Hej Jan


Tak for dit smukke indlæg. Du har mange tanker, jeg kan forlig mig med. Har læst en del af dine indlæg på religion.dk, og jeg er meget enig med dig.

At være et med Jesus, er for mig ret nyt faktisk. Jeg har kendt Jesus hele mit liv uden undtagelse, men jeg er først nu, begyndt at kende ham, med stort K. Og det er i den grad en befriende følelse som indeholder min underskrift fra religion.dk: Kærlighed er størst af alt.

For det er kærligheden jo. Kærlighed mellem et ægtepar, kærligheden mellem mennesker i det hele taget, er jo svaret på alle problemer. Sætter egoismen nederst. Egoisme er en god ting, brugt på en positiv måde. Men bruger man egoismen kun for at drage fordel eller udnytte sine medmennesker, er den negativ ladet. Og gør ingen nytte overhovedet.

Så det du skriver her:

Jesus og andre åndelige mestre, bruger symboler som kan beskrive det abstrakte og formløse, så det er vi kan komme i kontakt med essesen af vores sande natur(ånd), og derigennem kan være formidlere af den kærlighed som bor i vore hjerter.

er i forhold til vore medmennesker så vigtigt. At vi lærer os selv at kende og elske os selv, kun via den vej, kan vi elske vore medmennesker.

Noget der har taget år for mig at forstå, da jeg aldrig førhen har elsket mig selv. Jesus siger det jo selv: Elsk dig selv og dermed din næste og Gud. Og jo viise ord i mine ører.

For at unde sine medmennesker det bedste, det man selv ønsker højt, uden at føle misundelse, må da være et stort skridt på ens livsvej. Og dermed føler jeg at i den forbindelse, elsker man sine medmennesker som sig selv. Eller skulle måske skrive, også i den forbindelse.

Du skriver:

Hvis vi er stille i vore sind, så kan vi også lade Jesus handle igennem os, eller ja, lade kærligheden handle igennem os, og ikke mindst, så kan vi også skelne imellem sande tanker og falske tanker.

Det er så godt det her. Fordi det må jo netop være igennem ens egen dømmekraft og via Jesu ledetråd, at man skelner imellem skidt og kanel. Selvom det alligevel ikke al tid er lige nemt. Jeg tror virkelig at det er vigtig at man i disse stunder, lader stilheden være til stede og nøje gransker ens sind og hjerte. Og samtidig lader sig lede af Jesu kærlighed. Men det er ikke nemt altid at finde fodfæste.

Du skriver:

Manjana, jeg tror når først vi kommer i kontakt med essesen af hvem vi i sandheden er, så vil der også være en meget meget dyb forståelse for det vi møder her i vores verden, og det kan jo være lige fra det som vi læser i Biblen, og så de mennesker vi møder og de situationer vi kommer i.


Det tror jeg du har helt ret i. For kun via ens eget jeg, kan man forstå ens egen omverden. Finde den dybere forståelse i f.eks. de problematikker der omgiver en. Hvilket kan være en hjælp til at løse problemer, i ens eget univers.

At se bag om tingene, forstå dybder i budskaber man får igennem film, bøger osv, er en gave i mine øjne. Måske er der mange der kender det, men måske ikke tænker nærmere over det, eller taler om det. Hvilket jeg mener er synd. For ved disse dybder, eller forståelsen af samme kan vi lære meget af hinanden.

Du skriver:

Det budskab Jesus formidler er egentligt så ganske ganske enkelt, fordi sandheden er så ganske ganske enkel.


Gid det var så vel. Men desværre oplever jeg, at alt for mange mennesker er blinde, og lader sig føre af en eller flere blinde.

Min tro går også ud på, at mennesker, alle mennesker, skal have love at være. Skal have lov at udvikle sig og blomstre, som jeg efterhånden har skrevet utallige gange. Verden er en rigdom af mennesker. Og min personlige holdning er, at vi kunne lære så meget smukt af alverdens kulturer. Så længe vi kan moralsk stå inde for det vi lærer.

