Kvinden Katy, Kate Bush, i mit liv. Lyt lyt til min spirituelle joybird og vokalbird, se senere.

jeg har altid haft en svaghed for Katy, Kate Bush, men her rammer hun mig så præcist, hun finder min inderste kerne af temperament og spiritualitet, gejst, humør, overskud og livsglæde, blæret ironi overfor det prosaiske i tilværelsen, især 3 minutter fremme får hun fat og så, ja så kører det, hende må jeg hilse på før jeg forlader denne planet. Foreløbig har jeg alle hendes cd-er og har meldt mig ind i fanklubben.


Hendes dobbelt album Aerial ("A Sea of Honey" og "A Sky of Honey"), er måske nok det bedste jeg nogensinde har hørt. Ja nu er jeg sgu forelsket igen. "fucking brilliant", "a true original". Den der blærede ironi overfor det prosaiske i tilværelsen, hjertelige latterlige hån overfor det prosaiske i tilværelsen må være min religion og jeg er tæt på at sige: "I don't believe in God, but if I did, her music would be my bible".

Om noget kvinden formår at forene det poetiske og erotiske med sjælelig dyb alvor og seriøsitet.

hendes violin crazy vokal spiritualitet rammer mig så præcist og igen: "I don't believe in God, but if I did, her music would be my bible". Nøjagtig den samme joy spiritualitet og crazy blærethed overfor det prosaiske her i livet, finder vi hos Paulus, blot i den maskuline udgave, hvor hun er meget fin og feminin. Som Paulus er religionernes Shakespeare er hun rockens, den poetiske erotiske sensuelle rocks "Shakespeare -inde". Hun er nøjagtig lige så provokerende som Paulus, fordi vi normale, dødelige og jordiske må bøje os og sige om dem begge: "fucking brilliant", "a true original".

http://www.youtube.com/watch?v=9M8bpPL6FUI


Mange kærlige hilsner HansKrist.

Hej "lovebird"...;)

"Som Paulus er religionernes Shakespeare er hun rockens, den poetiske erotiske sensuelle rocks "Shakespeare -inde"...".

- Prøv Joni Mitchell...;)

mvh
Simon

hihi til den med "lovebird",

ja Joni Mitchell er også en rigtig ekvilibristisk vocalbird der spænder vidt, måske jeg kunne blive glad for hende også

du er glad for musik og jeg husker dine "snakke" med en vis salome mener jeg det var.

De første mange år af mit liv har musik stort set ingen rolle spillet, og min bror var sur over at jeg gav ham Sparks i julegave, fordi han bestemt ikke brød sig om Sparks og han godt vidste det var det eneste musik jeg havde en forkærlighed for, så han havde gennemskuet at den julegave jeg gav ham mere var til mig selv (vi lyttede jo til hinandens musik).

Jeg er en analfabet mht musik, selv om min bonus søn der er udøvende musiker (ikke professionel endnu) og vild go med en spade/guitar, påstod at både ham og jeg selv, vi måtte revidere den ide at jeg var en total analfabet med hensyn til musikglæde, fordybelse og forståelse, efter at han havde læst nogle mails jeg sendte til ham om hvad Jimi Hendrix havde gjort ved mig. Nemlig introducerede han mig for Hendrix og jeg købte straks alt, og begyndte at lytte dertil og så skrev jeg hvordan jeg blev påvirket og hvori jeg fandt mandens originalitet og hvori han adskilte sig fra stort set alle andre. "Du kender ikke begreberne Hans (og ja du aner ikke hvad en akkord eller tone er for noget), så du bruger dine egne ord til at beskrive din oplevelse, glæde og forståelse af Hendrix, men efter at have læst hvad du skriver, må du aldrig mere sige at du er dum på musik, for det er du ikke, for din anmeldelse er en fremragende præcis beskrivelse (og original da du bruger helt andre ord end vi ellers bruger) og afslører at du er meget følsom overfor musik og virkelig har sans for musik". Så nu har ham og mig "chiller" aftener hvor vi nyder Coca Cola og pizza og musik sammen. Dog har vi lige bestemt at traditionen skal ændres til Culottesteg og rødvin efter i nogle år at have været som beskrevet.

Nå men sandheden er at jeg føler mig dum på musik og sådan vil det nok altid være, men min umiddelbare glæde, følsomhed og påvirkelighed (at blive grebet og rørt og bevæget) til trods den "idiot" jeg er, den vilde, eller ukultiverede person jeg er på området, kan ingen ta fra mig.

Husker da jeg studerede medicin, en skøn attraktiv kvindelig medicinstuderende, som jeg fulgtes med på holdet, besøgte mig og fortalte mig om en forelskelse der blafrede i hendes liv. Jeg hørte om denne person som hun på malerisk vis beskrev, og ja det mest karakteristiske ved ham var at han var et musisk menneske. At denne person, dette menneske, var mig, havde overhovedet ikke strejfet mig (men da jeg blev underrettet herom havde skæbnen spillet ind og vi var begge gået til anden side). Fra da af var jeg klar over at dette at være et musisk menneske, ikke nødvendigvis har at gøre med om musik og sang spiller nogen rolle i ens liv.

Men guderne skal vide jeg er skide misunderlig på folk der er udøvende musiker og sanger og kan deres kram eller folk der professionelt set har forstand på musik. Og jeg vil altid have et mindreværdskompleks i den sammenhæng.

