Hej Arne, undskyld forsinkelsen med at svare

"Skabt i Guds billede"-argumentet, som vi jo kender det fra Første Mosebogs første kapitel, kan jo få enhver ateist til at slå sig på lårene af grin, og sige: "Først opfinder de religiøse jøder en Gud. Denne Gud ligner os mennesker - og så siger de, at vi er skabt i Guds billede, mens det i ateistisk tankegang er Gud, der er skabt (som et fantasifoster) i menneskets billede."


Det er ateisterne der misforstår sagsforholdet her. Og ja mange troende med. Der er ikke opfundet nogen Gud. 1 Mosebog er et forsøg på at filosofere, det har ikke en dyt med videnskabelighed at gøre som om der skulle eksisterer en Gud udenfor eller uafhængig af vores fantasi eller tanker og ideer. Det fortæller blot at det giver god mening at tale om et Jeg-du forhold, menneske Gud forhold. At vi ikke står alene, men at skaberkræfter, mægtige virkende kræfter er med til at skabe os og forme os og at vi har ordene, sproget, Ordet, der er skabende.

1 Mosebog er mennesket der begynder at filosofere, og det er ikke en fortælling om at der findes en Gud, 1 Gud og så en masse millioner millarder mennesker der står i relation til denne ene og samme Gud. Dette er monoteismens store fejltagelse at det opfattes sådan, for så er der pludselig problemer, for hvor er dette monster, der lider af ensomhed og må være meget alene et og andet sted (ateisterne tror det er en 3-dimensionalt fortælling, det er det ikke, men en 4 dimensionalt fortælling om vores liv og hvem vi er). Altså Gudsopfattelsen er ikke at der eksisterer en uforanderlig Gud, er 1 Gud og så en million millard mennesker under denne ophøjede eksisterende uforanderlige Gud eller underordnet denne Gud som de render rundt og tror på. Gudstroen er altså ikke at der som i vores solsystem er 1 Sol (Gud) og en million milliard mennesker under eller underordnet denne ene sol, eller centrum. Dette er en misforståelse af 1 Mosebog og de kristnes Gudsforståelse. Derfor er polyteisme også nærmere sandheden, for vi er alle, alle os mennesker, et solsystem i os selv, med hver en Sol, Skaber Gud der virker. Gud og mennesket hører uløseligt sammen (1 Mosebogs pointe), så man kan ikke smide Gud ud, projicere Gud ud i det 3-dimensionale, som 1 eksisterende Gud og så en million milliard mennesker under eller underordnet denne Gud.

1 Mosebog er menneskets begyndelse på at filosofere:

Philosophy guards the knowledge of truth, as at masculine, sun-like activity in relation to that which is to be known. Berdyaev.

Mennesket er feminin (psyke) og Gud er den “masculine sun-like” polyteistiske eigenweltske aktivitet i en hver af os, der driver på os og skaber os og som gør at vi er mere end blot natur og sjæl, men altså også er vi ånd, skabende og frie. Det er det der fører til eksistentialismen og det moderne samfund vi kender i dag.

Det er ateisterne der ikke har forstået diskursen og så ja mange troende der bedriver falsk metafysisk bibelsk tænkning omkring de her forhold. Men denne falske metafysiske tænkning omkring Gud og væren, ophørte med Kant, og Paulus har aldrig lidt under den, men græsk filosofi tilsidesatte Paulus og horede med kristendommen og skabte en falsk metafysisk bibelsk tænkning som ingen steder hørte hjemme (det disciple og hajmad bedriver fx), men som altså Kant aflivede engang for alle ved at gå tilbage til Paulus via Luthers aktualisering af Paulus og hans erkendelsesteoretiske skrifter. Det er på den måde man skal forstå Nietzsche, Barth, Badiou og Zizeks og HansKrist’s aktualitet mht at forstå Paulus og kristendommen. Også derfor Badiou og Zizek kritiserer Dawkin, fordi han stiller det op som et valg mellem religion eller ikke religion, sådan kan man ikke stille det op siger Badiou og Zizek og HansKrist (der er psykoanalytisk eigenweltsk orienteret) siger at viden og videnskabelighed ikke dækker menneskets behov i forbindelse med en selvrealisering af vore muligheder og potentialer. Viden og erkendelse er blot en af vore 3 naturer, de andre 2 er viljen og kreativitet og så er der vores sanselighed og følsomhed og emotionalitet. Men man kan ikke skille disse vores 3 naturer som Dawkin gør det, hvor mennesket ville blive en idiot af videnskabeliggøre dets liv (viden er godt, men ikke videnskabelighed, fis af med Dawkin og Frank i den sammenhæng).




