Hvad der gør mig lykkelig.

Tænker meget over dette (hvad der gør mig lykkelig) og i det hele taget hvad er lykken for en størrelse i menneskets liv.

Første dag da vi her på stedet drøftede forholdet troede jeg der fra min hånd straks ville komme en længere afhandling, ja at jeg ville kunne skrive sider op og ned om forholdet. Men det lader vente på sig, men yderst interessant finder jeg vores ide med lidt fokus på lykken.

Har følt det nødvendigt at skelne mellem hvad der glæder mig (gør mig glad) og hvad jeg finder nydelse ved (nyder meget (at nyde er ikke så tæt på lykken som at fryde sig)) og så det der gør mig lykkelig.

Ekstatiske forhold har takket være Berdyaev og Tillich (ja i det hele taget eksistentialisterne der ud fra Kant arbejder med de ekstatiske numinouse forhold) og min egen vuggegave i humør (fra især min mors side og hendes familie) altid været noget der har kendetegnet mig (min person) og mit liv og det har ikke skortet på bemærkninger desangående fra mine omgivelser.

Et eksempel er, at da jeg for ca et år siden igen mødte og blev facebook ven med min bedste veninde fra min studietid på psykologi på Århus Universitet (i 25 år havde vi ikke hørt fra hinanden), var det første hun nævnte, at hun og hendes mand, nu de igen var blevet gjort opmærksom på min eksistens, straks kunne høre mig, min stemme, mit gode humør, min meget livlige tale og hvor meget jeg grinede og hun spurgte mig om det stadig forholdte sig således? Og ja det må jeg nok sige ja til.

Så altså fra naturens side er jeg priviligeret mht til de ekstatiske forhold der gælder "et fandens godt humør" eller begejstring, der også ofte medfører eller slår over i en decideret euforisk entusiastisk lykkerus og begejstring hos mig. I midtfirserne tilhørte jeg en gruppe veluddannede progressive mennesker der arbejdede seriøst dybdepsykologisk terapeutisk med selvudvikling, og her stod det klart at jeg mht ekstase og eufori i forbindelse "højere bevidsthed" eller forandrede bevidsthedstilstande, spændte over et større register end de fleste og at jeg kunne bevæge mig frit imellem de forskellige mulige menneskelige givne biologisk grundede bevidsthedstilstande og at uanset hvor ekstatisk eller højere en bevidsthedstilstand jeg befandt mig i og med lethed og "ynde"/elegance kunne opnå, så var jeg lige så hurtigt nede på jorden og very funny (sjov), meget humoristisk, altså nærværende og menneskelig og igen i ganske naturlig omgangsform med de andre, forstandig og fyldt med sund fornuft, ja mit intellekt har alle dage været en naturlig integreret del eller med inde over alle mine ekstatiske euforiske tilstande og udfoldelser her i livet (det var også qua min kritiske fornuft til det vi lavede, beskæftigede os med, at mig og en forsker fra Risø altid kunne få de andre til at vride sig af grin når vi på en sød sjov måde gjorde grin med de terapeutiske metoders selvhøjtidelighed).

Jeg kan ikke adskille min fornuft eller intellekt fra emotioner og følelser (noget i den grad Berdyaev, Morin og Damasio også slår hårdt på og idag bliver det betragtet som en neurobiologisk uomgængelig kendsgerning (ja om noget Freud/psykoanalysen påstod for mange år siden det samme)) og i det hele taget biologiske subcorticale forhold, men jeg kan adskille logik og matematik og beskrivelser og en arbejdsgang herfra, men det er en anden sag, altså at forstå, jeg kan ikke uden at være emotionel motiveret fungere forstandigt intelligent, eller fornuftig (især testosteron må spille en rolle mht matematisk logisk tænkning, for puberteten boostede mig noget så gevaldigt i den sammenhæng, hvor mit "koncentrations forestillingsrum" og evner i den grad forbedredes med pubertetens indtræden).



Nu har jeg påpeget hvor nemt adgang jeg har til ekstatiske forhold, jeg kunne også nævne flow (som dette begreb er udarbejdet hos Mihaly Csiskszentmihalyi), og påpege hvor let jeg har ved at komme i flow når jeg er i en arbejdssituation eller i forbindelse visse former for udholdenheds eller ekstrem sport.