Ingen bør lade sig lede af andre end Gud/Jesus. Og vigtigt, deres hjerte, sind, og egen sunde fornuft.

Så hvordan finder mennesket sandheden i en verden, der er styret af magt, begær og penge. Samfundet er og bliver mere og mere stresset. Hvor ofte stopper vi mennesker op og grunder dybt, tænker over vores liv, og hvor det hele fører hen.

Jeg tror nok at den globale opvarmning gør sit. Men alligevel. Hvor mange trækker på skulderen? Så for en del, tror jeg ikke sandheden er så ligetil. Men jeg tror til gengæld, at svaret er på vej ind i verden. Hvis vi tænker spirituelt. Men det er min private mening.

Du skriver:

For mange mennesker vil det være svært at acceptere Jesus, og ja, også at acceptere begrebet Gud, og derfor tror jeg det er vigtigt, at vi lærer at komme til en forståelse af, hvordan det er vores sind fortolker, dømmer, og ja, i det hele taget hvordan vores sind fungere med hensyn til forsvarsmekanismer(forvrængning, fortrængning, projektion osv), for at kunne forstå hvordan vi kan komme i kontakt med andre mennesker uden de går i forsvar, og dermed også blokere for kærligheden i deres eget indre.


Ja lige præcis. Og det bedste jeg tror vi alle kan gøre, er netop som du også skriver, at møde verden med åbent hjerte.

Kender du serien: Touch by an angel?

Det første afsnit jeg så, rørte mig så dybt. Og fik mig til at skive følgende indlæg på sol.dk:

http://debat.sol.dk/show.fcgi?category=6&conference=217&posting=1359840

Netop fordi jeg tror at det er sådan vi skal gøre. Starte hver især med os selv. Det vil være som ringe der breder sig i vandet.

Mener du med dette at:

Jeg tror det er det Jesus mente med, at vi skulle tage vores kors op, og så følge ham. Vi skulle se på den lidelse, frygt, skyld og smerte som vores identifikation med kroppen har været ledsaget af. Og ja, at vi lærer at tage det fulde ansvar for det vi tænker og føler, og kommer til en forståelse af os selv, på det plan hvor vores følelser og tanker har deres udspring fra(sindet).


Det er svaret på alle lidelser i verden? Fordi jeg har for nogen tid siden eftersøgt andre svar eller holdninger til, hvordan Gud kan skabe en verden, vel vidende om at plan B ville blive iværksat. Jesus på korset. Adam og Evas syndefald. Again skrev nemlig til mig engang, at Gud allerede inden verdens skabelse vidste, at Jesus ville være nødsaget til at udfri mennesket fra synd og død. Det står i Biblen, kan bare ikke finde det nu.

Kunne være interessant at høre din mening om dette. Også andres selvfølgelig. Jeg har virkelig tænkt meget over dette.

Du skriver:

Gudsrige er den Væren og tilstand som er eet, og som du også er inde på, så er den i vores eget indre, vi må blot huske den igen. Og det hjælper vores kære ven Jesus os med


Ja og Gudsriget er i alt og alting. Det tror jeg idag. Os selv, naturen osv.

Faktisk er det ufatteligt smukt.


Min personlige tro er i dag, at Jesus = Gud. Men også at man igennem englene/mestre kan hente hjælp/guiding. Jeg tror fordi jeg ved at jeg hører og føler dybt. Jeg lærer via dem som jeg aldrig har lært før.

Mange kristne mener, at clairvoyance og kristendom ikke hører sammen, og mange vil være dybt dybt uenige med mig. Men Biblen fortæller flere steder, at engle bliver brugt som sendebud. Jeg tror på engle. Også fordi jeg har set, oplevet og hørt det jeg har. Og da det er kærlighed i et højere perspektiv jeg oplever, kan det kun komme et sted fra.

Oplevede jeg det som skummelt, var jeg stået af på stedet.

