På den alternative religionsdebat, den med censur, diskuteres det, hvorfor så mange vesterlændinge konverterer til islam:
"Men når man så ser hvor mange fra vesten der konventerer til Islam, så bliver man da helt målløs".
- Hvor mange gør så det - ligger der et statistisk kildemateriale til grund for målløsheden?" Da den korrekte besvarelse af dette spørgsmål forekommer mig at være af vital betydning for vor civilisations overlevelse, holdt jeg en lille brain storming session med mig selv, og nåede frem til følgende foreløbige svar:
Selv om antallet af konvertitter (begge veje) selvfølgelig er af betydning, så finder jeg det langt vigtigere at besvare spørgsmålet om,
HVORFOR de gør det?
Her kan man indlede med den observation, at det er lettere at konvertere TIL islam end FRA islam, idet man i sidstnævnte tilfælde ikke blot slipper for islam, men også for livet. Og hvor mange har lyst til det?
Islams attraktionsværdi har altid været dens enkelhed og muligheden for manden til at kunne leve i overensstemmelse med sine urinstinkter eller urdrifter, når blot visse formalia er overholdt.
Kristendommen er til sammenligning yderst kompleks og uforståelig, fyldt med mirakler, helgener og en evig jomfru samt en diffus guddom, der både er een og tre på een og samme tid.
"Forstå det hvem der kan", er ofte tilføjet de mere uforståelige skriftsteder, som end ikke de skriftkloge kunne blive enige om, hvordan man som kristen skal tolke.
Kristendommen er en religion for svæklinge, tabere og kvinder, med dens vanvittige ideer om at udvise næstekærlighed, selv over for ens fjender.
Islam er det stærke fællesskab af mænd, af krigere, som er forenet om at undertvinge eller dræbe Guds fjender, og for krigeren består den jordiske belønning i krigsbytte og fjendens kvinder.
Kvinden er krigerens lyst, siger filosoffen Nietzsche, og statsmanden Adolf Hitler tilsutter sig ringeagten for kristendommen og beundringen for islam. Begge beundrede de islam og foragtede kristendommen. Filosoffen sagde også:
"Hvis du går til kvinden, så husk pisken!" Og det er netop denne helt naturlige måde manden behandler kvinden på i islam.
De postkristne sociale slavestater, kaldet velfærdsstater, er matriarkater, som har reduceret manden til en servicefunktion for kvinden. Et pjok som gør hvad der bliver sagt, og som ikke mener noget, før han har spurgt sin kvinde, hvad hun mener han bør mene. Manden er blevet et domesticeret væsen, skabt ud fra kvindens forestillinger om, hvordan en tam mand bør være. Derved er han blevet et æreløst væsen på midlertidigt tålt ophold hos kvinden.
Og derfor er ægteskabet hos os afløst af serielt monogami og delebørn, mens manden i islam er kvindens og familiens suveræne overhovede, med revselsesret over for både børn og hustruer som han kan have fire af, hvis han ellers gider, eller kan magte opgaven.
Hos os kan een mand end ikke magte een kvinde, og hun får som regel forældremyndigheden over børnene, når hun sparker ham ud, fordi pjokket står i vejen for en mere attraktiv mand eller hendes karierre og selvrealisering, hvor hun kan udnytte alle de fortryllende muligheder hun selv har skabt, da hun anvendte sin politiske indflydelse til at strukturere samfundet efter sit feministiske hoved.
Og så står han der, det lille kasserede pjok, frataget det sidste selvværd og den sidste rest af selvrespekt og spekulerer på, hvorfor verden og menneskene mon er så onde?
Så er det, at tre muligheder umiddelbart melder sig: Flasken eller narko; flyve videre til den næste blomst for måske at finde idealkvinden, hans drømmes mål og svedige natlige fantasiers objekt. Eller han får måske en metafysisk åbenbaring:
Islam er ikke problemet, men løsningen på alle hans problemer. En mulighed for atter at blive en respekteret mand af ære, som kan leve i fuld overensstemmelse med de maskuline urdrifter. Som kvindens betvinger og hersker, som Guds repræsentant på Jorden (kalif), og agtværdig kriger der skal erobre hele planeten for Allahs udvalgte folk, så verden kan blive renset og retfærdig. Hellere dø stående og kæmpende end ligge ned og blive trådt på af kvinden, det er nu engang mandens natur. Og selv om det kan være svært at tro på de 72 jomfruer som venter den retfærdige kriger i Allahs Himmel, så kommer troen helt af sig selv, når først han har erkendt de fantastiske muligheder islam tilbyder ham som mand og mandfolk.
Endvidere er islam på stolt fremmarch. Den skaber respekt og vunderkastelse omkring sig blandt de domestiserede dhimmier i de demokratier som kvinden har gjort til matriarkater uden rygrad. Samfund blottet for modstandskraft som bilder sig ind, at man altid kan finde en forhandlingsløsning, et kompromis med islam, blot man udviser den fornødne respekt og imødekommenhed over for krigernes religion.
Der er nu engang intet som succes, der skaber endnu mere succes, og islams succes og ubøjelige vilje til at erobre og herske, har reduceret Vesten til en skygge af det den var engang. Den er blevet en svækling, en smuk svane, der synger sin svanesang.
Derfor er islam både fremtiden og mandens håb om revanche over den genstridige, mystiske og farlige kvinde. Hun var det væsen islams profet advarede imod kort før sin død:
"Jeg efterlader ikke nogen mere uheldsvanger årsag til forstyrrelse af manden end kvinden" (Hadith, al-Bukhari).
Når den vestlige mandsling, det foragtede lille pjok erkender islams sandhed og profetens storhed, så vender han matriarkatet og vestlige kvinder ryggen og løber så hurtigt som hans ben kan bære ham til moskeen for at generhverve sine naturgivne rettigheder som mand og stolt kriger, der kæmper for den eneste sande Guds retfærdighed.
Det var så mit spontane bud på nogle af grundene til, at en del mænd fra demokratierne vælger at konvertere til islam. Også mange vestlige kvinder konverterer til islam. Her er grunden nok især den, at hun er blevet træt af pjokket, den domesticerede mand og søger udfordringer fra en rigtig mand, en macho kriger, der kan give hende alt det, som hendes inderste kvindenatur skriger efter.
Hilsen
Ipso Facto ;)
------------------
"Alice: "There is no use trying; one can't believe impossible things."
The Queen: "I dare say you haven't had much practice. When I was your age, I always did it for half an hour a day. Why, sometimes I've believed as many as six impossible things before breakfast." - Alice in Wonderland.
Forrige tråd
Index