Så til det med Guds Riget.

Guds Riget har ikke i kristendommen nogensinde haft med “den værende verden” at gøre; jeg vil sige at længere væk fra jødedommen og kristendommen kan vi ikke komme, disse dine tanker om det “den værende verden” er enten før kristen religiøsitet, hvor man forbandt det religiøse med naturen eller også er det græsk (påvirket af Aristoteles især) metafysisk kristen pivfalsk og abstrakt tænkning, som aflives af Kant og siden ikke er blevet taget seriøst.

Jødedommens og kristendommens spiritualitet har aldrig været beskæftiget med den værende verden, som de altid har betragtet som falden. Jeg-det forholdet er et naturvidenskabelig forhold eller en før kristen religiøs betragtning fra dengang religion og natur var bundet sammen, religion var umwelt’s betragtninger om at naturen var besjælet.

Og jeg ved godt du gerne vil ud i naturen, eller stå i naturbetragtninger, men så må du søge andre steder hen en den jødiske kristne kontekst som er en spiritualitet over menneskets frihed (altså ånd) og dermed menneskets historiskhed, mennesket et historisk væsen, der evner at skabe historie, individuelt som personlighedsdannelse og karakterdannelse og kollektivt som samfundsdannelse. Derfor stagnerer østen og vesten kommer til at se ud som den gør, fordi den bygger på vores historiskhed, foretagsomhed og muligheder for at forandre os selv såvel som samfundet. Hvis vi skulle ha forholdt os til den værende verden, ville vi ikke ha lært vore egne muligheder og potentialer at kende, fordi fokus ville være blevet flyttet over til det værende, eller den værende verden, hvorved mennesket bliver feminin og passiv reflekterende (1)* og mister den specifikke jødisk kristne maskuline spiritualitet, der ikke har fokus på det der er, det værende, den værende verden, men på det der ikke er men som kan blive i kraft af vores tro på Gud som ham der kalder på det der ikke er til så det bliver til.

(1)* : erkendelse er ikke kun en passiv reflekterende tilstand, fx ville vi ikke kunne erkende naturen eller fysikken uden vores aktive kreative opfindelse af matematikken.

Før Galileo Galilei var matematikken og logikken her noget for sig selv set i forhold til de konkrete foreliggende lokale fysiske objektive begivenheder og bevægelser. Fra og med Galilei viser det sig at den omtalte fysiske virkelighed kan beskrives matematisk. Ja det er faktisk matematikken der åbner vore øjne for nye svimlende forhold der gør sig gældende i naturen, i fysikken.

for at vi mennesker skal kunne erkende naturen og kosmos, gælder at denne virkelighed for at blive erkendt nødvendigvis må gøre sig uvirkelig i tegn/symboler, repræsentationer, diskurser og ideer. Edgar Morin.

Derfor kan jmp/Michael ikke nå den virkelighed han taler om, kun via en kreativ tænkende akt, aktiv indsats, hvor ord (symboler og teorier og begreber og diskurser og problemstillinger) spiller en hovedrolle, kan vi erkende virkeligheden.

Mange religiøse vil udenom forstanden, ordene og tankerne, fordi de tror der findes en forstandsløs eller åndløs virkelighed, ultimativ eftertragtelsesværdig virkelighed. Men dette er demens, forstadiet til demens, og er ikke værd at hige efter, ikke den ultimative virkelighed at efterstræbe. Et menneske uden en tanke (uden ånd og ord) er helt umuligt at forstille os, okay, i forbindelse med alzheimer nærmer vi os dette umenneskelige fænomen. Nej det gælder om at være åndsfrisk højt op i alderen, og det sker ved; "walk your talk", at vandre i ånden med Guds Ordet Kristus mægtig virkende i ens liv.