For få år siden ville det være helt utænkeligt at jeg turde en drøftelse om musik og sang og genre, og fx svare dig her.

At gå i Operaen med Bjørnen og RoseMarie ville jeg også kunne nyde vildt meget, men Bjørnen er usikker på min uslebne ukultiverede adfærd, "inkonsitistente" verbale adfærd og hvis jeg lukker "Tiger pis" ud mener han det bliver en fæl oplevelse. De få gange jeg fik gratis billetter til klassisk musik i Århus Musikhus, har jeg været i den syvende himmel, jeg elsker klassisk musik, men er ikke kender af klassisk musik overhovedet, igen jeg elsker noget jeg ikke har en dyt forstand på, nøjagtig som jeg indimellem forelsker og elsker kvinder.

Ud fra psykoanalyse, med fokus på min opvækst, kan jeg godt forklare hvorfor Katy (Catherine), Kate Bush, rammer mig så præcist, men det vil jeg spare dig for Simon.

Forleden dag talte mig og min underbo om at vi ingen stærer havde set i år. Så igår spillede jeg Aerial for fuld skrue med alle vinduerne åbnet, så det kunne høres selv i Aalborg, og så da jeg kommer ud efter at have spillet stykket om igen og igen fra ca 2:20 - 4:00 hvor Kate Bush er i en hjertensskærende mellemgulvs latter duet med en solsort der åbenbart tricker hende vildt, da sidder der sgu en stær på nabohuset der har fanget solsortens strofer ret præcist.

En lille selvbiografisk afsløring er at jeg er så priviligeret at have været sammen med, i selskab med, flere kvinder der ler nøjagtig både så djævelsk mystisk og himmelsk vidunderlig som Kate Bush gør der. Hvorfor de også ofte har gjort det når vi skal ha sex sammen, forstår jeg ikke eller gør jeg ligefrem at sige til dem at der da ikke er noget at grine af, for nu er det alvor, har jeg heller ikke turdet, så vi har så lige fået os et godt grineflip som indledning, og nogle gange er grineflippet så dominerende at det sjove ender med at blive aflyst. Det er godt at kunne få kvinderne til at slappe af, men der er åbenbart grænser, for så hysterisk afslappet kan åbenbart påvirke biologien i en uhensigtsmæssig retning, set i forhold til ens oprindelige forehavende.

Jeg tror jeg er inde i en mindre identitetskrise som får mig ud i lange selvbiografiske udflugter. Min mor siger godt nok, "Hans, kriser er det ikke noget der går over, en overgang, det er da ikke noget man kan være i hele livet, er det det?". Hun er både skarp og lidt fræk.

dbh

Hans-Kristian

Jeg kan godt forstå din betagelse af Kate Bush, hendes personlighed, hendes musik, hendes fremtoning og totalt intuitive og meget sensuelle sceneoptræden. Det virker erotisk og næsten som en hel religiøs hengivelse.

Når jeg hører hende, tænker jeg på både Bjørk og Eivor. Og så vækker Wuthering Heights mange minder, og den er vel nærmest "implanteret" i mig fra teenageårene

Musikken i Aerial er nærmest helt hypnotisk dragende og meditativ. Den kalder på hengivelse, og kan nok kun virkelig nydes, hvis man kan hengi' sig. Og der kan jeg godt forstå, at du hører den for fuld skrue. Sådan har jeg det også med enkelte U2-numre og klassiske stykker/værker.

Og oplevelsen fuldendes, hvis musikken høres og opleves live ... ligesom opera ... apropos Og ja, hvornår er det så liiige, at vi skal i Operaen? Er tiden ikke snart ved at være moden til den fede dames skønsang?

KNUS og glade tanker fra RoseMarie

Hej Birdie..;)

Joni Michell var et pip til kvalitetsbevidste ører, hvor det stort set er ligegyldigt fra hvilken skive nålen sættes i rillen, for små vibrerende ører vil sikkert uanset stimuleres af den stemningsmættede lyrik fra ret originale kompositioner, frembragt af en lang række sublime musikere fra det amr. jazzmiljø, dvs. forudsat ørerne da ikke er helt galt skruet på fjerposen. Du går nok ikke helt galt i byen med ”Mingus” ell. ”Don Juans Reckless Daughter” på trilleren. Der er intet i vejen med ”bushmusikken”, ta’ ikke fejl, men som underlægningsmusik i ”kærlighedsbox 1” synes jeg du bør overveje en gennemlytning af sidste nummer fra albummet ”Wild things run fast”, og jeg sætter da gerne en struds på at du derefter slet kan holde dig fast på væggen Birdie, tro mig, dén sidder lige i stærekassen! ;)

Fru Mitchell er skam kyndig ud i kunsten at skabe resonans for sin poesi med smukke toner, helt som forholdet er det, når vi fx anerkender Døden i Venedig som et mesterværk, hvor det tematiske dér bæres gennem kærlighedens slagmark af Gustav Mahler. I andre sammenhænge er trenoi og oder bare understøttet af spinkle noder, hvor det at være glad eller trist i en musik, der løfter og fører os ganske bestemte steder hen, pludselig bliver noget lidt andet end det at være glad for musik. Ak ja, hvad bruger vi dog ikke musik til i denne tid? Den akkompagnerer snart alle livets forhold, lige fra oplåsning af døre til et indestængt fylde til oplåsning af toiletdøre hos DSB, hvor den kværner én i faste rotationer, hvorfor nogen sikkert snart låser sig ud af sig selv. Så er man så at sige på den. Men er du mons tro så også på Ella Fitzgerald når hun synger Cole Porters…”Birds do it, bees do it, even educated fleas do it…”…hvor hverken krager eller skader jo er udelukket fra sagens natur, ej heller de gamle, no offense, for enhver ved jo, at det med tiden godt kan blive svært vanskeligt at svinge sig op i træet, hvorimod det altid er gået lidt tjep med at komme ned, ik’ Birdie? ;)

