Mon komiske Arne vil undre sig over, at vi andre kan have mere tillid til autoriserede ordbøger på en række nordiske og romanske sprog, som benyttes af universiteternes sprogprofessorer, som alle angiver samme betydning af ordet, end til en anonym wikipedia-brugers filosofiske udlægning af et dødt sprog.

Babylon, verdens største udgiver af netordbøger, med en database på over 1400 ordbøger på mere end 75 sprog, oversætter actualitas til samme betydning som mine ordbøger.

http://www.latin-dictionary.org/actualitas

Men Arne har nu på wikipedia fundet en definition, som for ham er et mysterium, og det har gjort ham "klogere" end alverdens leksikografer og professorer i latin.

Ole Bjørn :o)

Kære Arne,



Tak for et fremragende indlæg som jeg glæder mig meget til at besvare (jeg får nok først tid på torsdag).

Jeg vælger at bringe det her igen (som et citat), da jeg ser, at det allerede er blevet overdænget (du er blevet overdænget) med personangreb. - Og det endda på trods af at du selv kun har talt positive og opløftende ord til hverandre i dit indlæg.

Tråden her fik desværre ikke lov til at forblive en oase her på "Trosfrihed", og derfor har jeg bragt indlægget igen i håb om, at tråden får lov til at begynde på en frisk - for det er et suverænt indlæg.

Til alle: Det er ærgeligt, at nogle vælger at kalde andre grimme ting og give dem øgenavne. Det er synd for "Trosfrihed", da folk tager flugten fra sådan et miljø, hvor sådan en opførsel er dagligdag. Jeg vælger f.eks. selv ikke at blive medlem, så længe sådan en uanstændighed er daglig kost.

Vi ved alle godt inderst inde, at de mennesker, der driller, håner og tildeler andre mennesker øgenavne, ikke hviler i sig selv. De er ikke fredfyldte mennesker. Der er uro af en eller anden karakter i dem - måske sorg, ærgrelse, vrede, bitterhed, manglende selvtillid, osv. Og jeg ønsker, at de må finde freden i hjertet.

Indtil vi tales ved ...

Fred,
Thomas

”Igen demonstrerer Arne sin sproglige forvirring. Ordet wirklichkeit er måske konstrueret af Eckehart, men begrebet er ikke, for det findes formentlig udtrykt på alverdens sprog, da man med rimelighed kan formode, at også mennesker før Platon kunne skelne mellem fantasi og håndgribelige ting”.

- Det kunne de. Men det væsentlige her er egentlig at Arne nærmest tiltror virkeligheden at være en konsekvens af kognition, og tillægger kun derfor de subjektive følerier med overnaturlige idéer gyldighed.
At selve virkeligheden sprogligt set er objektiv mens beskrivelserne (af bl.a. hans sanseerfaringer) er det subjektive spiller ingen rolle, og får derfor heller ikke Arne til at søge beskrivelser med virkelighedsforankring. Det primære for Arne er også når han søger def. på virkeligheden, at finde den def. der åbner døren for hans egne følerier som det primære.

Vi har set det et utal af gange. Arne forstår slet ikke hvorfor det er vigtigt at skabe logisk konsistente beskrivelser af virkeligheden. Dette viser præcis hvori det primære for ham består. At han med sine def. af virkeligheden støder ind i et hav af modsætningsfyldte idéer med samme gyldighed som hans egen, spiller derfor heller ingen rolle. At han skaber tifold flere problemer end han mener at løse med sin ”metode”, har heller ingen betydning. Man kan spørge hvad der egentlig har betydning for Arne?

Forholdet mellem rationelt og irrationelt, eller mellem forstands- og følelsessiden i mennesket, har nok været et problem i den europæiske kultur siden middelalderen. I det man kunne kalde åndshistorien, har forstands- og følelsesbetonede perioder efterfulgt og reageret på hinanden helt op til tiden før 1 verdenskrig, hvor man mente at den naturvidenskabelige verdensanskuelse ville bryde sammen som ”rationalismens sidste triumf” (Egon Friedell’s kulturhistorie). Så han sig omkring, holdt vist heller ikke dette stik. Og heller ikke Arne sætter en ære i at tænke modsigelsesfrit. Arne kan se udviklingen i verden omkring ham som et resultat af rationelle forklaringer der netop ikke modsiger hinanden, men vælger til trods en form for primærprocestænkning i sit møde med denne virkelighed, omverden – men med hvilken begrundelse? Vil han fx med Schopenhauer, Kierkegaard m.f. fastholde livets mening som en forløsning fra verden omkring ham, da vil det blive ganske ulogisk med en rationalistisk Hegel at søge en mening, en rationalistisk plan i verdenshistorien. Arne vil måske mene at han ”kaster sig ud i et valg” og han derfor burde nyde en form for respekt. Men det besynderlige er nu alligevel at se Arne kaste sig ud i mærkelige angreb på videnskaber der bare forsøger at forklare den verden han selv tumler rundt i med skrøbelige meninger. At videnskaber ikke er ansvarlige for de moralske pus og påhit mennesker i kulturer finder på, falder ham heller ikke ind. Ingen videnskaber angriber akkurat hans ”spring” ret ud af fornuften, men det betyder jo ikke dermed at fornuftige beskrivelser af verden og kulturers religioner bør være bag ham. Det er svært at se Arnes forberedelser som et konstruktivt forsøg på at skabe en bedre balance mellem det rationelle/irrationelle i ham selv, hvorfor man hurtigt kommer på den tanke, at han måske før hovedspringet glemte sit hoved på vippen?

