Det er besynderligt som vi altid farer vild i de gamle ord og vendinger.

Hvem har ikke prøvet at samle sit kors op efter nattesøvnen og tage sig sammen til at gå ud i livet og møde dets glæder og fortrædeligheder? Hver dag samler vi vores kors op og møder livets vanskeligheder.

Er det ikke besynderligt som vi har glemt at elske selve dette at leve selvom det er vanskeligt?

At blive korsfæstet med Kristus derimod henviser til dette at gå fra at være et selvorienteret menneske til at være et altruistisk menneske.

Vi opfatter alting i modsætninger og vi tror at vi for enhver pris skal bevare os selv.
Men i det øjeblik vi lærer at tænke på andre end os selv opdager vi at selvom vi måske må give afkald på nogle ting, så vinder vi noget helt andet.

Når vi ikke krampagtigt holder fast på os selv men også opfatter den andens behov.

Så vil vi opdage at vi er helt og fuldt, men ikke selvisk, os selv.