Hej Simon.
Jeg så lige din opfordring til at læse Bank of Wisdom og synes lige jeg vil sætte dette her afsnit ind i debatten.

Teologiens "videnskab".
Alle videnskaber - undtagen teologi - er ivrige for kendsgerninger - sultne for at finde sandheden.
På den der finder sandheden bliver laurbærerne placeret.

Hvis en professor i et teologisk seminar finder en kendsgerning i modstrid med troen, må han holde det hemmeligt eller fornægte det, for ikke at miste sin plads. Mental sandfærdighed er kriminel, kujoneri og hykleri er fortrin.

En kendsgerning i modstrid med troen, er angivet som en løgn, og manden der erklærer eller annoncerer kendsgerningen er en blasfemist.
Enhver professor indånder falskhedens luft, Enhver er mental uærlig. Enhver er en gudfrygtig bedrager. Teologi er den eneste uærlige videnskab - den eneste der er baseret på tro - på godtroendehed, - den enste der afskyr efterforskning, der foragter tænkning og fordømmer fornuft.

Alle de store teologer i den katolske kirke har fordømt fornuften som lyset udrustet af menneskehedens fjender - som vejen der leder til fortabelse. Alle de store protestantiske teologer fra Luther til den ortodoxe gejstlighed i vor tid, har været fornuftens fjender. Alle ortodoxe kirker i hele tidshorizonten har været fjender af videnskaben. De angreb astronomer som var de kriminelle - geologer som var de snigmordere. De betragtede fysikere som fjender af gud - som mænd de prøvede at besejre kundskaben om guds omdømme. Biologerne, antropologisterne, arkæologerne, tydere af gamle inskriptioner, forskere af begravede byer, alle var de hadet af teologer. De var bange for at disse mænd kunne finde noget uforeneligt med biblen.

Teologerne angreb de der studerede andre religioner.
De insisterede at kristendom ikke var en vækst - ikke en evolution - udvikling - men en guddommelig åbenbarelse. De benægtede at den på nogen måde var forbundet med nogen naturlig religion.

Kloge ord fra : Bank of Wisdom

PS: og har dette så rykket sig siden? på den ene side må vi sige nej, stadig intet videnskabeligt nyt fra gudefronten, på den anden side så er biblens og testamenterne "videnskabelige" historier under stadig optrevling som bare usande, så de troende har snart ikke noget at hage sig fast til, de er kørt ud på et sidespor.

Hej Treram..

"og har dette så rykket sig siden? på den ene side må vi sige nej, stadig intet videnskabeligt nyt fra gudefronten, på den anden side så er biblens og testamenterne "videnskabelige" historier under stadig optrevling som bare usande, så de troende har snart ikke noget at hage sig fast til, de er kørt ud på et sidespor".

- Det er med forundring man spørger: hvad er meningen med den religiøse tro, hvad ska' den for-klare, i hvilket lys ska' den hjælpe nogen til en forståelse? Og her må vi bare konstatere, at den troende fraviger disse såre enkle spørgsmål med alle midler.

Ingersoll skrev (for over 100 år siden), "A religion, to command the respect of intelligent men, should rest on a foundation of established facts. It should appeal, not to passion, not to hope and fear, but to the judgment. It should ask that all the faculties of the mind, all the senses, should assemble and take counsel together, and that its claims be passed upon and tested without prejudice, without fear, in the calm of perfect candor. But the church cries: "Believe on the Lord Jesus Christ and thou shalt be saved." Without this belief there is no salvation. Salvation is the reward for belief. Belief is, and forever must be, the result of evidence. A promised reward is not evidence. It sheds no intellectual light. It establishes no fact, answers no objection, and dissipates no doubt".