Fx igår søndag formiddag var jeg ude på min minimum 10 km daglige løbetur og jeg opnåede "runners high" i udtalt grad og på vej hjem fra skoven mod Svenstrup fløj jeg afsted da to fornemme kvinder på min alder højt til hest kom imod mig og efter deres ansigtsudtryk og udbrud at dømme, gjorde det et overvældende indtryk på dem. Okay, bare Kreta brune ben og så den hastighed, ca 20 km i timen på det sted vi passerede hinanden, og så en mand i min alder med så megen fysisk fuld kontrol, udfoldelse og værende ekstatisk i flow og et med sig selv, fuldt koncentreret, med koncentration der lyste ud af øjnene, dog med et lille glimt i øjet af overskud. Selvfølgelig er jeg lykkelig over at være så sporty, sund og rask og stærk, sej, som jeg er, og nu hvor jeg er 56 år gammel begynder jeg virkelig at påskønne dette forhold. Og jeg forstår godt at også bjørnen påskønner en stærk fysisk konstitution eller fysisk sundhed, som han jo er så priviligeret også at kunne påskønne i særdeleshed gode intellektuelle evner. Iøvrigt tror jeg det er vigtig at vi påskønner og tør påskønne vores stærke sider, mindre vigtig er det måske at prale så voldsomt af det som jeg ofte ynder at gøre det.

Jeg har alle dage haft et nært forhold til mine sympaticus -funktioner, min nedarvede kamp flugt biologi, og den efterfølgende parasympaticuske belønning og velvære, hvor hjernen svømmer over i endorfiner, en ren naturlig ægte morfin lykkerus. Dette er så fedt at opleve og erfare, og er en integreret del af min personligheds ekstatiske neurobiologiske begejstringsstruktur som jeg har opbygget eller udviklet eller tilegnet mig gennem årene.



Det primære jeg vil sige eller påpege med mit indlæg er at nogle mennesker nok har et fra naturens side nært forhold til dette at være lykkelig og begejstret (livlig og humørfuldt, med et lyst og let sind) modsat andre der er født med et i den sammenhæng anderledes tungere sind, der er mere tungsindige, har et mørkere sind, og med en begrænset emotionel spændvidde såvidt dette entusiastisk ekstatisk at kunne begejstres og gribes, og euforisk fryde sig på lykkelig vis.

Efter denne konstatering vil jeg som Bertrand Russell påpege at evnen til erfare lykke (eller "lykken") eller "være" lykkelig til stadighed mere og mere, den kan opøves, den kan trænes. Og ja B. Russell's bog om lykken, har jeg læst et par gange og jeg kan nu i bagklogskabens ulidelige klare lys se at jeg har taget mange af hans robuste sunde råd til mig, og virkelig lært ikke så lidt af ham Bertrand mht livskunst og lykke.



Men igen som den eksistentialist jeg er, mener jeg at det ikke er lykken der i menneskets "kastethed" er hvad sagen drejer sig om, men nærmere evig konflikt og hele tiden opgaver og udfordringer der kræver en stor indsats fra vores side. Lykken kan så være et biprodukt til at man tar virkelighedens udfordringer op og magter ved egne kræfter at klare nogle af disse. I så fald er man ihvertfald ikke fremmedgjort, gjort fremmed for sig selv grundet religion (forældet etik og verdensbillede/virkelighedsbillede) eller falsk metafysisk tænkning der sylter og indhyller ens liv i uegentlighed og usunde illusioner (der findes også sunde illusioner).



Dette indlæg om lykken er i brainstormfasen at betragte. For mit vedkommende kunne jeg godt være i brainstormfasen så vidt denne her vores diskurs, debat, om lykken, i et par måneder, håber andre også vil være med til en længere brainstormfase.



Til Lykke, med venlig hilsen HansKrist.



PS:



jeg har aldrig følt der var noget der kunne forstyrre min lykke som sådan i det daglige, men selvfølgelig bliver jeg fra tid til anden ramt af sorg og i den sammenhæng kan der være perioder hvor jeg ligefrem vil betegne mig selv som ulykkelig. Men altså almindeligvis finder jeg ikke der er nogen (eller noget) der alvorligt kan forstyrre min lykke. Måske også fordi jeg lærte for år tilbage at nyde mine "ulykkeligheder" (at noget ikke gik efter mit hoved eller lige lykkedes for mig) og dette at være totalt på røven eller Herrens mark.

