Hej Arne..

”Hvad skal være meningen med mit liv? Det er nok et forkert spørgsmål, for det er nok ikke noget man bare kan bestemme”.

- Hvorfor ikke, hvem skulle forhindre dig i selv at meningssætte dit liv og dets formål?

”Hvad skal/vil jeg bruge mit liv til? Nok også forkert, for det er nok ikke noget, man bare kan vide på forhånd”.

- Er du ikke selv forbrugeren af dit liv, så hvem andre end du selv kan vælge hvad du vil bruge det til?

” Hvad vil jeg gerne? - Opnå anseelse? Det ka’ jeg nok ikke helt sige mig fri for – selvom jeg jo godt ved, at jeg ikke kan leve af, hvad andre mener om mig”.

- Ja hvis det eneste der rører sig i én er hvad andre mener og anser, forpligter man sig jo til at opfylde andre menneskers forventninger og er i grunden ikke den meningssættende for sit livs (for)mål. Men det lader sig jo fint gøre, at føle stolthed over den sociale anerkendelse i en målrettet arbejdsproces der som oftest inkluderer stoltheden over medmenneskers – hvorved selve formålet medførte anseelse, mens anseelsen ikke var selve formålet.

”Nyde alt, hvad der er dejligt, så meget som muligt? Jo, men det efterlader en følelse af tomhed, så der er grænser for, hvad det er værd”

- Hvorfor nu det?

”Være stinkende rig med maksimale handlemuligheder? Jeg synes ikke, at de mennesker, der er meget rige, ser ud til at have det specielt meget bedre end os andre, så det bli’r et: Nej”.

- Igrunden knytter rigdom sig ofte til opfyldelsen af formål i livet, hvor rigdommen knytter sig til værdier man sætter sig for at opnå, og det får man det vel ikke specielt dårligt af, så hvorfor skulle du fravælge at maksimere dine muligheder gennem god økonomi? ;)

”Elske en gud og føle mig genelsket? Jo, men ordet og begrebet: gud, er både så misbrugt og så ufatteligt”.

- Hvordan afgør du misbrug af begrebsforståelsen – har du en korrekt begrebsforståelse i ærmet? ;)

” …jeg hellere vil (nøjes med at) elske verdens væren, som jo gi’r mig alt, hvad jeg har brug for”.

- Du elsker, at verden evner at være til - verden omkring dig kunne fint være til uden mennesket, men hvorfor gør det den specielt eksværdig, synes du?

”Jeg føler mig genelsket – har ikke behov for beviser – og den fryd fører mig spontant til at ville gøre mit allerbedste – i kærlighed – til alt i denne verden”.

- Er det ikke snarere oplevelser du har, i kraft af andre menneskers evne til tilstedeværelse du elsker – og er det ikke grundlæggende mennesker i kraft af deres handlinger, du kan elske eller føle afsky for m.m.? ;)

Og har du i forhold til flere af de ovenstående meninger her i indlægget ikke akkurat skabt visse præferencer der gør det umuligt at elske alt i denne verden, Arne? ;)

” Underligt, at det er møder med en ikón, som jeg netop igen har hilst på, der lidt efter lidt hjælper mig til afklaring – hinsides alle religiøse dogmer”.

- Du er jo selv den der yder tankearbejdet, dvs. den der stiller og besvarer visse spørgsmål, det er vel ikke særlig usædvanligt at bruge og spille tanker op af billeder, objekter eller andre mennesker – og er det ikke hvad religiøse mennesker almindeligvis gør med deres ikoner, hvor er det du ser forskellen? ;)

Mvh
Simon

Hej Arne.
Jeg må sige at jeg ikke er helt enig med dig og her er så min mening med livet:

Opnå anseelse: ok der er vi nogenlunde enige, alle ønsker vel at blive anseete vil jeg tro, netop fordi de har medvirket til noget der kunne sætte spor.

Gøre karriere: jo men ved egen hjælp og ikke på andres bekostning, selvom dette nok kan være svært, for hvis du gør karriere er der en anden der ikke gør den karriere.

Nyde alt, hvad der er dejligt, så meget om muligt: hvad er der ivejen med at nyde livet, sin hustru, sine børn, nyde at rejse blandt fremmede mennesker, nyde en god fest, jeg kan ikke se nogen tomhed her.

Være stinkende rig med maximale handlemuligheder: Jeg har da ikke noget imod at være stinkende rig, men har det godt som jeg har det, ingen grund til klage.

Elske mine kære og være god ved mine venner: det er vel et ganske normalt valg at gøre.

Lære mit eget sind at kende,med alle dets plusser og minusser: her må jeg sige fra, jeg har aldrig været i terapi endsige gruppe terapi, jeg har ikke haft behov for dette, jeg er et ret så ukompliseret menneske( når bare jeg får min vilje) spøg.

Elske en gud og føle mig genelsket: uha ja der må jeg sige totalt fra, jeg har ingen gud(er), og ønsker slet ikke at blive genelsket af et sådant monster, fatter ikke at andre kan ønske det, jeg mener det er en stor brist i den menneskelige hjerne at den kan beskæftige sig med slige uhyrligheder.

Og man kan sagtens leve et fornuftigt liv uden en afgud, ja man lever et endnu bedre liv, når man ikke har disse tilbørligheder til at lade sig overrumple af en barnetro.

Hej Arne..

