Jamen hej i solen Arne..


"Ikke overraskende er du så åbenlyst med på holdet blandt dem, der ikke just inviterer til et højt og lødigt debatniveau".

- Tværtimod! Det er således fortvivlende svært ved at se dig som eksempel til eftervisning på noget der bare minder om et lødigt debatniveau, Arne. Og det er præcis hvad du gang på gang har vist alle, både her på en anden debat. Der er simpelthen for mange følerier i dig til at kunne håndtere saglighed. Netop derfor ser man altid dine sure miner, når du stikker hovedet ind i sager du ikke kan overskue. Igen må man spørge: hvorfor spilde ét minut på forurettelsen over Hans og i en tråd der slet ikke interesserer dig...nu du ka' nyde samtlige 60 sekunder i glæde over vovsen der altid efterfølger dine indlæg med bemærkninger af samme indhold? ;)

Op med humøret Arne. Brug dog tiden på at servere religiøse bud der giver dig så ufattelig glæde, det andet blir for barnagtigt.

mvh
Simon

Hej Arne,

Jeg giver dig helt ret. Vi ser for lidt til de mange "syn på tilværelsen" og "ideer om livet og verden" - eller som jeg kalder det, de "perspektiver" som hverandre bidrager med.

Men efter nogle års debatteren og efter at have set hvordan debatten højnes på debatsider, hvor en moderat censur skiller det fra, som Simon her præsterer af personlige fornærmelser, tror jeg i praksis ikke, at selv få liniers "sætten i relief" vil have en reel effekt.

...Som du selv siger, så vil næsten alle (hvis ikke hver eneste!) gennemskue disse svagheder - både ved debatten og personen bag. Og ved du hvad? - Jeg tror faktisk, at det er ved at lade dem stå alene, at de træder skarpest frem.

"Jeg kan jo let følge din tankegang, men jeg er ikke helt godt tilpas ved på forhånd at censurere enkeltpersoner bort fra en debat p.g.a. et generelt og markant lavt debatniveau".

- Nu har du jo fået spamet også denne tråd til at handle om dine mange følelser for dit og dat. Dette, i stedet for at ignorere ting som angiveligt ikke skulle interessere dig.

Beklager, men tråden her handler ikke om dig Arne - lav en tråd der gør dig til tema i stedet.

mvh
Simon

Hey Arne Tdumsen

nå du synes også den var lidt sjov, den her:

han kan ikke engang stave til eksitentialisme -

Nu ved jeg så lidt om hvor jeg kan få kontakt, hvor jeg kan finde dig Arne Tdumsen (den (Tdumsen) var også på dit niveau, hvor du bider på). Ja nu ved jeg hvor du bidder på (man skal møde læseren der hvor han er). Men så går du da ikke helt tomhåndet -åndet, fra mine indlæg, lidt får du da fat i. At så hvad jeg egentlig prøver på at sige flot ryger hen over hovedet på dig, tror jeg ikke kun er min skyld og mine evner for at formulere mig og skære tingene ud i pap.

Det skal siges at når du siger du ikke forstår et ord af mine indlæg at jeg i lang tid har haft dig mistænkt for at lyve, for at spille koket og krukket, for at at trække al opmærksomhed over på dig selv. Og jeg tror stadig ikke på at du ikke forstår et ord af det jeg skriver, blot har du opdaget at min tale er så meget anderledes end din egen tale og det du står for, som du helt sikkert har opfattet som altfavnende, nu får du så slynget et alternativ i synet (det jeg står for) som du aldrig selv har kunnet tænke dig frem til, magtet at tænke dig frem til, og det piner dig meget om det virkelig skulle være rigtig at der findes en forhjerne spiritualitet du ikke har fået øje på, nu hvor du er gået i stå og i frø netop fra forhjerneaktiviteterne. Men måske du kan få dopamin kredsløbet og forhjerneaktiviteterne og spiritualiteten her, Frankenstein spiritualiteten, op at køre igen efter at du har lukket den ned eller alderen har svækket den, men der er slet ingen tvivl om at det er vest og Paulus over for øst og new age vi her ser, som det er HansKrist (og vestlig kristen sekulær spiritualitet der er lig kreativitet) overfor michael, esther, og arne tdumsen, hvor der ingen kreativitet er i spiritualiteten, men hvor det hele tiden er en ligedannelse væren og det der er og en falden i svime herover, en gåen i et med dette unus mundus tapet (one world tapet), et fald ind i naturen og universet forstået som det der er, som væren, hvor enhver form for eksistentiel frihed og kreativ akt, skabelse og kreativitet er fjernet fra det menneske der skal opløse sig selv i Nu'et og væren, det der er; og dette er øst, dette er new age positionen, som kommer fra usa hvor den kontinental europæiske filosofi og teologi ikke er forstået, fx eksistentialismen, både den tyske, men så sandelig måske i endnu højere grad den franske, hvor Berdyaev spiller en helt afgørende rolle og han kan ses, spores, hos dem alle, selv de nye moderne.