Men min tro på Jesus Kristus, vokser og vokser. Jeg tror ikke at man finder kærligheden eller Jesus et specifikt sted, eller i en specifik religion, hvorfor jeg aldrig kommer til at tilhøre en bestemt trosretning nogensinde mere. Men jeg elsker Gud/Jesus og finder ham eller og kærligheden hver eneste dag.

Det er min tro og mit liv nu.

Så jotak jeg har det rigtig godt nu. Har været igennem et strengt forår, grundet en dyb dyb depression. Men jeg forstår nu, at jeg måtte derned at vende, for at finde det ståsted jeg har nu. Og hvor jeg ved, at jeg fortsat skal udvikle mig ud fra.

Håber også at du har det godt Jan.

Ved indlægget er langt, men det har været en fornøjelse at dele disse tanker.

Mange hilsner
Manjana

Hej igen Manjana.

Også tak til dig for dit smukke indlæg.

Det indlæg du henviste til, ja, det rummer virkelig en meget meget stor sandhed om hvordan tingene hænger sammen her i vores verden. Det er måske i virkeligheden meget banalt, altså det med kædereaktion og den positiv indstilling spreder sig som ringe i vandet.

"Normalt" så tænker vi meget konkret, og tænker meget i form, altså vi ser ofte tingene meget overfladisk, og lever også ofte meget på overfladen, uden at gøre os tanker om det som ligger under overfladen.

Men jeg kan da se udfra det du skriver, at du virkelig ønsker at bevæge dig ned under overfladen, og virkelig vil forstå hvad det er som driver os mennesker, og ikke mindst, undersøge hvad årsagen er til den verden vi oplever. Det er smukt, og det kræver også en del mod og vilje, for som jeg oplever det, så ligger der nogle meget destruktive og negative tanker og følelser i det ubevidste sind, som ofte kan være skræmmende at skulle se på, især hvis ikke sandheden i ens hjerte får lov til at vejlede een.

Jeg begyndte for nogle år siden at vende blikket ind af, og siden da er tingene på en måde kommet helt af sig selv(ja, hvilket altid har været tilfældet, men jeg har blot ikke været vågen nok til at kunne se og forstå, og ja, tage imod den vejledning som kom fra mit eget indre). Jeg startede med at læse omkring kroppens fysiologi/anatomi, og omkring det biologiske system inde i kroppen, og derefter begyndte jeg at læse omkring det spirituelle, og jeg kan se nu, at tingene kommer alt efter hvor parat jeg er, altså om jeg er parat til at tage det næste skridt uden frygt. Frygt blokere altid for at vejledningen fra Helligånden og Jesus kan komme ind i ens bevidsthed, for ja, hvor der er frygt kan kærligheden ikke komme ind, eller måske rettere, så tillader det sind som er frygtsomt ikke at kærligheden kan vejlede, for ellers så havde sindet jo også valg kærligheden frem for frygten, men det er så en længere historie.

Jeg tror at vores indre vejleder viser os hvilken vej vi skal gå, og så er spørgsmålet hvordan og hvornår vi kommer i kontakt med vores indre vejleder. Vi er på eet plan individer, og på et andet plan er vi alle een, og for mig drejer det hele sig om, at være i kontakt med det som kan se helhed og eenhed, og lade mig vejlede derfra. Og ja, det fundementale spørgsmål for alle mennesker(ubevidst eller bevidst), er jo egentligt: Hvem er jeg?

Jeg har igennem mit studie af Et Kursus i Mirakler og den vejledning som Jesus giver mig, fået en helt anden indgangsvinkel til mange af de religiøse overbevisninger, og ja, det trossystem som i høj grad præger Biblen, og jeg kan godt se at den Gud som Biblen referere til, ikke er den Gud som Jesus fortæller om i Et Kursus i Mirakler.

