I en anden debat har spørgsmålet om "meningen med livet" været til diskussion, og en af debattørerne mener tilsyneladende, at meningen med
hans liv er uvidenhed, og det vil han så også have skal gælde for alle andre og især for videnskaben, som jo ellers må formodes at repræsentere størstedelen af den menneskelige viden.
Nu betyder det næppe meget for den enkelte, at videnskaben, baseret på kendsgerninger om livet, kan udlede forstandige svar, såsom at knytte svaret til en negativ entropitilvækst i henhold til termodynamikkens 2. lov eller til Darwins evolutionsprincip eller til Prigogines dissipative strukturer. Sådanne svar er lige så meningsløse for menigmand, som spørgsmålet er i sig selv.
Det er også ret ligegyldigt, hvad filosoffer og teologer o.lign. giver af svar, for svarene er talrige som ørkenens sandskorn, og ofte endnu mere uforståelige end spørgsmålet. Det hjælper heller ikke, at det i bedste fald er andenhånds fortolkninger af svarene, vi møder her på debatten. Vi kan derfor konkludere, at spørgsmålet er uegnet som debatemne.
Debatten har dog også medført enkelte fornuftige kommentarer, som at
mening er noget, hver enkelt forestiller sig ud fra sin viden (eller mangel på samme som i ovennævnte eksempel), og det er jo langt mere interessant som debatemne. En debat er jo en social interaktion, og her er det jo nyttigt for forståelsen af hinanden, at man kender til hinandens livsforståelse, og eventuelt også til de erfaringer, der har ført til den.
En debat om livsforståelse kan jo føre os vidt omkring, fra tanker om børneopdragelse, ungdomsoprør, seksuelle relationer, samfundsspørgsmål, andre kulturer til religiøse forestillinger og tanker om døden.
Udgangspunktet må være, at ingen anser sin livsopfattelse som "bedre" end andres, (om end den samfundsmæssigt kan være mere eller mindre hensigtsmæssig), og at vi afholder os fra at missionere for vore opfattelser og fra at mistolke andres indlæg. Det er tilladt at spørge om de ting, som man ikke forstår. Ikke alle mennesker har mental styrke til at være ærlige om deres tanker. Selv har jeg ingen problemer med det. Jeg har ingen skeletter i skabet, højst nogle knoglestumper, som kun hunde kan have interesse i.
Jeg lægger derfor gerne for selv med min livsopfattelse kort fortalt. Jeg skal senere udbygge den.
For mig er livet en konstant læreproces om alt mellem himmel og jord, styret af den naturlige drift, som vi benævner nysgerrighed. Samfundet har priviligeret mig til at kunne følge denne lyst, så jeg føler derfor en forpligtelse til at videregive de resultater, som mine erfaringer har givet mig.
Selv om livet iblandt har givet mig nogle stød så hårde, at de ville have knækket de fleste, så har mine glæder været så store og mangfoldige, at jeg altid har kunnet bevare mit livsmod. Mit otium har indtil nu været uden væsentlige problemer, og alle mine grundlæggende behov er opfyldt. Det er et resultat af det menneskelige fælleskab, jeg er medlem af, og jeg søger derfor i det daglige, at gøre hvad jeg kan for at gavne dette fællesskab.
Det indebærer så også, at de aggressive tendenser, som jeg som alle andre er født med, kommer frem, når jeg møder mennesker, hvis handlinger udmønter sig i negative indstillinger til andre og til disrespekt for fællesskabet.
Hvordan opfatter du selv dit liv? Mvh
Ole Bjørn :o)
Svar
Citer