Men ved nærmere eftertanke, det kan da godt være jeg vil kunne sige nogle ting om hvad der generelt og kulturelt set kunne siges at være en forstyrrelse af vores muligheder for at "være" lykkelige.


PPS:

lige her til sidst vil jeg da nævne (og nok senere kommer nærmere herind på) at min nyforelskelse selvfølgelig er noget af en lykkerus. Som også at al den skønne sex vi har kørende med hinanden, vores vidunderlige sexliv, også igen og igen på ekstatisk euforisk lykkelig -vis griber mig i dagevis, hvor jeg ikke tænker på andet og bare i den grad går rundt og glæder mig og er så spændt, opspændt og tændt, stemt, opstemt. Jamen guderne skal da vide at dette mit gode sexliv med kvinden i mit liv gør mig lykkelig.

At rejse er at leve, sagde H.C.Andersen, og jeg plejer selv at tilføje, at leve er at lære, at lære er at opleve.

At rejse gør mig lykkelig, og jeg har efterhånden rejst i nærved 50 lande og i endnu flere kulturer. Af årsager jeg ikke har helt styr på, er det lykkedes mig at komme i nær kontakt med lokalbefolkningen de fleste steder, og opleve deres dagligdag, deres tro og håb og syn på livet, og det har givet mig en stor forståelse for, hvad mennesket egentlig er for en størrelse.

For at rejse er ikke bare at flytte sig fysisk. Det er først og fremmest at flytte sig tankemæssigt og udvide sin åndelige horisont, så rejser kan være mange ting, f.eks. at rejse i musikkens verden, og den er lige så nuanceret som kulturernes.

Musik er i høj grad et spørgsmål om tilvænning. Man skal lytte til en hel del til en bestemt slags musik, før man kan følge dens regler og opbygning, men når det først er sket, oplever man. hvordan den kan vække utroligt stærke følelser i en, og man kan åndeligt talt blive båret bort i en begejstringsrus.

Jeg har været så heldig at have fået en bred musikalsk "opdragelse", så min musikglæde omfatter ikke kun klassisk musik og/eller moderne populær musik, men rækker tilbage til ældgamle former for rituel musik og sang og til folkemusik fra det meste af verden. Først når man forstår et folks musik, begynder man at kunne forstå deres mentalitet.

Så i dag kan jeg blive "høj" af lykke ved at lytte til gamle madrigaler, gregoriansk munkesang, hele den omfattende udvikling af den symfoniske musik, jazz fra traditionel til moderne eksperimenter og blues og soul og dele af rockmusikken, amerikanske musicals og evergreens, sydafrikansk kwelamusik, indiansk musik fra Andesbjergene, argentinsk bandoneón musik, festlig brasiliansk karnevalsmusik og bossa nova, mexikansk landsbymusik med jublende trompeter, intense cubanske rytmer, satirisk calypso og reggae, ekvilibristisk bluegrass banjo og countrymusik, cajun musik, hawaianske blide sange, eskimoiske trommedanse, russiske folkesange, finsk kantele musik, nordisk folkemusik, virtuost irsk fløjtespil, gammel engelsk musik for lut og skalmeje, tyske hjertegribende lieder, vuggende franske musettevalse, fyrig spansk flamenco, blide fadosange fra Portugal, neapolitanske folkesange, kretisk lyrespil, græsk livsglad bouzoukispil, inciterende slavisk harmonikamusik i 7/16 og 13/16 rytmer, jødisk klezmermusik og indiske timelange melodiske morgenragaer for citar og tablaer. Det er, hvad jeg på stående fod kan komme i tanke om.

Alt efter hvilket humør jeg er i, kan disse musikalske sprog bære mig ind i en sublim nydelse, der påvirker hele min krop og mit sind, og jeg føler et fællesskab med både komponisten og musikeren og med alle, som glædes over det samme. Det er synd for de mennesker, der er født så tonedøve, at sådanne glæder er nægtet dem, men det er endnu mere synd for dem, der er musikalske, men som kun har været udsat for et par af disse genrer, og derfor afslår at lytte til andre. De aner ikke, hvad de går glip af livet igennem.

Så når nogen kræver, at jeg skal lytte, tænker jeg i mit stille sind: Jamen, det gør jeg jo hele tiden, men har du egentlig selv lært at lytte, for det tyder din holdning til andre mennesker og livets glæder ikke på.