"Jeg har stillet mig selv nogle spørgsmål - og er nået frem til nogle svar. Det forsøger du så at "pille fra hinanden" v.hj.a. kritiske spørgsmål".

- Du lægger dine meninger ud på en debat, klart du får kritik - men behøver skam ikke optage kritik som en personlig fornærmelse.

"Jeg ved, at disse spørgsmål er vigtige for mig - og svarene er min nuværende overbevisning - uanset dine kommentarer/spørgsmål".

- Hvis du er så sensibel og beklager kritik, hvorfor opretter du så ikke en blog og evt. kalder den dagbog?

"Jeg ville være meget mere interesseret i at læse, hvad du skriver, hvis du stillede dig selv de samme - eller nogle lignende - spørgsmål".

- Kritikken omfatter akkurat svar og spørgsmål du fremsætter, med korrektioner og andre konklusioner.

Det er lodret forkert at du ikke får alternativer til de ting du leverer på debatten, mens det er korrekt at du aldrig besvarer de spørgsmål man stiller til dine meningers rigtighed og relevans.

mvh
Simon

Hej Arne..

Du ka' godt spare dig. Der er intet fordækt i den respons og kritik dine meninger møder og ofte har mødt på denne og andre debatter. I debatter konfronteres synspunkter og holdninger, og i mødet med spørgsmål afkræves man naturligt begrundelser for evt. favoriserede standpunkter, og det er bare disse du har det lidt svært med.

At du lægger en masse følelser i meninger du fremmer på debatter og betragter den slags som dine "personlige bekendelser" omkring religiøs overtro, indebærer naturligvis ikke at mennesker omkring dig må føle en masse i ræsonnementer og/eller spørgsmål rettet til disse bekendelsers meningsindhold.

I debatter må vi altså forklare os med fornuftige sammenhængende betragtninger, illustrationer af irrationelle sindbilleder hverken forklarer eller belyser ret meget - og det nytter ikke rigtig at du brokker dig over fornuften Arne ;)

Mvh & god weekend du
Simon

Go' debattråd, den her ... og sjovt med forskellige svar fra forskellige mennesker med forskellige liv og holdninger.

Meningen med livet er for mig næsten bare sagt med ét eneste ord ... relationer.

Det er der, jeg selv lærer noget om at være menneske i verden. Det er der, jeg lærer noget om livet ... og mangfoldighedens rigdom. Det er der, jeg selv bliver rig

KNUS og varme efter(års)tanker fra RoseMarie

Hej Treram...

"Elske en gud og føle mig genelsket: uha ja der må jeg sige totalt fra, jeg har ingen gud(er), og ønsker slet ikke at blive genelsket af et sådant monster. Og man kan sagtens leve et fornuftigt liv uden en afgud, ja man lever et endnu bedre liv, når man ikke har disse tilbørligheder til at lade sig overrumple af en barnetro".

- Er da også en mærkelig forventning at stille til et livs meningsfylde, at meningen må findes ved først at tolke sin livsforståelse ind i gamle kulturers mystik og deres overnaturlige skildringer...

Mange af os føler naturligt stærke bånd til vore børn, familien og vennekredsen, men er fuldt ud istand til at ændre synspunkt dersom processen former sig anderledes end forventningen, hvorfor vi m.a.o. ikke er underlagt statiske livssynsbetragtninger og absolutter, men anerkender at mennesker kan forme livsforståelse vidt forskelligt afhængig af miljøet i stærke kulturformer. Vi lærer os i en vis forstand at leve med forskelle og uensartede livssynsbetragtninger.

I lyset af vestlige demokratier og de udfordringer vi her i denne del af verden imødeser, lærer vi os henad vejen en nuanceret forståelse af kontraster der springer os i øjnene fra uens kulturværdier i samfundet, hvor en form for egalitarisme så er en konsekvens for nogle, mens andre ønsker at fastholde en accept af forskellige grundsyn med dynamiske (fx. kunstneriske) udtryk som udbytte. Også her stiller vi forskellige krav og forventninger til hinanden.

Hos enkelte religiøse grupper ser vi imidlertid en isolationspolitik, hvor en eksplicit livsanskuelse fremhæves som selve fundamentet til forståelsen af meningen med alle menneskers liv - en kulturel ensartethed i kraft af statiske homogene grundsyn, der på ingen måde frembyder kontraster og derfor heller ikke udfordrer den troende udenfor trosanskuelsen. Her skabes så def. af "de andre" og "os", man beskytter m.a.o. den højere mening med livet med en høj mur der skal skærme trosfundamentet fra de truende spørgsmål. Metoden er enkel, man enten udvander eller ignorerer præcise og kritiske spørgsmål, eller leder dem simpelthen bare over på noget andet mindre farligt.

Også i forbindelse med ovenstående klarer vi i dette samfund at leve side om side med mennesker der slet ikke ønsker kritiske udfordringer, men må dog sige, at dersom religiøse mennesker udstiller meninger på debatter, da stilles disse dermed også til kritisk skue. Der ligger fx. intet grundlæggende krav om respekt for synspunkter om en mening med selve livet, hvorfor det fint går an at kritisere de meninger vi udbreder, men altså uden at vi behøver opfatte dette som en kritik af vores person. Opfatter vi kritik af vore synspunkter som en kritik af vores person, da indikerer dette blot vores egen forveksling af personen og meningen personen indtager.

"jeg er et ret så ukompliseret menneske( når bare jeg får min vilje) spøg".

- ;)

mvh
Simon