Ifølge EKIM, så har Gud ikke noget at gøre med den fysiske verden, og ved end ikke at den eksistere, hvilket umiddelbart kan være meget svært at forstå og forholde sig til, især hvis man igennem hele livet har været overbevist om, at Gud står bag den fysiske verden/univers. Syndefaldet er ifølge EKIM blot en illusorisk ide om, at det kan lade sig gøre at være adskilt fra Gud, og da sindet glemmer at le af denne ide, og i stedet tager den alvorligt, så falder sindet i søvn og drømmer om en verden adskilt fra Gud, og identificere sig med et illusorisk selv(egoet). Jeg tror nok der er en beretning i Biblen om, at da Adam syndede faldt han i en dyb søvn, hvilket måske kan sidestilles med at sindet faldt i søvn, da sindet tog ideen om adskillelse alvorligt(EKIM bruger begrebet adskillelse og ikke synd, og adskillelse er ikke virkeligt ifølge EKIM, og virkeliggørelsen af adskillelse ville være en synd, og ja, det er også en form for kædereaktion, eller en form for lov, altså, at efter synd vil der være en oplevelse af skyld, og deraf kommer der så frygt).

Før i tiden havde jeg ikke modet til at sætte spørgsmålstegn ved mine overbevisninger og min tro, men nu vrimler det med spørgsmål, og for mig giver meget af det som står i Biblen egentligt ikke rigtig nogen mening, og de forklaringer som Biblen kommer med omkring Gud og verden, ja, de hænger ikke rigtig sammen med den overbevisning jeg efterhånden har fået omkring Gud, og ja, omkring hvad der er virkeligt og sandt, og hvad der ikke er virkeligt og sandt.

Jeg har det sådan, at hvis Gud er fuldkommen, evig og alviden, så ville det være meget underligt hvis Gud stod bag en fysisk verden af dualitet, og at Han skulle have skabt mig som et dualistisk væsen i en krop. Jeg tror det er meget vigtigt, at vi lærer at tænke abstrakt, for ellers er det meget svært at forstå, ja, umuligt at forstå, acceptere og erkende det formløse, sindet, ånd.

Intellektuelt forstår jeg godt at det ikke kan lade sig gøre, at tid og rum kan have sit udspring fra det evige, men rent følelsesmæssigt er der stadig en masse blokeringer, som gør at jeg flygter fra at give helt slip på mine falske overbevisninger om mig selv og verden.

Jeg tror at Jesus kom ind i vores verden, som bevidstheden om Gud, og at han viste os at synd, skyld og frygt ikke er virkeligt, men blot en tåbelig ide vi knytter os til i vores eget sind. Jesus forenede sig med Guds Sind, og kunne derfor ikke lide, selvom Biblen meget gerne ville have ham til at lide og dø. Som jeg ser det, så kan et skyldfrit sind ikke lide, og skyld kommer sig altid af, at vores sind tror det i virkeligheden har kunnet adskille sig fra Gud.

Kære Manjana, det er meget meget abstrakt det budskab som Jesus formidlede til vores verden, og selvom jeg efterhånden har fået en meget dyb forståelse af dette budskab, så er det ofte lidt svært at formidle det videre på en måde, så det kan fremtræde som noget konkret vi kan forholde os til og acceptere.

Men du er også inde på noget i dit indlæg omkring, at kunne se de dybder budskabet rummer, og det tror jeg også er vejen til forståelsen og erkendelsen af det som budskabet indeholder.

Jeg tror at Jesus kom til verden for at vise os, at synd(adskillelse) ikke er virkeligt, og det gjorde han igennem sin accept af sin sande identitet som Kristus. Han vidnede om kærligheden, og trandcenderede alt det som blokerede for kærligheden i hans eget sind, så kærligheden frit kunne formidle sig igennem hans sind, og ud til alle hans kære brødre og søstre, så vi kunne komme i kontakt med kærligheden i vore hjerter. Ja, han tog døden på sig, og han tog også egoet på sig, men kun for at vise at hverken døden eller egoet er virkeligt, og at hverken døden eller egoet kan påvirke Sandheden. Han viste os, at vores lidelse, skyld, smerte, vrede, had og frygt, kun er forårsaget af vores fornægtelse af vores sande identitet som ånd.

