Jeg brugte nogle timer i går på at lave en retrospektiv analyse af udviklingen på trosfrihed.dk. Det var både morsomt og lærerigt at læse de tidligste debatter, og se hvordan både debatten og de tilbageværende debattører har ændret sig.

Nogen positiv udvikling var der desværre ikke tale om. De fleste af de debattører, som gjorde debatten levende og afvekslende blev ret hurtigt trætte af at blive nedgjort af en håndfuld debatterrorister, der søgte at dominere debatten med religiøse citater, kværulantiske og hånlige protester mod andres opfattelser og grove uforskammetheder.

Der er ikke noget overraskende i denne udvikling. I alle de debatter, jeg har studeret, har mønsteret været det samme. Efter en lovende start, er der opstået en hård kerne af aktive debattører, ofte delt op i kliker, der mere eller mindre betragter debatten som deres personlige talerør. Nye debattører bliver budt varmt velkommen i håb om at erhverve forbundsfæller, men hvis det viser sig, at de har andre synspunkter, bliver de kanøflet, som de "grimme ællinger", de er.

Der er selvfølgelig en psykologisk forklaring på dette debatmønster, men det behøver vi ikke at komme ind på her. Vi kan nøjes med at konstatere, at størstedelen af de "overlevende" debattører ikke er her for at udvide deres horisont gennem input fra anderledes tænkende, men udelukkende for at finde bekræftelse og accept af egne synspunkter om alting, også om emner de ikke har kendskab til, men alligevel har en urokkelig mening om. De kræver, at andre skal lytte til dem, men ønsker ikke at lytte selv.

Lukkede debatter blandt forskere er ofte meget udbytterige med masser af gensidig inspiration. Det er derimod tvivlsomt, om det kan lade sig gøre at skabe en tilsvarende inspirerende debat med åben deltagelse. Hos de fleste mennesker synes behovet for at markere sig at være væsentligt stærkere end behovet for at lære nyt.

Det er jo ikke fordi, de har lært at være lykkelige. Det kan man kun være, når man accepterer, at andre mennesker kan være klogere end en selv, i stedet for at tro, at man selv har fundet sandheden om livet. Der er ingen sandhed. Der er kun et samspil med andre, der kan være mere eller mindre harmonisk, og harmonien blomstrer ikke just på disse sider.

Selvransagelse er en god ting, og uanset hvad man mener om EKIM, så er de gode eksempler på en fornuftig selvransagelse, men hvis den introspektive undersøgelse har karakter af en selvglad bekræftelse, er den intet værd, hverken for en selv eller omgivelserne.

Spørg et barn om noget, det ikke har lært, og det svarer frejdigt: "Det ved jeg ikke." Stil et tilsvarende spørgsmål til en voksen(død), og du vil få en lang og tåget sludder for en sladder. Er det virkelig så svært at indrømme, at man ikke er ekspert i emnet, og at man måske ikke har det "rigtige" svar?

Hvad debatten her savner, er det barnesind vi havde, før de voksne fik indoktrineret os med transcendente og religiøse verdensbilleder.

Mvh

Ole Bjørn :o)

For ni måneder siden forsøgte jeg at befrugte debatten med en opfordring til selverkendelse i det optimistiske håb om, at debatten kunne udvikle sig i mere seriøs retning med plads til flere meninger. Det medførte kun en bemærkelsesværdig tavshed, og i dag må jeg så konstatere, at "barnet" er dødfødt.

Jeg synes at være den eneste, der er interesseret i at udvikle debatten til noget lærerigt for deltagerne. Selv Peter synes at være blevet så træt af kævlet, at han ikke længere orker at håndhæve sine egne regler for deltagelse. Status quo er i dag, at tvillingparret Thomas/Harly og Arne kappes om, hvem der kan skrive de værste smædeindlæg med det formål at bemægtige sig debatten, Hansemand har besat chatten, hvor han fra sin "voksengrav" råber bandbuller mod levende og døde, kun afbrudt af Michael, der kommer frem når Hansemand sover og bekæmper "satanisterne" i et sprog, der ikke giver dem meget efter. Selv Simon har opgivet kampen, og har på det seneste kastet sig over debattens eneste oprigtige troende, som aldrig taler ondt om nogen. Ja, hvorfor tage tyren ved hornene, Simon, når man i stedet kan slå en spædekalv for panden. Det er jo ufarligt.