Jeg husker fint de klagende lyde fra ’Sparks, men lå de ikke truende nær lydoplevelser fra et fluidum af grønt fostervand, hvor ”bushmusikken” var et andet habitat?
Nutidens musik ser jeg for en stor del som ”økonomisering” med tidligere kunstneres værker – når man ikke selv kan, må man bruge de andre osv. Godt man ikke er musiker…;)

mvh
Simon

Hej Simon

Ku' du ikke lige røbe titlen på det Joni Mitchell nummer du anbefaler? Jeg har ikke albummet, men kunne da godt tænke mig at høre det via YouTube

Bedste hilsner fra RoseMarie

Hej RoseMarie..

Joda, det var da oz flabet af mig...;) - kommer her:







mvh
Simon

P.s.: du ka' roligt købe albummet eller cd'en, den spækket med de smukkeste sange om kærligheden som den jo udtrykker sig for os gennem et utal af slør...;)

... og jeg takker og nyder

Jeg kan forstå din betagelse, du er jo betaget af fysisk udfoldelse. Men det er ikke noget for mig.

Vatnisse, som jeg er foretrækker jeg:



Eller hvis det skal være romantisk:



Men sådan er vi jo så forskellige.

Hej du stille Michael..;)

Smukke sange du leverer dér.

Er det ikke vidunderligt med fysisk udfoldelse, også hvad kærligheden angår, den må jo udtrykke sig, så dem vi elsker rigtig mærker deres nødvendighed i vores liv. ikke sandt? ;)

Prøv dem her:







mvh
Simon

Lidt til Michael:



mvh
Simon

Jeg faldt lige over en radioudsendelse om Joni Mitchell

http://www.dr.dk/P1/Serier/Sommerhoejskole_paa_P1/Udsendelser/20090521124707.htm

Sommervarme hilsner fra RoseMarie

gennem den sang som synges til jorden i frihed, kommer den store begyndelse til ringheden

I Kristusbegivenheden synger Gud selv for, her stemmes vi i frihedens og åndens toneart, hvor vi både har sangen, følelserne og humøret og tankerne (ideerne og motiverne) fra Gud (eller ånden om man er ateist) direkte. Det er Paulus og Berdyaev og Badiou (Platon og Jung og Hölderlin og mange andre skylder vi tak), der har dette fantastiske syn på ånden, bevidstheden og hjernen vores, ikke som udelukkende tilhørende væren og det værende, det der er, men som takket være vores eksistentielle frihed konstant er involveret i at noget nyt hele tiden bliver til. Altså at mennesket er kreativ eller skabende til i verden og at dorskhed og åndelig sløvhed at ligedanne og pantsætte sin ånd alene i det der er, væren og det værende, inklusiv viden og fornuft eksempelvis (der lever af det der er og som tingene er, og ikke som de kunne blive (nyskabende tilblivelse og forandring i ekstatisk grebethed)), i så fald er vi ikke mennesker ifølge Kant (Paulus, Luther, Berdyaev og Badiou) om vi ikke har den eksistentielle skabende historiske frihed.

Mennesket har viden og kan tilegne sig fornuft via en skoling og opdragelse, men mennesket er ikke fastlåst og slaver af disse forhold (og må ikke ha sin fulde identitet her (viden og fornuft tjener os godt, længere rækker de to ikke)) ifølge de eksistentielle ontologiske tænkere der opfatter virkeligheden som havende nyskabende begivenhedskarakter, som vi finder hos Paulus; Böhme, Berdyaev og Badiou. Så spørgsmålet er hvordan vi river os fri af Dawkins og Lone Frank's pessimistiske naturvidenskabelige evangelium om mennesket, der fratager mennesket den eksistentielle frihed og kreative handlekraft og tro på newness, tro på at noget nyt kan ske og hænde for os i vores liv (Dawkins og Frank og simon og bjørnen vil selvfølgelig hævde de ikke er reaktinære og dorske, slaver og ufrie (men ihvertfald ud fra Paulus Badiou og Zizek præsenterer og repræsenterer de en ufrihed ind i verden, hvor de ønsker at lænke mennesket frem for at forløse og styrke menneskets eksistentielle skabende frihed og muligheder (ikke så mærkeligt at de sætter deres tillid til psykofarmaka når de ikke selv magter dette forhold)).