Frelse er at give slip på det falske i ens sind(egoet), og tilgive alt, og derigennem helbrede den skyldfølelse som illusionen om adskillelse(synd) har bragt med sig.

Hvis Jesu budskab i hans korsfæstelse, og ja, i det hele taget hans tilstedeværelse her i vores verden, blev fortolket af Helligånden, så ville der have stået noget helt andet i Biblen. Meget af det som står i Biblen, er ikke i overenstemmelse med en alvidende og kærlig Gud, men snare om en uvidende og barnlig gud, som lader sin egen uansvarlighed gå udover hans skabninger, og ja, ikke mindst hans elskede Søn.

Jeg prøver at sætte tingene i perspektiv, og nogen gange så kan det måske godt virke som en trussel på det trossystem som Biblen bygger på.

En alviden Gud måtte også vide hvilke konsekvenser det ville have, at skabe dualitet(paradisets have med det berømte træ). Og hvis det nu virkeligt kunne lade sig gøre, at noget Gud har skabt, skulle kunne adskille sig fra Ham, og ja, synde, så giver det ikke nogen mening, at Soning/forsoning ville kræve tid, ja, medmindre Gud lige skulle bruge lidt tid til at tænke over en plan, som kunne rette op på noget Han selv var ansvarlig for.

Og ja, hvorfor i første omgang skabe en fysisk verden, hvis Gud er fuldkommen og alt Gud skaber er fuldkomment som Han Selv?

Jeg tror at Jesus kom for at vise os, at den adskillelse eller synd vi tror der er blevet begået, i virkeligheden blev Sonet i det samme øjeblik den opstod i vores sind, og at vi blot skal acceptere denne Soning som Jesus gjorde. I tiden kan det godt se ud som om, at Soningen tager enormt lang tid, men i evigheden giver tid ingen mening. Jesus kan ses som den del af vores sind, hvor Soningen er accepteret, og hvor adskillelse eller synd ikke ses som virkeligt, og i denne del af sindet er der ingen frygt, men kun fred, tilgivelse og kærlighed.

Lidelse og død hører op, når det er at årsagen til lidelse og død erkendes som falsk, og årsagen(ideen om adskillelse, synd), ligger dybt fortrængt i vores sind. Og hvis vi er villige til at give Jesus/Helligånden ansvaret for at dømme og fortolke, og vi så blot konsentrere os om at praktisere tilgivelse, så tillader vi også Jesus/Helligånden at helbrede vores sind, og frigøre os fra vores ego, og ja, frigøre os fra illusionen om lidelse og død.

Og jo, der står mange smukke ting i Biblen, men det er meget et spørgsmål om at kunne skelne imellem, hvad der kommer fra menneskets ego, og hvad der kommer fra ånden.

Jesus er et eksempel på, hvordan et menneske handler og agere i denne verden, når egoet er trandcenderet og ideen om adskillelse(synd) er blevet fuldkommen tilgivet. Hans udgangspunkt var altid hans sande Selv(Kristus), og der hvilede han sikkert i bevidstheden om Guds fuldkomne og upåvirkelige Kærlighed. Tilgivelse er det redskab som er givet sindet, så sindet igen kan vågne op, og se sig selv som det i evigheden altid har været, ånd.

Det sande spirituelle budskab er altid, at det vi praktisere overfor mennesker, verden, omgivelser osv, vil også være det vi selv modtager. Handlingen sker altid på sindets-plan, altså på tankeplanet, og derfor er det en god ide, at bevidstgøre det plan som meget ofte er ubevidst for mennesket.

Sorry, men nu blev det vist også en meget langt indlæg jeg fik skrevet her. Jeg har det med at lade mig rive lidt med, når det er jeg sidder her og skriver.