Kristendommen er besat af tanken om at vi kan forandre os selv såvel som samfundet, fordi vi står i et dialektisk dynamisk kreativt forhold til Gud Vor Skaber (den kristologiske antropologi). Dette er entreprenøren Pauls evangelium om Kristus Jesus (2)* og dermed også Paulus der bliver faderen til det moderne vesten, den eneste civilisation der eksisterer i dag og derfor er blevet globaliseret.


(2)*:
Er nogen i Kristus er han en ny skabning; alt formår vi i ham der gir os kraft; Kristus virker mægtig i os; og jeg gider kun tale om det som Kristus har gjort gennem mig siger Paulus mod slutningen af sit liv.

Kristendommen har at gøre med vores mægtige kreative karismatiske potentielle personhed i Kristus, vores jeg-hed som vores jeg-du forhold til Gud Skaber, som ikke begrænser os men som hele tiden gør at vi magter at overgå os selv, da vi her er med til at kalde (vha Guds Ordet Kristus) på det der ikke er til, så det bliver til (hvorved samfundsforandringer og personlighedsudviklingen i Kristus er os i hænderne (kristendommens historiskhed og netop ikke naturlighed)). En ligedannelse den værende verden ville i kristen forstand være en syndig passivitet hvor vi har mistet Guds ånd, Skaber ånden, den skabende ånd og Guds Skaber ord og Søn Kristus, og ikke er i nærheden af kvaliteterne i Guds Riget som er beskrevet smukt her fx hos Joel:


Det skal ske derefter:
Jeg vil udgyde min ånd
over alle mennesker.
Jeres sønner og døtre skal profetere,
jeres gamle skal have drømme,
jeres unge skal se syner.
Selv over jeres trælle og trælkvinder
vil jeg udgyde min ånd i de dage. Joel 3, 1 - 2.


Mennesket er ikke i Kristus en del af naturen, altså falden væsen, syndefaldet væsen, men netop i Kristus er naturen en del af os, da vi står over skaberværket. Vi kan sige at naturen eller skaberværket er en del af os, når vi er i Kristus (ikke at vi er en del af naturen, da vi i Kristus tilhører Vor Skaber), hvor mennesket er et mikrokosmisk væsen i sig selv, har verden i sig selv som mikrokosmos. Mennesket er altså en hel selvstændig verden (univers) i sig selv, der godt nok har natur men ikke udelukkende er natur og nødvendighed, determinerede, men vi er frie (ikke bestemt med naturnødvendighed) vi har altså ånd og står over naturen som sådan, sammen med Gud Vor Skaber der kalder (via sit Ord/Kristus) på det der ikke er til så det blir til, altså takket være sproget/ordet har vi denne ånd i os og skabende evne, evne til historiskhed og til at skabe kultur (kultursfæren eller noosfæren).

Det er disse overvejelser man skal besinde sig på for at forstå hvorfor Paulus (ham der iklædte os Kristus) blev faderen til vesten, det moderne vesten, der er den eneste civilisation der i dag findes ifølge Søren Mørch (Ritt Bjerregaards mand), og ja det skyldes denne historiskhed og kreativitet (menneskets skabende evne, dets frihed/uafhængighed over naturen og naturlighed), altså alle potentialiterne til at skabe og forandre samfundet såvel som os selv og ja til at manipulere og gennemskue (forstå og forklare) den natur vi står over, qua vores kristne spiritualitet, tænkning, ordet og sproget.

As Buber writes in “I and Thou”: “The fundamental word (Grundwort) I-Thou can only be spoken with the whole being. The fundamental word I-it (jeg-det) can never be spoken with the whole being”. Buber here expressesx the same fundamental intuition as Berdyaev. The two fundamental words, I-Thou and I-it, signify the two fundamentally different spheres: existential communion and integral knowing of the whole person on the one hand, and social communication and rational knowing of the abstracted, rationalized, epistemological subject on the other. Georg Nicolas.

