Arne skriver:
De kolossale anstrengelser, som nogle debattører - ikke mindst Ole - gør sig med at påstå andre debattørers manglende evner, finder jeg latterlige.
Det, der er relevant for mig her, er:
Skal naturvidenskab være enerådende som kilde til menneskelig erkendelse?
Ja, Arne, du bekræfter netop din manglende evne til at forstå, hvad andre skriver. Intet sted i disse debatter kan du se hverken mig, Simon eller nogen andre give udtryk for en sådan holdning, for det er simpelthen langt ude i hampen. Men det er jo et godt eksempel på, hvordan du i din fantasi former nogle fjendebilleder, baseret på hvad du
tror, at andre mener.
Nu skal jeg give dig et begynderkursus i epistemologi (erkendelsesteori). Den primære kilde til menneskelig erkendelse er sanseindtryk, både de vi selv erfarer, og de som er nedlagt i vore gener, indhøstet af vore forfædre. Disse oplysninger bliver videreforarbejdet i vore hjerner, og her brugt til at beregne den sandsynlige udvikling af den situation, som vi befinder os i, så vi forbedrer vore chancer for at overleve.
Denne evne har de fleste højerestående dyrearter, især primater og cetaceaner (havpattedyr), men menneskets højtudviklede hjernebark gør os i særklasse de bedste til at simulere fremtiden og kombinere vore sanseindtryk og vor viden om naturens fænomener til at udvikle teknologi. Men denne højtudviklede evne har også en bagside. Vi er de eneste, der er så desperate efter at forstå alt, at hvis vi ikke kan finde en umiddelbar forklaring, så opfinder vi, drevet af frygten for fremtiden, en forklaring for at skabe logisk sammenhæng i vore tankeprocesser.
Situationen bliver ikke bedre af, at vore sanser er meget mangelfulde. De videresender kun et groft billede af situationen og lader hjernen udfylde de manglende detaljer fra hukommelsen om tidligere lignende situationer. Det gør den ikke altid korrekt, men vi tror selv, at vi har et nøjagtigt billede af situationen.
Endnu værre bliver det, når det handler om abstrakte forestillinger. Her kan f.eks. verbale påvirkninger sætte gang i tankerækker, som hjernen bygger videre på, uanset om de ord, der har startet processen, beskriver en virkelig hændelse eller en anden persons fantasiforestilling. Men hjernen vil fortsat anse tankerækken som et udtryk for en ydre virkelighed, selv om det måske er en ren fantasi.
Det er i meget grove træk årsagen til, at religiøse fantasier kan overleve i generation efter generation, selv om de ikke er baserede på virkeligheden. Richard Dawkins har døbt sådanne forestillinger
memer, og de kan være utroligt sejlivede. Det viser sig bl.a. i forskellen på de dominerende religioners opfattelse af naturen. Naturlovene opfører sig ikke forskelligt i Sydeuropa, Mellemøsten og Fjernøsten, men opfattelsen af dem er vidt forskellig hos de troende, ligesom opfattelsen af, hvad der er "god moral", skifter fra tro til tro.
Som man heraf kan forstå, så findes der mange former for menneskelig erkendelse, og blot et fåtal af dem baserer sig på virkeligheden. Kun i videnskaben bygger man på måleresultater fra instrumenter, der er mere pålidelige end vore sanser, så derfor har videnskabelig erkendelse udviklet sig til et punkt, hvor vi kan helbrede svære sygdomme, sende mennesker til månen, se 13,5 milliarder år tilbage i tiden og beregne processer på et kvanteniveau, der er så abstrakt, at den menneskelige forestillingsevne må give op.
Hverken religion eller filosofi eller kunst kan give os nogle erkendelsesmæssige resultater, der kan måle sig med dette, men psykologi, genetik og hjerneforskning er omvendt godt på vej til at kunne forklare årsagerne til vore virkelighedsfjerne fantasier på forståelig måde.
Jeg forventer ikke, at du vil kunne forstå dette Arne, men det kan måske give andre et lille indblik i årsagerne til dine mange fejlfortolkninger af andre debattørers udsagn og holdninger.
Ole Bjørn :o)
Svar
Citer