Fjing fjong, og lad det blot være sådan, ik...

Og tak fordi du deler dine smukke tanker med mig, kære Manjana.

Kærligst Jan.

Hold da op, og jeg der troede jeg var afklaret. Er jeg på sin vis også, men der er rigtig meget i det du skriver, der er utrolig spændende. Noget af det, er det som om, at jeg kender allerede, men andet er meget fjernt fra mig.

Men det giver alligevel en form for mening, selv om jeg ikke helt forstår det.

Jeg havde ellers tænkt mig at Biblen skulle være næste skridt i min proces, men det gemmer jeg lige lidt. Det her er langt mere spændende, og giver faktisk en del mere mening end Biblen.

Netop også fordi, at den kærlige Gud jeg mener at kende i dag, slet ikke kan sammenlignes med Gud, som han beskrives i Biblen. En kærlig far, ville aldrig tillade sine børn at lide, netop derfor giver det ingen mening, at han har skabt den fysiske verden som vi kender den, når han selv er fuldkommen som du også skriver.

Det giver heller ingen mening at han har befalet de krige, der er beskrevet i det GT, så barbariske de er. Og det giver absolut ingen tryghed at der er udeladt skrifter i Biblen, som skulle være ord fra Gud. Det var egentlig det jeg ville gå i dybden med.

Men det er et fantastisk indlæg og jeg måtte lige læse det et par gange. Der er mange nye tanker, men alligevel sjovt nok, virker de alt andet end frastødende.

Og det er underligt netop fordi jeg havde den tro jeg havde.

Du skriver:

Jeg begyndte for nogle år siden at vende blikket ind af, og siden da er tingene på en måde kommet helt af sig selv(ja, hvilket altid har været tilfældet, men jeg har blot ikke været vågen nok til at kunne se og forstå, og ja, tage imod den vejledning som kom fra mit eget indre). Jeg startede med at læse omkring kroppens fysiologi/anatomi, og omkring det biologiske system inde i kroppen, og derefter begyndte jeg at læse omkring det spirituelle, og jeg kan se nu, at tingene kommer alt efter hvor parat jeg er, altså om jeg er parat til at tage det næste skridt uden frygt. Frygt blokere altid for at vejledningen fra Helligånden og Jesus kan komme ind i ens bevidsthed, for ja, hvor der er frygt kan kærligheden ikke komme ind, eller måske rettere, så tillader det sind som er frygtsomt ikke at kærligheden kan vejlede, for ellers så havde sindet jo også valg kærligheden frem for frygten, men det er så en længere historie.


Jamen det gør ikke noget at det er en længere historie, fortæl fortæl. Kan det være årsagen til, at depressioner forekommer? Jeg tænker på, at hvis man sidestiller frygt med depression, er det så fordi vores angst for det nye, giver sig udslag i depression så det nye/vejledningen bliver blokeret? Det giver virkelig mening.

Eller man tør ikke udforske nye veje i sit liv, at mange derfor ikke er åbne overfor Jesu kærlige vejledning? At de derfor vælger enten det forkerte, eller bliver i noget af falsk tryghed?


Du skriver:

Jeg tror at vores indre vejleder viser os hvilken vej vi skal gå, og så er spørgsmålet hvordan og hvornår vi kommer i kontakt med vores indre vejleder. Vi er på eet plan individer, og på et andet plan er vi alle een, og for mig drejer det hele sig om, at være i kontakt med det som kan se helhed og eenhed, og lade mig vejlede derfra. Og ja, det fundementale spørgsmål for alle mennesker(ubevidst eller bevidst), er jo egentligt: Hvem er jeg?



Dette kan jeg forholde mig til. Et af de steder jeg føler jeg kender til. Jeg er dog ikke sikker på at jeg forstår det rigtigt, men det er set ud fra et spirituelt synspunkt på det åndelige plan ikke? Eller tager jeg helt fejl?

