Vrøvl, Arne, ingen her elsker vel sig selv mere end Hanskrist gør, og han elsker absolut ikke hele verden og ikke engang deltagerne i denne debat.

Dit eget eksempel er jo en yderligere grund til at "ateisterne ikke køber den", og vi har altå ikke behov for at sætte noget i stedet.

Man skal selvfølgelig kunne acceptere sig selv på godt og ondt, hvis man vil leve et harmonisk liv, og det er nemmest, hvis man ikke har nogle forskruede religiøse kærlighedsidealer. Vi er født med et yngelpleje instinkt, som udmønter sig i en kærlighed til vore børn, en seksuel tiltrækning som bl.a. kan medføre kærlighed til en partner i livet. Derudover har vi et socialt instinkt, som giver os samhørighed med den flok, vi er en del af. Resten af verden har vi intet reelt kærlighedsforhold til. Vi kan da suggerere os selv til at tro, at vi også elsker menneskeheden eller alt levende, men det er kun indbildning.

Sandhedens mirakel eksisterer ikke, og hvad Mevlana sagde om det, er revnende ligegyldigt for vores liv og lykke her og nu. Vi er hverken muslimer, sofister eller lige så uvidende, som han var, da han stiftede sin mellemøstlige sekt.

Mvh

Ole Bjørn :o)

P.S. Tror du virkelig selv på "urevangeliet", som Thomas gør?

Hej Ole..

"Sandhedens mirakel eksisterer ikke".

- Herregud, Arne hulker jo af masochistisk lettelse i sin jagt på dette Nirvana, himlen osv., og er omsider ved at opløse sit eget intellekt, det gik som bekendt fint at få reduceret tilgangen til en smule sund fornuft i beskrivelser tilbage i tiden.
Ligesom så mange andre troende kristne banditter tilbage i tiden, der i pludselig salighed fandt deres hjem i et vildnis af retoriske dybsindigheder fra østlig religiøs retorik, står nu Arne foran "essensen af det hele, er det guddommeligt sande". Du store kineser! De tibetanske munke ville klappe i deres små hænder! ;)
Ak ja, at diverse tibetanske munke så kan opleves som en parasitisk magtelite der i århundreder holdt den tibetanske befolkning nede i regulær trældom, det vil på ingen måde anspore Arne til kritiske eftertanker i et fornuftens skær - det ska' netop floskler som fx. "den sande harmoni med menneskets ukendte natur og evigheden" nok dæmme op for, det er jo selve meningen med den slags. Og synges den som et mantra i gentagelse på gentagelse, da ska' det såmænd nok lykkes her også.

Med mystik har han forlængst lagt afstand til mulige sande beskrivelser og betragtninger af verden, sandhedssøgen er blevet til en smule kæleri med gammel mystik. Derfor kommer han jo heller ikke videre og kan slet ikke bruges til i fællesskab at udforme et bedre samfund. For mennesker der politisk virkelig vil fremme bedre alternativer til noget bestående, vil jo ikke bolles i ørerne med floskler og mystik ingen kan sandsynliggøre. Den slags har jo udelukkende dette ene formål: at troende kan fremme interessen for sig selv, som mystifistiske dybsindige personager der adskiller sig fra alle andre pattedyr i et enestående billedsprog.

Etablerede religioners kriser viser på utallige måder hvordan det faktisk er lykkedes den religiøse moral at synke langt under gennemsnitsmenneskets egentlige niveau i nutiden. Og de bekymrede sjæle der stadig ses på tanke- og dannelsesrejser østpå, i stedet for at deltage politisk aktivt for at medvirke til forbedringer af reale forhold de kritiserer, taler jo for sig selv - eskapisme.
Behovet for flugt fra en uoverskuelig verden er menneskets egen historie, men viser mere om selve verdensbilledet end om religioners nødvendighed. For ikke at tale om de søde anekdoter der klinger sødt i ørerne og som let får næsen til at løbe af med den troende, der i sin higen efter et ståsted i livet, blindt accepterer at sluge alt råt og af denne grund sætter en kritisk tilgang i skammekrogen.

Et utal af historiske forf. har med dramatisk poesi og prosa i århundreder parodieret denne overtroiske blindhed hos det mennesker, som visualiseres langt ind i politiske forhold af ingen mindre end Shakespeare, hvor den tronde i følelsers vold må agere på livet med hovedet under armen. Hvad Arne mellem linierne siger er, at han ikke aner sine levende råd og af den grund vælger blindt at tro på de søde små historier, i håbet om at strået holder i blæsten. Hvad så denne slags følelsesporno har at gøre med verden og mennesket som individ, har egentlig heller ikke han interesse. Det er ikke sandsynlighed i beskrivelser der kan hjælpe nogen til en bedre forståelse, der driver ham - mere resignation ud i fantasier, og det viser vel så noget om hvor rædselsfuldt han skuer verdens tilstand fra forestillinger, ikke mindst synet på de frygtelige ateister - du sidder nok stadig godt på hylden Ole, og har indirekte en indflydelse på tænkemåden gennem små provokationer; keep up the good work..;)

mvh
Simon

"Tænk, at så lidt kan bringe dem så meget i affekt".

- Kritikken af dine meninger afspejler ikke følelser.
Er det ikke belastende at være så overfølsom på en debat?

"For mig ser det ud, som om de to stiller sig udenfor verden og derfra iagttager den ensidigt nøgternt og fonuftsorienteret".

- Dine forklaringsproblemer skyldes fikse idéer uden objektive referencer, kritikken drejer sig om et verdensfjernt natur- og livssyn.
Man løser ingen problemer fordi man propper dem med kærlighed, og religiøs dogmetro er ingen elegant forklaring på verden og menneskene i den. Den slags er set før men virker ikke, Arne.

"Det gi'r mig overskud til også at interessere mig for, hvilken kurs andre vælger - hvis de da ellers har en".

- Sir du det, på støt kurs mod gud, er du på pilgrimsrejse Arne? ;)
Synd overskuddet ikke rækker udover næsetippen her på debatten. Vi er en del med interesse for den fælles verden og menneskers forhold i den - men endogene himmelnisser er i høj kurs på planeten dér?

mvh
Simon