Det hele drejer sig om hvorvidt vi tilhører vesten, Platon (Jung) og Paulus (Badiou) eller vi tilhører østens filosofi og religion, som ikke aner noget om den eksistentielle frihed og kreativitet og nyskabelse, som ikke aner noget om de vertikale diskontinuerte disparate skabelsesøjeblikke (Bealtes og rockmusikken fx) i menneskers liv, ja endda benægter at disse eksisterer og betragter disse som uvedkommende støj, fordi mennesket skal vende sig imod det der er (væren som findes i stilhed og ikke i tilblivelsens urgrunde frie kreative nyskabende musik, de skabende numinouse begivenhedsøjeblikke i vores liv, der er et brud med det der er) bruddet der sætter os er de skabende vertikale begivenhedsøjeblikke (i eksistentiel frihed og kærlighed) vores liv er så fyldt med om man tør lade sig ekstatisk gribe af disse (tør dopamin kredsløbet og forhjernes kreative aktivitet) uanset om de kommer som hymner og sang (humør), som motiver ideer og tanker eller de indfinder sig i forbindelse med revolutioner, revolutionære begivenheder og hændelser på storpolitisk samfundsniveau (hvor man slås for frihed, lighed og broderskab (Paulus og Marx)), eller vi er nede og kigge på de revolutionære begivenheder der finder sted i kærligheden i familien, og i den store nyskabende revolution forelskelsen og kærligheden altid er i to menneskers liv.

Begivenheden Kristus: "a genuine road-to-Damaskus experience":

"Grib i din væren det, der har grebet og sprængt dig"; Glem aldrig hvad du har mødt", "Elsk det, som du aldrig ville kunne tro to gange", Fortsæt med at være denne, person, eller en og anden, der er blevet grebet og forrykket af en sandheds begivenhedsproces". Alain Badiou.


Michael sætter sig og placerer sig i væren, i det der er, som han går til i eller op i (her finder han sig selv (nej siger kristendommen, kun i en forrykkelse og i et brud kan vi finde os selv, ikke i os selv, ikke i nuet, ikke i det der er)). Det michael prædiker om og om igen er østens religiøse budskab, new age buddhisme, som vi bliver oversvømmet af over fra usa, som vore dages folkereligiøsitet, new age buddhismen og deres statiske meditationsformer.

Hvis man gerne vil forstå hvorfor vi overdænges med dette billige bras fra usa, i stedet for at forstå den kontinental europæiske filosofiske diskurs om de her forhold som er meget meget dybere og grundigere udarbejdet (Freud, Jung, Berdyaev, Barth, Bergson, Heidegger, Sartre, Morin, Badiou og Zizek (Lacan) for blot at nævne nogle) men indrømmet også meget meget sværere at tilegne sig end det michael og alle andre nyreligøse shopper rundt i på grund af et velordnet samfund der ikke kræver en stor indsats længere af den enkelte, men hvor leden og kvalmen om hvad pokker man skal gøre ved sig selv dominerer; da skal man læse Allan Bloom: "The Closing of the American Mind".

Forskellen mellem øst og vest (Buddha og Kristus) er meget tydeligt, forskellen på deres spiritualitet og forståelse af bevidstheden og mennesket, og det er at i vest skal du elske og lade dig gribe (turde forlade dig selv for at have et positivt projekt med den anden, den for dig fremmede, kæresten, vennen, udlændingen); og i øst, må du ikke dette, havet må ikke være uroligt, du må ikke knytte dig, du må ikke elske, det skabe kun bånd og lidelser (men du må have medlidenhed og medfølelse (det ypperste buddhismen kan svinge sig op til, men man må ikke particiere i kærlighedens ekstatiske muligheder for et kreativt virke)), du må ikke forlade dig selv og blive til i de medrivende kærlighedsbegivenheder livet ellers er så fyldt med, dette er støj, dette er tegn på mangelfuld åndelig og personlig udvikling, nej siger Jung med Platon, og nej siger Badiou og Zizek med Paulus.

Vil man forstå forskellen på øst og vest, da kunne man prøve at stille Buddha og Nietzsche op overfor hinanden. Stort set alle foretrækker Buddha men jeg er ikke et øjeblik i tvivl, Nietzsche fylder mig med kærlighedens glædestårer, så stor er min kærlighed til Kristus, til vestens spiritualitet og så stoisk fejgt dekadent og kujonagtigt finder jeg buddhismen at være, inklusivt vores dages new age buddhisme, michael og tolle nollerne og hvem fanden de er, de siger alle det samme og de er syltede i en værensontologi (østens værens ontologi og hellenistiske værens ontologi som ødelagde urkristendommen med en falsk metafysik) som den paulinske kristne spiritulitet altid har været i opposition til, fordi denne er skabende og elskende (dette at turde elske, og dermed leve ikke ud fra sig selv, men ud fra de kærlige hændelser og begivenheder der griber os, som vi skal turde lade os gribe af, participere i, for vi kan ikke finde et uberørt menneske, der kan undersøge sig selv uden at gå til grunde i os selv, ensomhed og pessimisme).


Thomas slægter michael på, men Thomas er åben og nysgerrig og studerer sagen og han flytter sig (michael nægter at studere og nægter at have en samtale med psykologi, neurovidenskab og i det hele taget videnskaberne, derfor er hans tanker aldeles ligegyldige, da de ikke en kontekstede i den livlige diskurs der går for sig på de områder vi drøfter; og michaels påstande er iøvrigt fyldt med fejl, derfor er hans tale volapyk, har kun værdi som selvsuggestion, hvilket det også er, en form for selvhypnose (michael der oplever noget ved at læse sine egne ord om og om igen uden overhovedet at sige noget nyt og kunne kontekste det han siger til andre videnskaber, modsat HansKrist der konstant er i dialog)).