Jeg kan registrere, at hver gang jeg sætter et nyt emne til debat for at højne kvaliteten, så stiger antallet af anonyme gæster markant, men reaktionen fra de aktive debattører på mine forsøg afholder dem åbenbart fra at registrere sig og deltage. Det er forståeligt, for hvem gider at udsætte sig for underlødige smædeindlæg, når der findes seriøse debatter andre steder, hvor smædeskrivere får læst og påskrevet af moderatorer.

Det går i den forkerte retning, som det gjorde sidste gang Thomas valgte at sætte navn under sine forsøg på at dominere debatten, ivrigt støttet af Arne. Det er lærerigt at genlæse deres indlæg fra dengang, at se det sprog, de anvender om andre debattører, for der er niveauet på vej ned igen. At Hansemand afbrændte 100 meter skoven i sin fanatiske selvovervurdering og fyldte galleriet med billeder af sig selv bidrog kun yderligere til at gøre debatten uinteressant.

På den baggrund er det vel let at forstå, at jeg føler, jeg har overtrukket min "venerationskonto". Når mine forsøg på at komme med seriøse indlæg ikke får anden respons end smædeskrivelser, hører de ikke hjemme her. Jeg vil derfor, indtil forholdene ændrer sig (hvad jeg tvivler på), nøjes med korte kommentarer til hyklernes indlæg, og moralsk støtte til de oprigtige troende, når de udsættes for angreb.

Mvh

Ole Bjørn :o)

Jeg vil ikke protestere, hvis nogen vil betegne mig som en naiv idealist på grund af mine forsøg på at skabe en sober debat på trosfrihed.dk, som kunne tiltrække nogle flere spændende debattører. Der er flere grunde til, at de intentioner Peter og jeg havde, da vi startede denne portal, kuldsejlede. Den væsentligste er nok de "trolde", som den næsten ubegrænsede ytringsfrihed tiltrak.

Vi slap ganske vist hurtigt af med nogle af dem, og siden er vi også sluppet af med Thomas og Harly, men der resterer fortsat 3, som er let genkendelige. Selv den mindste kritik af deres synspunkter medfører underlødige angreb på den pågældende debattør, klynkende selvmedlidenhed og forsøg på forplumring af andre debattørers kommentarer. Det er forståeligt, at seriøse debattører under disse forhold ikke føler sig fristet til at dele deres tanker med læserne af trosfrihed.dk.

Det er ikke fordi de har droppet os fuldstændigt. Adskillige af de spændende deltagere, som vi havde i starten, er fortsat registrerede hos os, og kikker med mellemrum ind for at se, om forholdene har ændret sig, men der bliver stadig længere mellem deres besøg.

Denne udvikling vil desværre fortsætte så længe de 3 vedblivende søger at sabotere en sober debat med angreb på både hinanden og på andre anderledes tænkende. Selvkritik er ukendt for dem, og hverken humor eller ignorering kan få dem til at forstå, at deres opførsel er en hindring for en udvikling af debatten. Det er de ret ligeglade med, så længe de her kan få afløb for deres foragt for andre mennesker.

Ironisk nok erklærer troldene, at deres drivkraft er det kristne kærlighedsbudskab, og det roser de sig selv for gang på gang. De ligner dog mere og mere eventyrenes trolde, der bliver ophidsede, når de lugter kristent blod.

Vi er jo nogle stykker her, ateister som troende, der har en helt anden opfattelse af begrebet kærlighed, og forstår at praktisere det.

Mvh

Ole Bjørn :o)

Du skriver, Arne:

Kunne jeg måske få dig til at tørre øjnene, og komme med en sober begrundelse for disse tre postulater om mig?

Eller skal vi tage det som et nyt eksempel på din foragt for andre, som lyser ud af de fleste af dine kommentarer.

Mvh

Ole Bjørn :o)