Hej Treram..
"Jeg kan heller ikke forstå Arnes kamp for en noneksistent gud, det er lidt mystisk når han debaterer med mig så er vi på bølgelængde og guder er næsten noneksistent, men når han debaterer med Thomas, Zenia så er de næsten også på bølgelængde".
- For Thomsen handler religion altid om hans egen def. af jesuskærlighed og thomasevangeliet, han gør alt til et spørgsmål om følelser, ligesom Zenia ka' gøre selv badevandet til den rene mystik, og jeg formoder der dér er et fælles holdepunkt mellem treenigheden - jo mere mystik der ka' postes på livet, dets behageligere synes troen at forekomme dem.
Havde Arne haft en dybere interesse for universets indretning og tilblivelse, havde han naturligvis rettet sine "relevante spørgsmål" til astrofysikere/kosmologer for år siden.
Men som du ser, gider han hverken undersøge den sammenhæng han bringer citater fra eller har nogen særlig interesse for at indkredse spørgsmål til noget centralt og relevant.
"Hvordan har universet formet sig som det ser ud?", havde sandsynligvis nogle astrofysikere været ham behjælpelig med en forklaring på. "Universets årsag" er imidlertid et dårligt formuleret spørgsmål, som astrofysikere nok ville have bedt han om at specificere betragteligt. Vi ser jo også i dette indlæg i hvilken sammenhæng spørgsmålet formuleres - gudetroen der vanen tro kredses om.
Tidligere var det, som du ved, Arne ret magtpåliggende at tænke sig ikke-gudetro (ateisme) som en tro(sanskuelse), ja som nærmest en fornærmelse imod hans "mystiske" evne til eksistens. Han brugte år på at "debattere" dette vigtige tema her og dér under div. overskrifter, selv om han kunne ha' sparet sig tid og ulejlighed ved bare at tænke lidt logisk.
Tydeligvis var det nærmest ubegribeligt at nogen ligefrem kunne eksistere uden at nære gudetroen særlig bemærkelsesværdighed. De seneste år har temaet så været universet, eller rettere det ukendte univers, som det ligeledes forekommer ham helt ubegribeligt at der ikke skulle være en mening med - der naturligvis må relatere sig til et syn på livet, der dermed ville kaste en vis glans på årenes bestræbelser. Det kan skam være et tungt vilkår at skulle se i øjnene, at det livssyn man i årevis har slæbt på, sandsynligvis ingen anden mening har, end den man selv tildeler det. Det er denne irritation, der faretruende ligger og ulmer i Arne inderste mistanker.
At menÃnger med dit og dat er noget der relaterer sig til menneskets særlige interesser, hvor individet derved bedre begriber sin omverden med bedre adaptation som mÃ¥l, er i Arnes øjne noget der pr. def. mÃ¥ udfordres: Der skal være en mening, for uden en "højere mening" udenfor menneskets egen erkendeevne, hvad vil livet da være værd?
Når videnskabsfolk skaber hypoteser, sker det jo i sammenhæng med hvordan noget faktisk observerbart i øvrigt har opført sig, dér har spørgsmål ganske særlige og rationelle motiver - noget ukendt med en bestemt påvirkningsevne søges forklaret i sammenhæng med noget bestående der i forvejen undersøges. Der er m.a.o. en vis sammenhængskraft mellem det der observeres og det der beskrives, som derfor har den særlige hensigt, at det fornuftigvis kan forklares - man ka' dermed lære noget, indrette socialitet m.m.
Men hvad er meningen med Arnes kredsen omkring noget, der det ene øjeblik ikke må hedde "gud(dommelighed)", mens det næste øjeblik gerne må opføre sig eller associere sig til den form for guddommelighed der fx. bringer Thomsen ud i kærlige løvebrøl over thomasevangeliet og Zenia på bustur ud på efterlivsscenarier?
Jeg ved ikke om du husker Arnes forsøg på at anskueliggøre sin egen intuition, som et værktøj til at finde den universelle sandhed? Men ude i universet, skulle altså sandheden angiveligt rumstere, og Arne skulle i kraft af sin intuitive evner (sandsynligvis hans åndelighed) være istand til fornemme denne sandhed. Jeg forestiller mig her Zenia med hænderne over hovedet, idet hun netop tænker sig noget lignende, for ikke at tale om Thomsen, der jo ligeledes føler kærligheden rumstere derude, hvor kosmologer ikke desto mindre beskriver en kulde så fatal, at selv Dantes inderste isnende kreds ville være en sølle efterligning. Da jeg læste dette, tænkte jeg, ak hvad skal man dog med Hubble? ;)
Nej, selvsagt ka' vi med empati nå langt overfor hinanden, og vi ku' nå endnu længere med politikere der havde sociale formål foran deres økonomiske ambitioner, men sådan er det bare ikke. Som menneske betragtet, drives vi af mange årsager af instinkter der drejer sig omkring vore egne behov, og vi tilrettelægger gerne vore ambitioner derefter, endda tit under foregivende af at ville medmennesker det bedste ud i det politiske, i erhvervslivet og endda i ægteskaber eller forhold. Der er megen egoisme knyttet til det at være et menenske, og det må man sandt for dyden indse, hvis man skal gøre sig håb om at få lidt snor på egoismen. Men det hjælper jo altså ikke at bortforklare naturen i os med guder udenfor os, så jeg ser igrunden ingen mening med Arnes søgen efter noget guddommeligt - der åbenbart i hans egne øjne er et fattigt ord, for egenskaben er vist nøjagtig den samme som altid før. Jeg tror aldrig Arne kommer ud af skabet, hvorfor man desværre er henvist til at beskrive skabet for ham..;)
mvh
Simon
Svar
Citer