Arne Thomasen magter ikke at forstå mit indlæg, og han stiller sig dogmatisk i "det der er ontologien" (værens ontologien (der er nul Paulus og Sartre hos Arne, han kan ikke engang stave til eksitentialisme)) og han ender gang på gang langt ude i kosmos og naturen, og aner ikke hvad eksistentiel frihed og skabende spiritualitet er for noget, han er låst i det der er og beskæftiger sig ikke med andet og sådan tumler han rundt i sine egne luner som Jung siger, når man ikke er herre i eget hus.

Bjørn og Simon hvor står de???? De står også i "det der er ontologien", værensontologien, som de gode naturvidenskabelige skolede drenge de er, og de har ikke fattet den historiske dimension i menneskets liv (den eksistentielle skabende frihed), som vi har fra Paulus, over Luther til Kant, Marx og Badiou.

Der er kun en på denne debat (ja i hele danmark) der magter at overskue tingene religionsfilosofisk tilfredsstillende, og stille det her mellem øst og vest, mellem new age, vore dages folkereligiøsitet (inklusivt Dawkins) op overfor den kontinental europæiske filosofiske teologiske diskurs, på en skarp måde. Ikke engang Rothstein der burde qua sin uddannelse og profession kunne gøre dette, magter det. Han forstår simpelthen ikke den vestlige kristne sekulære spiritualitet og ånd, op gennem hele middelalderen og til nutiden.

Uanset om feltet påstår jeg vrøvler, feltet; dem der skal bedømme mig offentligt, så siger domænet (de kyndige i religionsfilosofi og teologi og de kyndige omkring bevidsthed og spiritualitet) at jeg ikke vrøvler. Hvornår feltet anerkender mig (simon, bjørn mfl), ved jeg ikke; men lur mig om de ikke godt kan se jeg har fat i noget efterhånden og at jeg er den store øjenåbner her på debatten, hvor andre roder rundt i banaliteter og ordinære betragtninger, gab gab gab, host, host, host og taler upræcist om tingene. Mine ord og mine indlæg er skarpere end noget tveægget sværd og de slår til højre og venstre, fordi jeg tænker originalt i modsætning til stort set alle andre. Den store udfordring for en kreativ original tænker er at kontekste tankerne og gå i dialog med videnskaberne og de fortløbende diskurser på området, ellers ender det hele i ligegyldigt volapyk som ekim og michaels elendige dekadente lommefilosiske hjemmestrik der ikke holder vand, som når han siger at vilje er lig med begær, og at mennesket kan finde og forstå sig selv som hvilende i sig selv, alene ud fra vores naturligt havende centrum og centrering, hvor enhver form for begivenhed (sandhedsbegivenhed (forelskelse og kærlighed fx)) og hændelse der griber os ekstatisk i et brud, indbrud (de vertikale diskontinuerte disparate skabelsesøjeblikke) i en anfægtelse og forstyrrelse af det selvberoende hvilende i sig selv buddha menneske og sætter os excentrisk som subjekter, mennesker, med hinanden, afvises som støj, som rungende malm og klingende bjælde. At michael igennem årene konstant har tyvstjålet fra mig og sat mine erkendelser og indsigter ind i sit eget system, hjælper ham ikke, da hans eget system er bygget forkert op i udgangspunktet, bygget på forældet ontologi.


mange kærlige meget spontane legesyge hilsner HansKrist.

... og Tigeren slår til igen ... YEAH

Hej Hans,

"Thomas slægter michael på, men Thomas er åben og nysgerrig og studerer sagen og han flytter sig"

- Du har vist brug for at komme ned på jorden igen, Hans!

- Jeg flytter mig derhen, at jeg finder dit syn på sagen interessant som perspektiv, ikke som sandhed. Sandheden mener jeg nu - som altid - stråler i al sin Ånd fra Jesu ord... og åbenbares inden i det menneske som holder fast i dem. Dernæst kan den tales som et levende vand.

Sandheden er Gud, og Gud er Ånd - men Jesus udtrykker den i ord og gerning, og deraf kan vi alle lære.

Men fra et akademisk synspunkt kunne det være interessant at underkaste dit perspektiv en mange-facetteret analyse, der inddrager psykologi, filosofi, sociologi og antropologi.

...Men derudover mangler dit perspektiv alt det, som er værd at efterstræbe åndeligt.

Hej du...

Jamen, hun er ikke så tosset, JM...but now to something completely different - take a bite of them apples:



Nyd varmen...
Simon

Jamen ohøjsa Arne...

"Jeg er ikke interesseret i denne tråds emne: "Kvinden i dit liv".

- Du har en ganske morsom trang til at kommentere sager der, som du skriver, slet ikke har din interesse - lidt som bnår du agiterer for religiøse meninger og synspunkter der ligeledes ikke er dine, osv. Er det ikke pragtfuldt med sådan en opslagstavle, du bette kommunikationsrådgiver? ;)

mvh
Simon

Hej Arne,

Det er ikke tilfældigt, at han blev smidt på porten på en anden offentlige debatportal. Han er uden for pædagogisk rækkevidde, indtil han begynder at tage sig selv og sin kommunikation alvorligt. Men han er selv nødt til at ville. Ingen kan gøre det for ham.

Hver gang du svarer ham, så overrasker du mig... hvorfor ikke bare lade ham være? - Ærligt talt, Arne: Jeg tror, at det ville være det bedste forsøg på at højne denne debatsides indhold. Der ville ikke komme lige så mange indlæg, men her må princippet om kvalitet over kvantitet have sin ret.

