk/ideologiske desorientering. Den havde han så at sige fået i "dåbsgave", og det tog ham et helt livs anstrengelser atter at finde "melodien der blev væk" og skabe en højere grad af konsistens, som kunne tilfredsstille både hans samvittighed (den naturlige lov) og hans forstand.

Såfremt du har kunnet hente lidt inspiration fra mine agnostiske og rationelle tanker til brug for din forelæsning om Kaj Munks skuespil "Kærlighed", så ville det glæde mig meget.

Tak for den gode herredømmefrie samtale.

Hilsen

Ipso Facto smiler



-------------------------
"Ordet

I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke."
(Indledningen til Johannesevangeliet vers 1 - 5). - Som personer er vi alle opfyldt af ord. Guds ord, eller de ord som ikke kune være anderledes.
_________________________
"Lad dig ikke forvirre af andre - kom først til mig." - Ipso Facto

Top Svar Citer
annonce
Side 1 af 2 1 2 >


Seneste indlæg
Kærlighedsbevægelsen...
af Anonym
28/03/2024 21:24
Er dette videnskab...
af ABC
28/03/2024 18:17
Ramadan-måneden
af ABC
28/03/2024 18:08
Hvad skal du med Koranen...
af ABC
27/03/2024 13:31
Snyder religionerne?
af ABC
24/03/2024 18:58
Nyheder fra DR
Rusland blokerer for FN-overvågning af ..
28/03/2024 21:33
Harvard Universitet fjerner bogbind lave..
28/03/2024 20:48
OL-drømmen var pakket langt væk, men n..
28/03/2024 20:33
Busulykke i Sydafrika tager livet af fle..
28/03/2024 20:16
International domstol beordrer Israel at..
28/03/2024 17:51
Nyheder fra Religion.dk