Du Arne, gør som alle andre nyreligiøse, du sætter mennesket ind i et upersonligt -det-forhold, nemlig til naturen eller den værende verden. Dette er ikke kristendommens diskurs, der er en jeg-du, kristologisk antropologisk diskurs, omkring den dynamiske dialektik der er mellem os og vores Gud Skaber via Ordet sit, Sønnen Kristus. Som Boehme siger det, i Kristus er det vores jeg-hed eller personhed der er på tale (hvem er vi, som skabt i Gud Skabers billede (jeg-du forholdet)), altså fokus er ikke på det der er, men på det der ikke er, men som kan blive til, via Kristus, Guds Ordet. Naturbetragtninger medfører altid pessimisme og tanker om at vi skal død, det er en falden tilstand, passiv bevidsthedstilstand eller åndelig tilstand uden Kristus (uden kreativ aktiv spiritualitet), hvor vi i Kristus bevarer fokus på vores muligheder, uanede muligheder og døden er overvundet i troen på at vi ikke blot er et stykke natur, en del af naturen.

mvh HansKrist

Hey Arne jeg vil lige advare at det er tungt stof og på engelsk, så du skal lige besinde dig om du gider læse det eller også væbne dig med tålmodighed. Jeg er ikke bleg for at indrømme at jeg seriøst tar andres tanker til mig, og jeg orker slet ikke den ide med at man ikke må være påvirket af andres tanker. Jeg indrømmer at jeg er påvirket stærkt af andres tanker og at jeg overhovedet ikke er bange for at være dette (i den sag stiller jeg mig meget anderledes end Michael der er bange for andres tanker og bange for at tænke og mener man skal smide andres tanker ad helvede til og begynde i sig selv fra 0 og selv opfinde den dybe tallerken, dette nægter jeg altså, jeg kan ikke og vil ikke sige mig fri for at være påvirket af andres tanker og jeg er stolt over at kunne lade mig begejstre af andres tanker, Paulus Berdyaev Barth og Badiou eksempelvis). Således er min mystik nok ikke før mental eller sprog og tankeuafhængig, men supramentalt. Således forstår jeg meget godt hvordan man i forbindelse med den katolske helgenkåring har at tekster af visse kristne tænkere har gjort folk på mirakuløs vis raske, som da Steno blev helgenkåret. Selv mener jeg også at min raskhed og vitalitet skyldes tekster af Paulus, Berdyaev, Barth og Badiou, som har haft en mageløs positiv indflydelse på mit liv og virker oplivende og healende på mig og holder mig gående, raks og rørig og åndsfrisk og sparker til min IQ og kreativitet positivt. Nå det var lige nogle forord (måske overflødige?).


Cretiveness is not only the struggle with sin and evil - it wills another world, it continues the work of creation. The law begins the struggle against sin and evil; the redemption finishes that struggle; but man is called to create a new and hitherto unknown world through free and daring creativeness, to continue God's creation. The fundamental duality of man's nature, his belonging to two worlds, corresponds to the duality of redemption and creativeness. As a fallen being, enslaved by the results of sin and caught by the force of necessity, man must pass through the mystery of redemption, in it must restore his god-like nature, regain his lost freedom. The creative secret of being is hidden by sin. Man's creative powers are weakened by his fall. Through Christ, man's nature is redeemed and restored; he is saved from the curse of sin. The old man is reborn into a new creature, the new Adam. But the mystery of redemption conceals the mystery of creativeness. As a god-like being, belonging to the realm of freedom, man is called to reveal his creative power. Here is the other side of man's dualistic nature, oriented towards creativeness instead of redemption. But true creativeness is possible only through redemption, Christ became immanent in human nature, and this makes man a creator like the Creator God. MCA.



"The world has not yet seen a religious epoch of creativeness", men den er på vej som den 8. dag i skabelsen eller som "Das Neue Mittelalter", men først skal europa igennem en forfærdelig mørk tid siger han i 1925 ham Berdyaev. At læse om denne forfærdelige mørke tid europa (1)* skulle igennem, gjorde at jeg hele tiden måtte om og kigge for at se hvornår bogen var skrevet, men den var go nok, hans dommedagsprofetier om den mørke tid europa skulle gennemgå var profetier der desværre holdt. Og igen så fik han ret med "Das Neue Mittelalter" for sjælden har religion været så aktuel som i dag, new age (selvrealiseringsbølgen og nyåndeligheden) er bestemt at sammenligne med en ny middelalder på mange måder. Bonhoeffer profeterede at den religiøse interesse ville forsvinde totalt, men det blev altså Berdyaev's profeti der holdt også hvad dette angår, som med 2 verdenskrigs rædsler.

