gomoron alle.
jeg skimmede lige en gang igennem Google på Poul Martinsen, præst i Skovlunde kirke, og tidligere uddannet til "kernefysikker",der var intet at finde om hans tid som "kernefysikker" på nettet, men om hans udtalelser om religion kontra videnskab, så det er som så med berømtheden og hans virke udi videnskaben, men nogle mener at en præst skal udstilles på en piedestal uanset hvad han har bedrevet.

Så han prøvede at få lidt berømmelse på Higgs og skabelsen, men den gik goddam bare ikke.

... jow, jow, Simon ... stol på det og dans ...

http://www.dr.dk/P1/Radiogudstjenesten/udsendelser/2012/06/11113746.htm

... sådan er RoseMarie's tro ... og nok ikke Erasmus' bum bum bum

Der er selvfølgelig en logisk forklaring, Simon, men om fornuft er inde i billedet, tvivler jeg stærkt på.

Men det er da morsomt at se alle de selvmodsigende indlæg, som de religiøst troende debattører diverterer os med.

Det er i øvrigt ikke Peter Higgs, som har stået fadder til udtrykket "the goddamn particle", men fysikeren og nobelpristageren Leon Lederman, og det ændrede videnskabsjournalisten Dick Teresi til "The God Particle" som titel på deres fælles bog med undertitlen: "If the Universe Is the Answer, What Is the Question", der gennemgår partikelfysikkens udvikling fra Demokrit til beviserne for Big Bang.

Personligt tror jeg hverken på Higgs-partiklen eller andre partiklers eksistens. Det er når alt kommer til alt kun en forklaringsmodel, og lige siden jeg satte mig ind i Bohrs kvanteteori har jeg anset komplementaritetspricippet ikke som et både-og, men som et hverken-eller.

Jeg anser Ed Wittens M-teori som det hidtil klart bedste bud på en beskrivelse af universet, men standardmodellen er selvfølgelig mere praktisk anvendelig, selv om den ikke kan forklare gravitationen. Der må vi foreløbig holde os til den almene relativitetsteori.

For Bohr og Einstein var gud en metafor for de fænomener, som vi endnu ikke kan forklare tilfredsstillende. Hvorfor nogle mennesker i vor oplyste tidsalder kan tilbede et symbol for uvidenhed, er mig en kilde til stadig undren, men intet tyder på, at vi kan slippe af med religionerne. Det berettiger så fuldt ud til at kalde religion for

den evige idioti.

Ole Bjørn :o)

Morn’ Ole..

”Personligt tror jeg hverken på Higgs-partiklen eller på partiklers eksistens. Det er når alt kommer til alt kun en forklaringsmodel...”.

- Ja, og forklaringen vækker naturligt stor indbyrdes begejstring hos fysikerne. Men ”Hr. Higgs” var i min forbindelse bare ment som en personificering religiøse troende skaber, fx. ved at fantasere en link mellem kerne- og astrofysik og forestillingerne om deres guddommelige entitets evne til eksistens - men jeg ser godt den utilsigtede reference til Peter Higgs. Jeg har forøvrigt ikke læst bogen.

Men altså, tilsyneladende har den stærkt religiøse troende jo alligevel ikke helt opgivet at finde referenten til guden udenfor sine metafysiske abstraktioner - lurer vi mon underneden her selve opløsningen af deres tidligere politik, hvorved de anbragte sig selv udenfor mulig erkendelse af guddommen? Har naturvidenskaber ligefrem skabt en tankemulig sammenhæng mellem idéer de skaber om, og verden selv? Der ska’ sådan set blot en lille symbolsk reference på forsiden af en bog til, før tanketoget ruller lystigt ud fra perronen – helt upåvirkelige er de jo altså ikke...;)

”Men det er da morsomt at se alle de selvmodsigende indlæg, som de religiøst troende debattører diverterer os med”.

- Jep. Men interessant er det at se, hvordan det stærkt religiøse menneske overalt i verden, tolker enhver tilgængelig information ind i et imaginært verdensbillede, for på den måde at fastholde forestillingen om den overnaturlige myndighed der er opmærksom på netop den troende selv. Den idé går som varmt brød i ethvert religiøst trossamfund, fra individuel tryghedssøgen til indbyrdes trøst i div. trossamfund.
Naturen er ved egen kraft også nok så barsk og hensynsløs, så behovet for tryghed må ha’ været betydeligt nærværende for mennesket i enhver tidlig kultur. Det besynderlige er måden man tilskriver sig betydning i nutiden, måden man (bort)forklarer sig selv på, og i mange tilfælde fraskriver sig ansvaret for egne meninger, ved fx. at overføre dem på guddommelige entiteter med kun sproglige eksistensformer.
Fra at skabe idéer i livet – med fx. kulturelle nytteværdier – skaber man nu idéer om sig selv som en overnaturlig idé. Men ser man nøgtern på den mening religiøse mennesker så tilfører deres liv, da fremstår netop livets meningsløshed jo som det centrale udgangspunkt, og dels fremstår så det sociale incitament i religioner som det narcissistiske eksperiment.

Når man rigtig ska’ gi’ den gas som guddommeligt afkom, da tolker man bare al menneskelig kærlighed som rent og skært forbundet med sin guddom – og får smart eksemplificeret sig som et lille ontologisk gudsbevis. Hvilken forbilledlighed, ja hvilken sanselighed og selviscenesættelse, for alene at behage sit verdensbillede – ofte i et skind som åndsvidenskab. Jeg bare gætter på, at Arne som gerne fortæller men aldrig forklarer, anser metoden som eksempel på en smuk "symbolsk maieutik” – ak & vé...ved du nok ;)

mvh
Simon

Hej RM...

Ja, bummelum og pyhhada!, for det var da godt nok også noget af en næsevrider, pludselig at tænke sig mor lille dér som en steeiin - frække Lüdwig! ;)

Men - slemme Simon! -, pludselig tog idétoget altså fart og et lidt andet scenebillede satte sig på nethinden, idet jeg så i stedet så dig som mor-Nille og - hold nu fast - Hans i rollen som selveste Jeppe; der en årle morgen vågner op i landsbypræstens seng -...Scenen er sat, og jeg bare gætter på, at mor-Nille ku' få alle fem hans ud af den bette fjer...? ;)

mvh
Simon