Jeg håber virkelig, at du vil lære at ignorere ham, så vi kan få nogle ordentlige diskussioner. Er du mon villig til dette? Lad være med at lade dig provokere. Det er det ikke værd. Jeg respekterer din lødige debatindsats, og jeg læser dine indlæg med stor interesse. Men tråd efter tråd bliver ødelagt, fordi du reagerer på hans ligegyldige person-provokationer og mangel på seriøs debatdeltagelse.

Jeg har omsider lært ikke at lade mig provokere (det tog mange år!), men det er ikke nok - vi er nødt til at være flere

Jamen hej i solen Arne..


"Ikke overraskende er du så åbenlyst med på holdet blandt dem, der ikke just inviterer til et højt og lødigt debatniveau".

- Tværtimod! Det er således fortvivlende svært ved at se dig som eksempel til eftervisning på noget der bare minder om et lødigt debatniveau, Arne. Og det er præcis hvad du gang på gang har vist alle, både her på en anden debat. Der er simpelthen for mange følerier i dig til at kunne håndtere saglighed. Netop derfor ser man altid dine sure miner, når du stikker hovedet ind i sager du ikke kan overskue. Igen må man spørge: hvorfor spilde ét minut på forurettelsen over Hans og i en tråd der slet ikke interesserer dig...nu du ka' nyde samtlige 60 sekunder i glæde over vovsen der altid efterfølger dine indlæg med bemærkninger af samme indhold? ;)

Op med humøret Arne. Brug dog tiden på at servere religiøse bud der giver dig så ufattelig glæde, det andet blir for barnagtigt.

mvh
Simon

Hej Arne,

Jeg giver dig helt ret. Vi ser for lidt til de mange "syn på tilværelsen" og "ideer om livet og verden" - eller som jeg kalder det, de "perspektiver" som hverandre bidrager med.

Men efter nogle års debatteren og efter at have set hvordan debatten højnes på debatsider, hvor en moderat censur skiller det fra, som Simon her præsterer af personlige fornærmelser, tror jeg i praksis ikke, at selv få liniers "sætten i relief" vil have en reel effekt.

...Som du selv siger, så vil næsten alle (hvis ikke hver eneste!) gennemskue disse svagheder - både ved debatten og personen bag. Og ved du hvad? - Jeg tror faktisk, at det er ved at lade dem stå alene, at de træder skarpest frem.

"Jeg kan jo let følge din tankegang, men jeg er ikke helt godt tilpas ved på forhånd at censurere enkeltpersoner bort fra en debat p.g.a. et generelt og markant lavt debatniveau".

- Nu har du jo fået spamet også denne tråd til at handle om dine mange følelser for dit og dat. Dette, i stedet for at ignorere ting som angiveligt ikke skulle interessere dig.

Beklager, men tråden her handler ikke om dig Arne - lav en tråd der gør dig til tema i stedet.

mvh
Simon

Hey Arne Tdumsen

nå du synes også den var lidt sjov, den her:

han kan ikke engang stave til eksitentialisme -

Nu ved jeg så lidt om hvor jeg kan få kontakt, hvor jeg kan finde dig Arne Tdumsen (den (Tdumsen) var også på dit niveau, hvor du bider på). Ja nu ved jeg hvor du bidder på (man skal møde læseren der hvor han er). Men så går du da ikke helt tomhåndet -åndet, fra mine indlæg, lidt får du da fat i. At så hvad jeg egentlig prøver på at sige flot ryger hen over hovedet på dig, tror jeg ikke kun er min skyld og mine evner for at formulere mig og skære tingene ud i pap.

Det skal siges at når du siger du ikke forstår et ord af mine indlæg at jeg i lang tid har haft dig mistænkt for at lyve, for at spille koket og krukket, for at at trække al opmærksomhed over på dig selv. Og jeg tror stadig ikke på at du ikke forstår et ord af det jeg skriver, blot har du opdaget at min tale er så meget anderledes end din egen tale og det du står for, som du helt sikkert har opfattet som altfavnende, nu får du så slynget et alternativ i synet (det jeg står for) som du aldrig selv har kunnet tænke dig frem til, magtet at tænke dig frem til, og det piner dig meget om det virkelig skulle være rigtig at der findes en forhjerne spiritualitet du ikke har fået øje på, nu hvor du er gået i stå og i frø netop fra forhjerneaktiviteterne. Men måske du kan få dopamin kredsløbet og forhjerneaktiviteterne og spiritualiteten her, Frankenstein spiritualiteten, op at køre igen efter at du har lukket den ned eller alderen har svækket den, men der er slet ingen tvivl om at det er vest og Paulus over for øst og new age vi her ser, som det er HansKrist (og vestlig kristen sekulær spiritualitet der er lig kreativitet) overfor michael, esther, og arne tdumsen, hvor der ingen kreativitet er i spiritualiteten, men hvor det hele tiden er en ligedannelse væren og det der er og en falden i svime herover, en gåen i et med dette unus mundus tapet (one world tapet), et fald ind i naturen og universet forstået som det der er, som væren, hvor enhver form for eksistentiel frihed og kreativ akt, skabelse og kreativitet er fjernet fra det menneske der skal opløse sig selv i Nu'et og væren, det der er; og dette er øst, dette er new age positionen, som kommer fra usa hvor den kontinental europæiske filosofi og teologi ikke er forstået, fx eksistentialismen, både den tyske, men så sandelig måske i endnu højere grad den franske, hvor Berdyaev spiller en helt afgørende rolle og han kan ses, spores, hos dem alle, selv de nye moderne.