Mvh

Ole Bjørn :o)


P.S. Her er en af mine allerførste plader med kwela musik. Hvem kan sidde stille, når man lytter til den.

http://www.youtube.com/watch?v=PFi-LzNa0rg

Hvis man har øre for musik, så er her nogle links til musikalske oplevelser, som gør mig lykkelig at lytte til. Først lidt klezmer musik.

http://www.youtube.com/watch?v=DkmFgQ9fM94

Og gruppen Los Machucampos er et overflødighedshorn af spansk, mexikansk og sydamerikansk musik. Her er en hyldest til pigen fra Malaga:

http://www.youtube.com/watch?v=n_fJRZ1-wcg&feature=related

Og her er den originale dans La Bamba for fuld udblæsning.

http://www.youtube.com/watch?v=VltCsp_aw7w&feature=related

Men de kan også spille indiansk harpe så englene synger.

http://www.youtube.com/watch?v=BsJqdliE3vk&feature=related

Man kan også se på livet sådan lidt fra oven, som disse her gør.

http://www.youtube.com/watch?v=bTyB6bOX37w&feature=related

Eller lægge sig til at sove med denne smukke vuggesang.

http://www.youtube.com/watch?v=Jh9-x0Ib7H0

God fornøjelse

Ole Bjørn :o)

Fantastisk stykke musik Ole - man kan jo næsten mærke og høre den afrikanske folkesjæl i den. TAK :))))

(Og jeg er ellers desværre ikke særlig musikalsk, men denne her med hovedtelefoner på - ja så er man næsten ked af, at man ikke længere er så ung mere - i hvert fald svært at sidde stille. ) :)))

m.v.h.
Zenia

En anden form for rejse gør mig også lykkelig, og bringer mig glæder næsten hver dag. Det er rejsen rundt i den videnskabelige forsknings forunderlige verden.

Jeg ville ønske, at jeg kunne nå at skrive om det hele, og dele det med alle her, men jeg føres rundt i et tempo, der er langt hurtigere, end jeg kan nå at ramme tangenterne eller overhovedet at nå at oversætte det til hverdagssprog. Jeg kan kun sige, at jeg oplever en verden af mirakler passere forbi mine øjne.

Hvad er et mirakel? Det er noget, man tror ikke kan lade sig gøre, fordi det strider imod vore dagligdags erfaringer, men gennem de seneste århundreder har videnskaben præsteret det ene mirakel efter det andet.

Vi har ikke bare lært os selv at flyve. Vi kan flyve hvor ingen fugl kan flyve, nemlig i det tomme rum. Vi kan tale med hinanden og se hinanden på tusinder af kilometers afstand. Vi kan uden at hæve stemmen tale til milliarder af mennesker på en gang. Vi kan skære hjertet ud på mennesker og indsætte et andet, så de fortsat lever i mange år. Men disse mirakler er intet imod, hvad der venter os forude.

Vi kan allerede nu skimte en fremtid, hvor mennesket er frigjort fra praktisk arbejde, hvor vi kan leve trygt og sikkert uden frygt for gale menneskers trusler, hvor sygdomme og skader kan repareres fuldstændigt af kroppen selv, og hvor mennesker kan lever i århundreder, og hvor globale klimaproblemer tilhører historien. Vi vil drage ud i universet og finde nye steder at leve, og vi vil finde måder at beskytte jorden mod kosmiske katastrofer.

Det er ikke science fiction, men science facts ekstrapoleret ud fra de nuværende mirakler, en berusende rejse i en udvikling, der ikke synes at have nogen grænser.

Det er selvfølgelig ikke noget, som vil finde sted i det næste årti, men vi vil opleve rigeligt med mirakler inden da. Vi har blot vænnet os til, at de sker, så vi ikke længere tænker over, hvad der egentlig er grunden til, at mennesket kan producere mirakler på stribe.

Årsagen er selvfølgelig den videnskabelige forsknings udvidelse af vor viden om virkeligheden. Filosofiske spekulationer over meningen med livet og om andre teologiske emner kan ikke konstruere lasere og rumraketter og analysere DNA molekylers sammensætning og funktion.

Desværre er mine berusende oplevelser med videnskaben ikke umiddelbart delelige med andre, men i den udtrækning, jeg har tid og evner til at gøre dem forståelige for andre i et dagligsprog, der kan læses uden særlige forkundskaber, vil jeg gøre det. Indtil da må I nøjes med at tage mit ord for, at det er fantastisk at opleve.

Mvh

Ole Bjørn :o)