Jeg går ind for frankenstein spiritualiteten, forhjerne spiritualiteten og mener at new age buddhismen kan forårsage forhjerne demens, og at Krishnamurti var ramt hårdt heraf (depressiv forhjerne demens, som michael og Tolle og arne tdumsen er ramt heraf, eller ihvertfald ubetænksomt flirter med det og ud fra hvad de skriver lider meget herunder). Så jeg peger på Frank Hvam og Casper Christensen og Desmond Tutu frem for Dalai Lama og new age buddhismen. Jeg peger på HansKrist fordi han tør tro på den paulinske frankenstein forhjerne spiritualitet, den eksistentielle frihed og kreative skabende akt. Ja jeg hader denne slaphed i forhjernen og alle de primitive religiøse demens forklaringer og fortolkninger i omløb der skal have lov til at diskvalificere en sund og stærk forhjerne aktivitet. Det er Paulus der opdager forhjernen og dopamin kredsløbet ikke mindst, den eksistentielle frihed som en åbning for at være aktiv kreativ og skabende til i verden, altså den historiske politiske og kulturelle dimension der er over menneskets liv og dets spiritualitet og intelligens. Vi kan ikke udtømmende beskrive menneskets i kosmiske naturlige værens og ordens kategorier, deri har Kant via arven fra Paulus og Luther ganske korrekt set filosofisk sat væren overfor friheden (ånden og bevidstheden og den historiske dimension, en diskurs vi finder videreført hos Hegel, som Marx vender på hovedet i sine historiske dialektiske materialistiske betragtninger på de her forhold, og som (altså væren contra frihed) videreføres i dag af de nymoderne marxistiske eksistentialister). Det er nøjagtig dette der er at finde hos Paulus og som der ikke findes spor af hos Buddha og i østen (iøvrigt også det michael ikke forstår en dyt af når han læser Jesus uden sans for eskatologien og den historiske dimension (den eksistentielle frihed og menneskets historiske skabende kreative udfoldelser, måde at være til i verden på), men mener at Jesus er en sød mild kærlig krishnamurti buddha i en lænestol der har givet afkald på forhjernens spirituelle eskatologiske frankenstein dimensioner for at være til i det der er og tilpasse sig naturens orden og harmoni, men intet kan være mere fejlagtigt at påstå om Jesus end dette michael der læser ind i Jesus). Men det er ikke bare michael der slet ikke har styr på tingene her, men også du arne tdumsen forstår det ikke, og ja du aner simpelthen ikke hvad eksistentialisme dækker over (og arven her fra Paulus, hvilken betydning kristendommen spiller i eksistentialismen, hvis det er den paulinske urkristendom vi taler om) og derfor aner du ej heller hvad der er eksistentielle væsentlige spørgsmål.


Det må være hårdt for dig arne og for michael, at I betragter jer selv som tilhørende left wing, og I så overhovedet ikke forstår en dyt af den her Kairos tidsline og spiritualitet hvor socialisme og marxismen opstår, nemlig: Paulus; Luther; Kant til Hegel og herpå Marx og de nymoderne marxistiske eksistentialister. Derfor hænger jeres religiøsitet, din og michaels religiøsitet og spiritualitet (betragtninger over bevidstheden), overhovedet ikke sammen med jeres politiske selvopfattelse og ståsted. Hvorimod min spiritualitet og mine betragtninger over det bevidsthedsmæssige hænger hamrende godt sammen med min left wing position, som jo er linien fra Paulus til Badiou (der går over renæssancen, Luther (reformationen), Pascal, Böhme, Kant, uafhængighedserklæringen og revolutionerne, Hegel, Marx, Berdyaev, eksistentialisterne (både de tyske og de franske ikke mindst)). Der er altid en fare for at eksistentialisme bliver til romantik og idealisme, som vi ser hos Kierkegaard vil jeg mene; Kierkegaard der ikke har forstået Hegel, men det gjorde Marx og han forstod også at Hegel måtte vendes på hovedet, hvilket gav en vanvittig spændende syn på mangt og meget, men ikke mindst bevidstheden og forståelsen af bevidstheden som ikke værende tidløs grundet og uberørt af historiens gang, konflikter og økonomiske forhold, hvilket vi ofte glemmer. Og igen at kæde dette fra Marx syn på bevidstheden sammen med psykoanalysen (og ja eksistentialisternes syn på bevidstheden), og vi har for altid kastet new age og østens religiøse betragtninger af os om bevidstheden og det spirituelle.


At gå på pension ikke bare i livet, men også i hjernen er at sige fra overfor Paulus og forhjernen, det er at vælge buddha og new age buddhismen frem for Kristus og Kristusspiritualiteten, det er at vælge den dorskhed og dovenskab michael taler for altid, det er at vælge de "unus mundus" religiøse betragtninger du disker op med konstant arne, der viser at eksistentialisme og paulus er en by i rusland for dig.


Mange "kærlige" hilsner HansKrist.