(1)*:

Den moderne tids fornuftsbeskinnede dag gaar til ende, dens sol gaar ned, tusmørket breder sig, snart er natten inde. Alle grundsynspunkter fra den solbeskinnede dag er uanvendelige til dedømmelse af den aften i historien, som nu skygger oer os. Vi er efter alt at dømme langt inde i natten. Berdyaev 1925.

Men Berdyaev venter nye og bedre tider på den anden side denne historiens mørke nat af barbari, det han kalder den ny middelalder, med fornyet religiøs interesse og kreativitet, kreativ udfoldelse.

Den nye middelalder (på den anden side europas mørke nat) vil tage de erfaringer om friheden som den moderne tid har gjort, alt det positive, som den menneskelige samvittighed har tilkæmpet sig, samt en stor sjælelig forfinelse med sig som sine forudsætninger. Efter at man har gjort den moderne tids erfaringer, er det umuligt at vende tilbage til den gamle middelalder. Der er kun mulighed for en ny middelalder,,, det er en åndelige revolution. Naar man i vore dage tale om en ny middelalder, da manes der dermed netop til aandelig revolution, til en ny bevidsthed. Berdyaev 1925.


Historiens dag viger altid under voldsomme rystelser og katastrofer - den svinder aldrig fredeligt hen. Også den antikke verdens dag gik under i heftige rystelser og katastrofer, ja det saa ud, som skulde verden gå under. For der følger altid barbari med, naar en ny epoke fødes. Berdyaev 1925.

Når Gud ikke eksisterer, da eksisterer mennesket heller ikke... Man kan ikke befri mennesket i menneskets navn, mennesket kan ikke være sit eget formaal. Der støder vi paa den fuldstændige tomhed (jmp Michael fx). Mennesket mister ethvert indhold, han har intetsomhelst maal mere. Hans frihed viser sig at være ganske indholdsløs og formel. Individualisme er i selve sit væsen fuldkommen negativt, den formaar ikke at give mennesket noget indhold, den er overhovedet ikke ontologisk, har ingen levende urgrund. Individualismen formaar ikke at give personligheden kraft. En individualistisk tid frembringer ingen betydelige, stærke personligheder. ... har kun ført til en svækkelse og en dekadence i personlighedslivet. Det har opløst individualiteten. Berdyaev 1925. (1)* indskudt bemærkning slut.





Nå mere om den ny middelalder og den 8. dags kreative spiritualitet:

The coming Christ will never appear to him who by his own free effort has not revealed within himself the other, the creative image of man (Thus is revealed man's spontaneity and autonomy in creativeness, man's free activity on the way to the Coming Christ (parusien ses altså at være dette at Kristus bliver alt i alle; os mennesker der iklæder os Kristus og Kristus der vinder skikkelse i os) ). Only the courage of free creativeness will bring man to the Coming Christ, prepare man for a vision of another image af the Absolut Man. And if great obedience is needed for redemption (thomas visdom fx), for creativeness there is needed great courage. ..
The third creative revelation in the Spirit will have no holy scripture ; it will be no voice from on high; it will be accomplished in man and in humanity - it is an anthropological revelation, an unveiling of the Christology of man . God awaits the anthropological revelation from man and man cannot expect to have it from God. And one cannot merely wait for the third revelation; man must accomplish it himself, living in the Spirit (igen ser vi parusien at være Helligåndens værk som os der iklæder os Kristus og Kristus der vinder skikkelse i os til Kristus er blevet alt i alle) ; accomplish it by a free, creative act. In this act everything transcendent will become immanent. The third anthropological revelation, in which the creative mystery of man will be revealed, is man's final freedom. Man is quite free in the revelation of his creativeness. In this fearful freedom lies all the god-like dignity of man, and his dread responsibility. The virtue of accepting a dangerous position, the virtue of daring to do, is the basic virtue of the creative epoch. MCA



Christianity makes God immanent in human nature and hence cannot admit a completely transcendent separation between this world and the next. MCA

Creativeness is neither permitted nor justified by religion - creativeness is itselv religion. Creative experience is a special kind of experience and a special kind of way: the creative ecstasy shatters the whole of man's being - it is an out-breaking into another world. .. The creative experience is unique and self-sufficient - it is not something derivative; its roots go into the deepest depths. .. Creativeness is the final revelation of the Holy Trinity - its anthropological revelation. This is a consciousness which has never existed in the world - it is being born in our epoch.