Jeg går ind for frankenstein spiritualiteten, forhjerne spiritualiteten og mener at new age buddhismen kan forårsage forhjerne demens, og at Krishnamurti var ramt hårdt heraf (depressiv forhjerne demens, som michael og Tolle og arne tdumsen er ramt heraf, eller ihvertfald ubetænksomt flirter med det og ud fra hvad de skriver lider meget herunder). Så jeg peger på Frank Hvam og Casper Christensen og Desmond Tutu frem for Dalai Lama og new age buddhismen. Jeg peger på HansKrist fordi han tør tro på den paulinske frankenstein forhjerne spiritualitet, den eksistentielle frihed og kreative skabende akt. Ja jeg hader denne slaphed i forhjernen og alle de primitive religiøse demens forklaringer og fortolkninger i omløb der skal have lov til at diskvalificere en sund og stærk forhjerne aktivitet. Det er Paulus der opdager forhjernen og dopamin kredsløbet ikke mindst, den eksistentielle frihed som en åbning for at være aktiv kreativ og skabende til i verden, altså den historiske politiske og kulturelle dimension der er over menneskets liv og dets spiritualitet og intelligens. Vi kan ikke udtømmende beskrive menneskets i kosmiske naturlige værens og ordens kategorier, deri har Kant via arven fra Paulus og Luther ganske korrekt set filosofisk sat væren overfor friheden (ånden og bevidstheden og den historiske dimension, en diskurs vi finder videreført hos Hegel, som Marx vender på hovedet i sine historiske dialektiske materialistiske betragtninger på de her forhold, og som (altså væren contra frihed) videreføres i dag af de nymoderne marxistiske eksistentialister). Det er nøjagtig dette der er at finde hos Paulus og som der ikke findes spor af hos Buddha og i østen (iøvrigt også det michael ikke forstår en dyt af når han læser Jesus uden sans for eskatologien og den historiske dimension (den eksistentielle frihed og menneskets historiske skabende kreative udfoldelser, måde at være til i verden på), men mener at Jesus er en sød mild kærlig krishnamurti buddha i en lænestol der har givet afkald på forhjernens spirituelle eskatologiske frankenstein dimensioner for at være til i det der er og tilpasse sig naturens orden og harmoni, men intet kan være mere fejlagtigt at påstå om Jesus end dette michael der læser ind i Jesus). Men det er ikke bare michael der slet ikke har styr på tingene her, men også du arne tdumsen forstår det ikke, og ja du aner simpelthen ikke hvad eksistentialisme dækker over (og arven her fra Paulus, hvilken betydning kristendommen spiller i eksistentialismen, hvis det er den paulinske urkristendom vi taler om) og derfor aner du ej heller hvad der er eksistentielle væsentlige spørgsmål.


Det må være hårdt for dig arne og for michael, at I betragter jer selv som tilhørende left wing, og I så overhovedet ikke forstår en dyt af den her Kairos tidsline og spiritualitet hvor socialisme og marxismen opstår, nemlig: Paulus; Luther; Kant til Hegel og herpå Marx og de nymoderne marxistiske eksistentialister. Derfor hænger jeres religiøsitet, din og michaels religiøsitet og spiritualitet (betragtninger over bevidstheden), overhovedet ikke sammen med jeres politiske selvopfattelse og ståsted. Hvorimod min spiritualitet og mine betragtninger over det bevidsthedsmæssige hænger hamrende godt sammen med min left wing position, som jo er linien fra Paulus til Badiou (der går over renæssancen, Luther (reformationen), Pascal, Böhme, Kant, uafhængighedserklæringen og revolutionerne, Hegel, Marx, Berdyaev, eksistentialisterne (både de tyske og de franske ikke mindst)). Der er altid en fare for at eksistentialisme bliver til romantik og idealisme, som vi ser hos Kierkegaard vil jeg mene; Kierkegaard der ikke har forstået Hegel, men det gjorde Marx og han forstod også at Hegel måtte vendes på hovedet, hvilket gav en vanvittig spændende syn på mangt og meget, men ikke mindst bevidstheden og forståelsen af bevidstheden som ikke værende tidløs grundet og uberørt af historiens gang, konflikter og økonomiske forhold, hvilket vi ofte glemmer. Og igen at kæde dette fra Marx syn på bevidstheden sammen med psykoanalysen (og ja eksistentialisternes syn på bevidstheden), og vi har for altid kastet new age og østens religiøse betragtninger af os om bevidstheden og det spirituelle.


At gå på pension ikke bare i livet, men også i hjernen er at sige fra overfor Paulus og forhjernen, det er at vælge buddha og new age buddhismen frem for Kristus og Kristusspiritualiteten, det er at vælge den dorskhed og dovenskab michael taler for altid, det er at vælge de "unus mundus" religiøse betragtninger du disker op med konstant arne, der viser at eksistentialisme og paulus er en by i rusland for dig.


Mange "kærlige" hilsner HansKrist.