Joni Mitchell: Dog Eat Dog; Ladyes of the Canyon; Shine; Wild Things run Fast; Court and Spark og Hejira, er de 6 albums, cd'er jeg har og de er nævnt i rækkefølge som jeg sætter pris på dem på nuværende tidspunkt. Mingus og Don Juan's Reckless Daugther, var for avanceret til mig endnu (og fordi det var mig sagde de i butikken, fik jeg dem byttet (men lidt slem var jeg for der havde jeg rippet og brændt dem (fy Hansi Tiger)).

men jeg er meget glad for damen, Joni Mitchell. Og Kate Bush har ikke været enerådende de sidste uger, selv om jeg lige har anskaffet mig alt Kate Bush har udgivet af albums. Mit Kate Bush flip blev så også til en stor flirt med Joni Mitchell og hende er jeg helt sikkert ikke færdig med.

Måske jeg har det som haj'erne, dem i vandet, der kan finde på at spise mennesker en sjælden gang, for da jeg så i flere uger havde hørt meget Kate og Joni, så fandt jeg lige AC/DC frem og hold da op hvilken energi og kraft jeg derved fik ind i mit system, hvilket kunne mærkes på min efterfølgende cykeltur og løbetur bagefter.

Hej Hans..

Du store kineser, for en læsning - for ikke at tale om udviklingen fra loverboy'en tilbage til sanktehansen...;)

Du skr. til Arne flg.:

"jeg tror stadig ikke på at du ikke forstår et ord af det jeg skriver, blot har du opdaget at min tale er så meget anderledes end din egen tale og det du står for, som du helt sikkert har opfattet som altfavnende, nu får du så slynget et alternativ i synet (det jeg står for) som du aldrig selv har kunnet tænke dig frem til, magtet at...osv.osv.osv.". Suk...

- Du verden! Sig mig, hvorfor altid denne flom af unødvendigheder, der jo bare overbelyser mulige glasklare små pointer der ved enkle hjælpemidler ku’ gøre det så meget bedre, ja endda mere interessant? Du narrer jo alligevel aldrig debattørers indre lille psykolog, der med det samme gennemskuer et mindreværd i al dets møje.
Det er temmelig meningsløst. og på den måde kommer du jo aldrig frem til kap. 2., som måske ku' være lidt interessant, vel!

Mere interessant og sjovt hvad musikken angår, skr. du:

"Joni Mitchell: Dog Eat Dog; Ladyes of the Canyon; Shine; Wild Things run Fast; Court and Spark og Hejira, er de 6 albums, cd'er jeg har og de er nævnt i rækkefølge som jeg sætter pris på dem på nuværende tidspunkt. Mingus og Don Juan's Reckless Daugther, var for avanceret til mig endnu (og fordi det var mig sagde de i butikken, fik jeg dem byttet".

- Akkurat, jamen det er da fint nok - jeg var næsten ved at sige, at der jo bestemt heller ikke er grund til at lege avanceret (og intellektuel) ud i musikken, hvis det enkle og i mine øjne lidt banale tilfredsstiller lydbøfferne med "bushmusikken" osv.
Mingusskiven var jo en hyldest, som man måske nok skal være glad i jazz for at værdsætte. Det er lidt i stil med Thelonious Monk, hvor smukke ballader væltes lidt om på siden, og på en måde kræver en slags tilvænning, en anden form for banalitet måske.

Men tilbudet var jo ikke et eksempel på at forme musiksmag som var det et franskbrød, hvor pointen nok ikke var så svær for dig at gå ret ind i, da lyrikken på nummeret "Love" jo var en morsom silhuet af dig som loverboy i kærlighedsbox 1, kald det gerne en hyldest, ik' bassemand? ;)

mvh
Simon

Altså I to musikbøffer ... Nu må jeg vist på visit på biblioteket for at lede efter de forskellige Cd'er ... Som næseboer skulle der jo nødigt gå min næse noget forbi ... ja, ej heller ikke ørerne ... og da slet ikke øjnene

MorgenKNUS fra RoseMarie

Morn' RoseMarie..

Ja, det er et ret imponerende udbud bib. har indenfor musikken, synes jeg, det er tit en herlig overraskelse. Og hvis det var Monk du blev inspireret af, så prøv om de har "Monk's Dream, The Thelonious Monk Quartet" [CBS 460065 1], hvorpå bl.a. nummeret Just a Gigolo findes - nu vi boltrer os i de kærlige sysler..;)
Af smukke alternativer indenfor genren kærlighed, kunne være Nico "Chelsea Girl" og/eller "Desertshore" - hun var en interessant skikkelse i datidens Velvet Underground, hvor skiven "Loaded" måske ku' råbe solen frem på chathimlen igen, hvormed også Arne sikkert tvinges til at smile forførende..hyp hyp, afsted på bib med sig! ;)

mvh & god weekend dér,
Simon

P.s.: M.h.t. JM er jeg på ingen måde enig med Hans' favoritter. For bare at nævne nogle af de særdeles smukke sager fra hendes tidlige produktion, må nævnes, "Blue", "Clouds", "Shadows and Light" og "For the Roses" - "Court and Spark", "Wild Things run Fast" og "Hejira" er jeg helt enig i er rigtig smukke skiver, mens jeg ser det som absurd at skulle sætte musikken i rækkefølge. Musik lægges på trilleren efter stemning, og gerne af andre end én selv, hvor man pludselig genopdager glæden ved noget man måske ikke har hørt i evigheder.