Hej Treram...
"Elske en gud og føle mig genelsket: uha ja der må jeg sige totalt fra, jeg har ingen gud(er), og ønsker slet ikke at blive genelsket af et sådant monster. Og man kan sagtens leve et fornuftigt liv uden en afgud, ja man lever et endnu bedre liv, når man ikke har disse tilbørligheder til at lade sig overrumple af en barnetro".
- Er da også en mærkelig forventning at stille til et livs meningsfylde, at meningen må findes ved først at tolke sin livsforståelse ind i gamle kulturers mystik og deres overnaturlige skildringer...
Mange af os føler naturligt stærke bånd til vore børn, familien og vennekredsen, men er fuldt ud istand til at ændre synspunkt dersom processen former sig anderledes end forventningen, hvorfor vi m.a.o. ikke er underlagt statiske livssynsbetragtninger og absolutter, men anerkender at mennesker kan forme livsforståelse vidt forskelligt afhængig af miljøet i stærke kulturformer. Vi lærer os i en vis forstand at leve med forskelle og uensartede livssynsbetragtninger.
I lyset af vestlige demokratier og de udfordringer vi her i denne del af verden imødeser, lærer vi os henad vejen en nuanceret forståelse af kontraster der springer os i øjnene fra uens kulturværdier i samfundet, hvor en form for egalitarisme så er en konsekvens for nogle, mens andre ønsker at fastholde en accept af forskellige grundsyn med dynamiske (fx. kunstneriske) udtryk som udbytte. Også her stiller vi forskellige krav og forventninger til hinanden.
Hos enkelte religiøse grupper ser vi imidlertid en isolationspolitik, hvor en eksplicit livsanskuelse fremhæves som selve fundamentet til forståelsen af meningen med alle menneskers liv - en kulturel ensartethed i kraft af statiske homogene grundsyn, der på ingen måde frembyder kontraster og derfor heller ikke udfordrer den troende udenfor trosanskuelsen. Her skabes så def. af "de andre" og "os", man beskytter m.a.o. den højere mening med livet med en høj mur der skal skærme trosfundamentet fra de truende spørgsmål. Metoden er enkel, man enten udvander eller ignorerer præcise og kritiske spørgsmål, eller leder dem simpelthen bare over på noget andet mindre farligt.
Også i forbindelse med ovenstående klarer vi i dette samfund at leve side om side med mennesker der slet ikke ønsker kritiske udfordringer, men må dog sige, at dersom religiøse mennesker udstiller meninger på debatter, da stilles disse dermed også til kritisk skue. Der ligger fx. intet grundlæggende krav om respekt for synspunkter om en mening med selve livet, hvorfor det fint går an at kritisere de meninger vi udbreder, men altså uden at vi behøver opfatte dette som en kritik af vores person. Opfatter vi kritik af vore synspunkter som en kritik af vores person, da indikerer dette blot vores egen forveksling af personen og meningen personen indtager.
"jeg er et ret så ukompliseret menneske( når bare jeg får min vilje) spøg".
- ;)
mvh
Simon