Det du beskriver fra Ekim, er helt nyt og nej ikke svært at forstå men hvor vanen, tankens vane har fået mig til at tro noget andet, er det svært at forholde sig til. Det er nyt men bestemt værd at undersøge nærmere.


Du skriver:

Hvis Jesu budskab i hans korsfæstelse, og ja, i det hele taget hans tilstedeværelse her i vores verden, blev fortolket af Helligånden, så ville der have stået noget helt andet i Biblen. Meget af det som står i Biblen, er ikke i overenstemmelse med en alvidende og kærlig Gud, men snare om en uvidende og barnlig gud, som lader sin egen uansvarlighed gå udover hans skabninger, og ja, ikke mindst hans elskede Søn.


Ja det her ville kristendommen aldrig erkende. Men Biblen er sammensat af mennesker, religionen er bygget af mennesker. Hvem siger det er sandt? Det må da være Gud der ved bedst. Men igen, hvem siger at Ekim har ret?

Det er svært at forstå det du beskriver om hvorfor Jesus kom til verden. Ja der skal man virkelig tænke abstrakt, anderledes. Turde gøre det.

Du skriver:

Ja, han tog døden på sig, og han tog også egoet på sig, men kun for at vise at hverken døden eller egoet er virkeligt, og at hverken døden eller egoet kan påvirke Sandheden. Han viste os, at vores lidelse, skyld, smerte, vrede, had og frygt, kun er forårsaget af vores fornægtelse af vores sande identitet som ånd.


Mine veninder og jeg har ofte spurgt os selv og hinanden om, hvorfor vi ikke kan komme ud af det dødvande vi nogengange føler vi er i. Kan dette have noget med det at gøre? At vi simpelthen fornægter vores sande identitet?

Du skriver:

Lidelse og død hører op, når det er at årsagen til lidelse og død erkendes som falsk, og årsagen(ideen om adskillelse, synd), ligger dybt fortrængt i vores sind. Og hvis vi er villige til at give Jesus/Helligånden ansvaret for at dømme og fortolke, og vi så blot konsentrere os om at praktisere tilgivelse, så tillader vi også Jesus/Helligånden at helbrede vores sind, og frigøre os fra vores ego, og ja, frigøre os fra illusionen om lidelse og død.


Det er nok ikke så enkelt som det lyder. Men til sammenligning med Biblen, siger Jesus jo også at alle der lider skal komme til ham, for hans åg er ikke byrdefuldt.

Men at tilgive, er ikke altid let. Ind imellem tænker jeg at noget kan ikke tilgives. Men så bliver man vel heller ikke lettet for de byrder?

Dette kender jeg:

Det sande spirituelle budskab er altid, at det vi praktisere overfor mennesker, verden, omgivelser osv, vil også være det vi selv modtager. Handlingen sker altid på sindets-plan, altså på tankeplanet, og derfor er det en god ide, at bevidstgøre det plan som meget ofte er ubevidst for mennesket.


Hvilket jeg tror er rigtigt. Lidt ligesom nemesis. Men som spirituel er det jo noget man lærer. At hvad man sender ud i universet er det, der kommer tilbage.

Det har faktisk ikke været nemt mht, at være troende kristen, og samtidig vide at man var spirituel. Og det er ikke noget jeg har skiltet med ret meget i offentligt forum. Men jeg er nød til at erkende med mig selv, at jeg er den jeg er, med de holdninger jeg har.

Noget der også er svært, er det at vide, at tror man på Jesus Kristus som han beskrives i Biblen, Gud, Helligånde osv. Kan man ikke samtidig være spirituel.

Men den måde du beskriver det hele på, falder sammen med mine tanker også. Især de steder, hvor jeg føler at der er noget galt med den måde Gud beskrives på, og det at han som en kærlig far, har skabt det hele som det er her nu.

Så jeg er virkelig taknemmelig over det du deler med mig nu. Det er rimelig nyt for mig, men jeg vil undersøge det nærmere, for det føles som om, at det er noget for mig.

Mange hilsner
Manjana