Hej Arne:
Funderer stadig over spørgsmålet: Hvad er Kærlighed?
Givet er det vel, at den aldrig kan blive kommanderet frem, for var det tilfældet, ville det kun blive til hykleri og falskhed!
Man kan jo forestille sig, at man foregiver kærlighed, men det vil jo så kun kunne kaldes en form for bedrag ... hvor det værste ville være, hvis man så selv troede sig i besiddelse af den ægte vare.
Som jeg tænker det, ér Kærligheden en størrelse, som vi i verden slører med alskens syslerier (kalder det selv Ego halløj).
Men ... at vi gør os så stor umage med at sløre den kærlighed, som er i vort indre/ hjertet konstant og uophørligt fra vor skabelse i tidernes morgen - ændrer jo ikke på dens eksistens. ...
Hvordan kan vi så få kontakt med Kærligheden, tænker jeg?
Måske sker det for nogle i mødet med en ikon - måske for andre i en stille eftertænksom stund - i en meditation - i en naturoplevelse - i mødet med smuk poesi - i kunsten og/eller lignende?
og når det sker, er man ikke i tvivl: Kærligheden ér ... og måske dette bliver til den vigtigste kilde til undren og til en drivkraft, som leder mennesket videre. ...
m.v.h.
Zenia