Man kan ikke just berømme Arnes fikse idéer om noget meget gammelt og meningsfyldt guddommeligt for en saglighed, man kan ikke heller kalde det for en udfordrende påstand midt i en gudsforladt verden. Men netop her hiver han så hatten op af kaninen: virkeligheden eksisterer udenfor menneskets erkendeevne, kun med intuitionen er mennesket i stand til glimtvist at øjne sit fædrene ophav, det guddommelige univers, hvor alt består af den reneste kærlighed (og altså ikke den beskidte kødrand mennesker uden samme tro oplever), den rigtige gud, hvis navn ikke kan udsiges og def. og afgjort ikke af ”rationalister”…;)

Ja Ole, men pust roligt, du har kun set introen, snart kommer selve messerne…;)

mvh
Simon

Kære Arne,

Dit indlæg har været umådeligt inspirerende for mig. Her kommer mine tanker.



Jeg tror, det er meget rigtigt formuleret det med, at vi er "begrænset af vore sanser og vore hjerner, vore kroppe" (min fremhævning, jf. nedenstående). Og jeg tror til gengæld godt, at vi kan opleve virkeligheden direkte, hvis vi følger de Hellige og Vismændene, når de forkynder "(sanse-)begærets afkald" og "egenviljens afkald" i kærlighedens navn.

Efter min mening taler Jesus om dette, når han taler om den uselviske og selvopofrende kærlighed. Da "giver vi afkald" på vort eget. Ja, han gav endda afkald på sin krop og vandt Livets Krone ved Gud. Ja, han overvandt begrænsningerne.

Også Buddha taler om dette, når han ønsker at fremme sindsroen og indsigten, der netop når om bag vores sanser, følelser, forestillinger, tanker, "hjerne".

Og Vismanden Ramana Maharshi taler om at finde ud af, hvem vi er - ved først og fremmest at forstå, at vi ikke er kroppen. "Hvem er jeg?". Og hvor kommer denne oplevelse af 'jeg' fra? For hvem opstår tankerne og fantasierne? For hvem opstår smerten og glæden? Ja, for hvem opstår følelsen af 'jeg'? Han taler også om "Surrendering", igen et afkald af "jeg, mig og mit". Vi ledes netop bag begæret, bag sanserne, bag "jeg", bag begrænsningerne.

Alle tre forsøger at lede os om bag overfladen, som du også nævner noget om.



Ja, men det er heldigvis kun en påstand. Og Jesus, Buddha og Ramana Maharshi (bl.a.) peger på en dybere virkelighed. Næstekærlighed, afsavn, indsigt! En vilje til disse er perlerne, der lyser, når vi søger dybere - under overfladen.



Jeg tror heller ikke, at det lykkedes dem. For jeg tror slet ikke, at sproget slår til - og her stod de jo netop i kødet og talte. Vi må gå ad den ordløse og direkte erkendelses vej. Og de mennesker, der kender det Guddommelige, peger på vejen og døren, som vi når hen til, hvis vi vælger at gå vejen og gøre, hvad de siger.

- Elske uselvisk, give afkald på verdens rigdomme og onde veje, søge indsigten i os selv - i hjertet.

... Men ikke alle hører deres kald! Thi de som har, de skal mere modtage. De kan høre ... og forstå, efterhånden som de får mere åbenbaret.

Som følge af den rette stræben bevæger de sig hastigt på stien mod døren til virkeligheden. En stræben i hjertet - en kærlighed til sandheden og hverandre. For godheden og sandheden kan ikke adskilles. De er ét.



Måske de endnu ikke har hørt Det Hellige Kald. Disse skal have flere lektier af livet, før ørerne åbnes, og kaldet runger i Hjertet.



Og jeg håber, at vi tre får lov til at udveksle ord uden at skulle hånes og få øgenavne af de andre. Jeg tror, at vi har meget, vi kan dele med hinanden og berige hinandens liv med

(Jeg håber ligeledes, at flere kommer til; kom Zenia, kom Jan, kom enhver der ønsker at dele glæde og indsigt!).

Jeg så jo, hvordan en person i chatten havde tryglet dig om at læse hans indlæg. Og før du besvarede det, havde jeg allerede indset, at du i din venlighed ville svare ham, og at du ville få en skidtspand tilbage. Så selv om du tidligere har sagt (ellers må du korrigere mig), at det nogle gange kan være svært at "vende den anden kind til", så gør du jo faktisk helt naturligt netop dette - måske endda uden at vide det. Det er stort og flot, synes jeg. Du står model til meget.



Godt spørgsmål. Et svar kunne være: Lad os gøre netop det! Lad os - der vil - give hinanden mulighed for Hjertets fred og udvikling.

De bedste tanker om fred og indsigt,
Thomas