Han minder mig en smule om Mark Twain, der jo også skelnede skarpt mellem proof and evidence og som ligeledes var en livlig ironisk kritiker af endegyldige sandheder fra troende selv, der under foregivende af en oprigtig sandhedssøgen igrunden blot præserverede gamle søkort, fordi kun dér fandtes pejlemærkerne til et egentligt sentimentalt verdensbillede.
Man må formode en indbyrdes forskel mellem nutidens teologer indenfor den katolske trosretning, hvor naturvidenskabsfolk indenfor kirkens mure stædigt jonglere med svære forklaringsproblemer i stadig hensyn mellem paradokserne livssynet opretholdes med og korrekte beskrivelser af naturens realiteter. Men netop de evige ritualer og traditioner skal jo holde sammen på troen, uden hvilke molevitten faldt sammen. Allerede i skolastikken forklarede de jo guden ud af naturen, og dermed faktisk ud af menneskehedens erkendelse. Dette havde det præcise formål, at sætte troen i centrum. Dermed fik man dels etableret troen som centralt omdrejningspunkt og dels frigjort kirken fra spørgsmål til trosindholdets sandsynlighed (sandheden) - ell. rettere, vanen tro troede man idéen var et effektivt redskab. Problemet er jo netop stadig nærværende for også de troende selv, for der ligger implicit i selvbedraget en anerkendelse af løgnen. Ved på forhånd at værge sig imod væsentlige kritiske spørgsmål til præmisser for konklusioner man anstiller som sande/sandsynlige, er man sig allerede dér bevidst om skrøbeligheden ved den sandhed man hævder. Og selve denne kendsgerning, anerkender sikkert teologer i den katolske kirke med henvisning til forskellen mellem tro og viden - i denne forbindelse ka' man jo så undres over "lindoo", der tydeligt forsøger at forklare sig selv, at hans bibel (koranen) er et viden-skabe-ligt værktøj, med hvilken han så sender geofysikere osv. hjem fra arbejde, hurra-hurra.

Nå, men det ér jo et fascinerende livssyn, den katolske tro, og jeg tumler mig ind imellem gennem Hubert Dewalds "Vejledning i Katholsk trosliv" (ca. 1927), som giver både sjove og spændende referencer til bagvedliggende synsvinkler. Og selv om det vel ikke just er godnatlæsning for sådan en hedning, afsløres der alligevel gradvist lidt om den (i stor grad politiske) forhistorie som vore forfædre her i Europa var stærkt påvirket af. Ingen har vel fortalt den mere spændende end Umberto Eco, men alligevel. Forestiller man sig en splittelse blandt nutidens katolikker - forbundet mellem troen og livet omkring dem -, beskrives mange ældre mere homogent troende; men jeg betvivler ægtheden, og vælger at tro censuren fra apologetismen spiller en væsentlig rolle, en rolle som man ser langt ind i ordforklaringer i nutidens ordbøger m.m. De er så massivt repræsenteret Treram, der er ingen grænser for deres kulturelle fodaftryk. Og jeg synes virkelig det var en svinestreg overfor civilisationen af skabe en ny tidsregning med sådan en himmelnisse.

Sluttelig kan jeg varmt anbefale noget helt andet som læsning, nemlig Morten Nielsens digte og breve - hvis nogen skulle være interesseret i den slags. Jeg vil æde min gamle min gamle hat på, at han (hvis ikke han var død under de tragiske omstændigheder tilbage i 1944) var blevet en fantastisk digter - ingen grund til sammenligninger, alligevel tænker jeg på Sophus Clausen o.a. Det er i hvert fald en stor nydelse at læse denne unge fyrs modne og begavede tankeverden, det må jeg sige. Hvor ville man dog ønske, at den selvkritik han besad, allerede som 22-årig, var alment repræsenteret i ungdommen idag. Men ak & ve, i nutiden drejer alt sig vist bare om at se sit eget fjæs i tv, desværre ikke at ku' se sig selv i øjnene.

Ha' en god weekend Treram - ka' godt lide dit indlæg..;)

mvh
Simon