Principielle betragtninger over forskellen på simpel Gudsmystik (monofysitisme) og Kristusmystikken som vi finder den hos Paulus.

The usual Christian answer, that man's chief end is life in God, cannot satisfy us - it is too general and too formal (Johannes evangeliet, der er skrevet af en elev til de ægte Paulinske breve forvirrer indimellem Kristusmystikken med simpel Gudsmystik, noget vi aldrig ser ske hos Paulus at hans Kristusmystik ender op i simpel Gudsmystik som vi dog af og til finder det forvirres med hos Johannes: "thats man's chief end is life in God as extinguishing of the human nature, as the absorption of the human by the divine" (den Kristologiske antropologi der svækkes hos Johannes noget der aldrig sker hos Paulus i hans diskurs om Kristus/Sønnen (stadig må vi huske at Johannes er den der ligner Paulus mest fordi han har overtaget den Paulinske diskurs om mennesket i Kristus eller om Sønnen, og vores Søn-lighed, men ikke så stilsikkert som Paulus og mere som noget der kun gælder Jesus og ikke os, som det altid gælder også os hos Paulus og ikke kun Jesus. Kirkefædrenes store fejl er at deres Kristologi kun gælder Jesus og ikke er en almen Kristologisk antropologi for os alle i Kristus som det er konkret hos Paulus i Pauls eksistentialistiske Kristusmystik, vores Kristusparticiperende eksistensforvandlende ny natur)).


The usual Christian answer, that man's chief end is life in God, cannot satisfy us - it is too general and too formal. Those who give this answer are too much engrossed in the way to the final goal. Rest in God is usually thought of as victory over the evil and sin in human nature, as the extinguishing of this nature, as the absorption of the human by the divine. Man merely makes free within himself a place for God and returns to God's bosom without any profit. There is a fateful tendency toward monophysitism in historic Christianity. It is as though the man who is redeemed from his sins desired that his human nature should cease to exist - that only the divine natur alone should exist. But Christ is God-Man. He redeems and restores human nature to its likeness unto God. Human nature which knows itself, knows its independent and free being, must exist eternally only as a creative and creating nature. Human nature finally justifies itself before the Creator not by extinguishing itself but by its own creative expression. Man must absolutely be. Human nature, redeemed and saved from evil, has a positive human content and a positive human purpose. This content and purpose can be only creativeness. Man's creativeness is connected with the ecstatic element in him. MCA



Mange kærlige hilsner HansKrist.



PS:

Berdyaev 1925 henviser til hans skrift: "Das Neue Mittelalter" fra 1925.

MCA henviser til hans verdensberømte bog: "The Meaning of the Creative Act".

Dengang jeg søgte bogen på antikvarisk net world wide, var der kun et eksemplar til salg og den kostede 1500 kroner. Så en sen nattetime hvor jeg surfede så jeg i en Skotsk antikvarisk boghandel at de havde en bog til salg der hed: "The Meaning of the Creative Art". Jeg sendte dem straks en mail og spurgte om det ikke var en slåfejl i titlen, så det i stedet skulle være; "The Meaning of the Creative Act" af Nicoals Berdyaev og i så fald de kunne godt sende mig den, for jeg ville købe den til sølle 75 kroner. Og så siger de at skotterne er nærrige, ifald de er dette, da gik de glip af mange penge den dag.

I dag, 2009 er Berdyaev's hovedværker blevet genoptrykt og man kan få bogen ny fra 2009 altså til billige penge.


PPS:

Nu er det store spørgsmål om Bjørnen mener at jeg igen er ved at rode mig ind i et gammeldags forældet og indskrænket og stærkt af religion og overtro begrænset virkelighedssyn og verdensbillede med det her indlæg.

Han var jo ellers lige så tilfreds, han skrev ihvertfald:

Selv tigerdyret er ved at bryde ud af sine selvpålagte religiøse begrænsninger.

Bjørnen knurrer måske og tænker: "hvorfor helvede dog Hansemand vil du hele tiden se verden i denne forældede religiøse optik som dit indlæg er et udtryk for".

Bjørnen tænker; fjern Gud af din tænkning og bliv fri Hansimandsi!

Og et og andet sted er jeg måske enig med Berdyaev der siger:

Når Gud ikke eksisterer, da eksisterer mennesket heller ikke