Joni Mitchell: Dog Eat Dog; Ladyes of the Canyon; Shine; Wild Things run Fast; Court and Spark og Hejira, er de 6 albums, cd'er jeg har og de er nævnt i rækkefølge som jeg sætter pris på dem på nuværende tidspunkt. Mingus og Don Juan's Reckless Daugther, var for avanceret til mig endnu (og fordi det var mig sagde de i butikken, fik jeg dem byttet (men lidt slem var jeg for der havde jeg rippet og brændt dem (fy Hansi Tiger)).

men jeg er meget glad for damen, Joni Mitchell. Og Kate Bush har ikke været enerådende de sidste uger, selv om jeg lige har anskaffet mig alt Kate Bush har udgivet af albums. Mit Kate Bush flip blev så også til en stor flirt med Joni Mitchell og hende er jeg helt sikkert ikke færdig med.

Måske jeg har det som haj'erne, dem i vandet, der kan finde på at spise mennesker en sjælden gang, for da jeg så i flere uger havde hørt meget Kate og Joni, så fandt jeg lige AC/DC frem og hold da op hvilken energi og kraft jeg derved fik ind i mit system, hvilket kunne mærkes på min efterfølgende cykeltur og løbetur bagefter.

Hej Hans..

Du store kineser, for en læsning - for ikke at tale om udviklingen fra loverboy'en tilbage til sanktehansen...;)

Du skr. til Arne flg.:

"jeg tror stadig ikke på at du ikke forstår et ord af det jeg skriver, blot har du opdaget at min tale er så meget anderledes end din egen tale og det du står for, som du helt sikkert har opfattet som altfavnende, nu får du så slynget et alternativ i synet (det jeg står for) som du aldrig selv har kunnet tænke dig frem til, magtet at...osv.osv.osv.". Suk...

- Du verden! Sig mig, hvorfor altid denne flom af unødvendigheder, der jo bare overbelyser mulige glasklare små pointer der ved enkle hjælpemidler ku’ gøre det så meget bedre, ja endda mere interessant? Du narrer jo alligevel aldrig debattørers indre lille psykolog, der med det samme gennemskuer et mindreværd i al dets møje.
Det er temmelig meningsløst. og på den måde kommer du jo aldrig frem til kap. 2., som måske ku' være lidt interessant, vel!

Mere interessant og sjovt hvad musikken angår, skr. du:

"Joni Mitchell: Dog Eat Dog; Ladyes of the Canyon; Shine; Wild Things run Fast; Court and Spark og Hejira, er de 6 albums, cd'er jeg har og de er nævnt i rækkefølge som jeg sætter pris på dem på nuværende tidspunkt. Mingus og Don Juan's Reckless Daugther, var for avanceret til mig endnu (og fordi det var mig sagde de i butikken, fik jeg dem byttet".

- Akkurat, jamen det er da fint nok - jeg var næsten ved at sige, at der jo bestemt heller ikke er grund til at lege avanceret (og intellektuel) ud i musikken, hvis det enkle og i mine øjne lidt banale tilfredsstiller lydbøfferne med "bushmusikken" osv.
Mingusskiven var jo en hyldest, som man måske nok skal være glad i jazz for at værdsætte. Det er lidt i stil med Thelonious Monk, hvor smukke ballader væltes lidt om på siden, og på en måde kræver en slags tilvænning, en anden form for banalitet måske.

Men tilbudet var jo ikke et eksempel på at forme musiksmag som var det et franskbrød, hvor pointen nok ikke var så svær for dig at gå ret ind i, da lyrikken på nummeret "Love" jo var en morsom silhuet af dig som loverboy i kærlighedsbox 1, kald det gerne en hyldest, ik' bassemand? ;)

mvh
Simon

Altså I to musikbøffer ... Nu må jeg vist på visit på biblioteket for at lede efter de forskellige Cd'er ... Som næseboer skulle der jo nødigt gå min næse noget forbi ... ja, ej heller ikke ørerne ... og da slet ikke øjnene

MorgenKNUS fra RoseMarie

Morn' RoseMarie..

Ja, det er et ret imponerende udbud bib. har indenfor musikken, synes jeg, det er tit en herlig overraskelse. Og hvis det var Monk du blev inspireret af, så prøv om de har "Monk's Dream, The Thelonious Monk Quartet" [CBS 460065 1], hvorpå bl.a. nummeret Just a Gigolo findes - nu vi boltrer os i de kærlige sysler..;)
Af smukke alternativer indenfor genren kærlighed, kunne være Nico "Chelsea Girl" og/eller "Desertshore" - hun var en interessant skikkelse i datidens Velvet Underground, hvor skiven "Loaded" måske ku' råbe solen frem på chathimlen igen, hvormed også Arne sikkert tvinges til at smile forførende..hyp hyp, afsted på bib med sig! ;)

mvh & god weekend dér,
Simon

P.s.: M.h.t. JM er jeg på ingen måde enig med Hans' favoritter. For bare at nævne nogle af de særdeles smukke sager fra hendes tidlige produktion, må nævnes, "Blue", "Clouds", "Shadows and Light" og "For the Roses" - "Court and Spark", "Wild Things run Fast" og "Hejira" er jeg helt enig i er rigtig smukke skiver, mens jeg ser det som absurd at skulle sætte musikken i rækkefølge. Musik lægges på trilleren efter stemning, og gerne af andre end én selv, hvor man pludselig genopdager glæden ved noget man måske ikke har hørt i evigheder.