hihi til den med "lovebird",
ja Joni Mitchell er også en rigtig ekvilibristisk vocalbird der spænder vidt, måske jeg kunne blive glad for hende også
du er glad for musik og jeg husker dine "snakke" med en vis salome mener jeg det var.
De første mange år af mit liv har musik stort set ingen rolle spillet, og min bror var sur over at jeg gav ham Sparks i julegave, fordi han bestemt ikke brød sig om Sparks og han godt vidste det var det eneste musik jeg havde en forkærlighed for, så han havde gennemskuet at den julegave jeg gav ham mere var til mig selv (vi lyttede jo til hinandens musik).
Jeg er en analfabet mht musik, selv om min bonus søn der er udøvende musiker (ikke professionel endnu) og vild go med en spade/guitar, påstod at både ham og jeg selv, vi måtte revidere den ide at jeg var en total analfabet med hensyn til musikglæde, fordybelse og forståelse, efter at han havde læst nogle mails jeg sendte til ham om hvad Jimi Hendrix havde gjort ved mig. Nemlig introducerede han mig for Hendrix og jeg købte straks alt, og begyndte at lytte dertil og så skrev jeg hvordan jeg blev påvirket og hvori jeg fandt mandens originalitet og hvori han adskilte sig fra stort set alle andre. "Du kender ikke begreberne Hans (og ja du aner ikke hvad en akkord eller tone er for noget), så du bruger dine egne ord til at beskrive din oplevelse, glæde og forståelse af Hendrix, men efter at have læst hvad du skriver, må du aldrig mere sige at du er dum på musik, for det er du ikke, for din anmeldelse er en fremragende præcis beskrivelse (og original da du bruger helt andre ord end vi ellers bruger) og afslører at du er meget følsom overfor musik og virkelig har sans for musik". Så nu har ham og mig "chiller" aftener hvor vi nyder Coca Cola og pizza og musik sammen. Dog har vi lige bestemt at traditionen skal ændres til Culottesteg og rødvin efter i nogle år at have været som beskrevet.
Nå men sandheden er at jeg føler mig dum på musik og sådan vil det nok altid være, men min umiddelbare glæde, følsomhed og påvirkelighed (at blive grebet og rørt og bevæget) til trods den "idiot" jeg er, den vilde, eller ukultiverede person jeg er på området, kan ingen ta fra mig.
Husker da jeg studerede medicin, en skøn attraktiv kvindelig medicinstuderende, som jeg fulgtes med på holdet, besøgte mig og fortalte mig om en forelskelse der blafrede i hendes liv. Jeg hørte om denne person som hun på malerisk vis beskrev, og ja det mest karakteristiske ved ham var at han var et musisk menneske. At denne person, dette menneske, var mig, havde overhovedet ikke strejfet mig (men da jeg blev underrettet herom havde skæbnen spillet ind og vi var begge gået til anden side). Fra da af var jeg klar over at dette at være et musisk menneske, ikke nødvendigvis har at gøre med om musik og sang spiller nogen rolle i ens liv.
Men guderne skal vide jeg er skide misunderlig på folk der er udøvende musiker og sanger og kan deres kram eller folk der professionelt set har forstand på musik. Og jeg vil altid have et mindreværdskompleks i den sammenhæng.
For få år siden ville det være helt utænkeligt at jeg turde en drøftelse om musik og sang og genre, og fx svare dig her.
At gå i Operaen med Bjørnen og RoseMarie ville jeg også kunne nyde vildt meget, men Bjørnen er usikker på min uslebne ukultiverede adfærd, "inkonsitistente"
verbale adfærd og hvis jeg lukker "Tiger pis" ud mener han det bliver en fæl oplevelse. De få gange jeg fik gratis billetter til klassisk musik i Århus Musikhus, har jeg været i den syvende himmel, jeg elsker klassisk musik, men er ikke kender af klassisk musik overhovedet, igen jeg elsker noget jeg ikke har en dyt forstand på, nøjagtig som jeg indimellem forelsker og elsker kvinder.
Ud fra psykoanalyse, med fokus på min opvækst, kan jeg godt forklare hvorfor Katy (Catherine), Kate Bush, rammer mig så præcist, men det vil jeg spare dig for Simon.
Forleden dag talte mig og min underbo om at vi ingen stærer havde set i år. Så igår spillede jeg Aerial for fuld skrue med alle vinduerne åbnet, så det kunne høres selv i Aalborg, og så da jeg kommer ud efter at have spillet stykket om igen og igen fra ca 2:20 - 4:00 hvor Kate Bush er i en hjertensskærende mellemgulvs latter duet med en solsort der åbenbart tricker hende vildt, da sidder der sgu en stær på nabohuset der har fanget solsortens strofer ret præcist.
En lille selvbiografisk afsløring er at jeg er så priviligeret at have været sammen med, i selskab med, flere kvinder der ler nøjagtig både så djævelsk mystisk og himmelsk vidunderlig som Kate Bush gør der. Hvorfor de også ofte har gjort det når vi skal ha sex sammen, forstår jeg ikke
eller gør jeg
ligefrem at sige til dem at der da ikke er noget at grine af, for nu er det alvor, har jeg heller ikke turdet, så vi har så lige fået os et godt grineflip som indledning, og nogle gange er grineflippet så dominerende at det sjove ender med at blive aflyst. Det er godt at kunne få kvinderne til at slappe af, men der er åbenbart grænser, for så hysterisk afslappet kan åbenbart påvirke biologien i en uhensigtsmæssig retning, set i forhold til ens oprindelige forehavende.
Jeg tror jeg er inde i en mindre identitetskrise som får mig ud i lange selvbiografiske udflugter. Min mor siger godt nok, "Hans, kriser er det ikke noget der går over, en overgang, det er da ikke noget man kan være i hele livet, er det det?". Hun er både skarp og lidt fræk.
dbh
Hans-Kristian
Svar
Citer
