Det var et smukt indlæg HansKrist. Det mener jeg især fordi jeg ikke er bekendt med Freuds terminologi.

Jeg er sikker på at du har læst Eric Bernes: Hvad er det vi leger? Det er mange år siden at jeg har læst den, men jeg mener nok at hans beskrivelse af ”forældredelen”, svarer meget til det du kalder ”Over-jeget”.

Eric Bernes forsklaringsmodel går for øvrigt meget ind i begrebet, de spil vi spiller ubevidst med hinanden. Det er den dimension jeg mener at vi altid må have med. Forståelsen af os selv i forbindelse med vores indbyrdes forhold til hinanden.

Hvis man bliver klar over disse indbyrdes, ubevidste spil, bliver man også i stand til at ophæve dem og så i stedet have et naturligt, direkte forhold til hinanden.

Men nu vil jeg ikke begynde at diskutere en bog som det er mange år siden, jeg har læst. Jeg vil i stedet købe og læse den igen, når jeg får tid og lejlighed.

Jeg synes bare at jeg ville nævne at det var et godt indlæg.

(NB! Lige nu fører Getafe 1-0, men de er sør'me hårdt trængt)

Kære Hanskrist.

Tak for dit indlæg, hvor du på udmærket vis gør rede for de forudsætninger, hvorunder du skriver. Dette er nyttigt, fordi det formentligt vil vise sig, at vi dybest set ikke står så langt fra hinanden, som det ellers af og til i kampens hede kunne se ud til. For eksempel skriver du, at du gerne vil holde fast på dine jeg-funktioner. Dette forstår jeg så udmærket, thi jeg vil også selv fastholde dem.

Det er særdeles oplysende, at du bringer den freudianske definition af jeg-funktionerne fra 1923, og jeg formoder, at vi vil komme til at drøfte denne lidt mere indgående. Freud hører til blandt giganterne og pionererne inden for dybdepsykologien, og det ville derfor ligge mig fjernt at affærdige hans synspunkter. Men jeg har visse kommmentarer til det, som du citerer, og dem vil jeg muligvis vende tilbage til senere i vor diskussion.

Du nævner noget, som du kalder den nyreligiøse anti-ego strømning. Til dette vil jeg sige, at der i det nyreligiøse supermarked findes meget godtkøbskram på hylderne, og slår man denne mangfoldighed sammen i ét, kan der komme næsten hvad som helst ud heraf.

Her færdes charlataner, der vil tjene hurtige penge, side om side med seriøse tænkere, der har gjort sig den ulejlighed at kigge dybt i østlige systemer og studere dem fremfor blot at læse lidt populært hist og her. Derfor synes jeg, at vi skal holde letkøbte generaliseringer uden for vor diskussion.

Du nævner Karl Marx og marxistisk psykologi, og jeg vil bede dig uddybe, hvilken relevans dette har for vor diskussion. At tage udgangspunkt i en filosofisk antropologi – et grundlæggende menneskesyn – hvorefter mennesket skal forstås som en levende organisme i et dialektisk forhold mellem individet og samfundet, giver fortrinlig forståelse af vort liv og vor færden i det store fællesskab.

Det giver også langt hen ad vejen god forståelse af vore egne og andres handlinger at tage udgangspunkt i kroppen og betragte den som en organisme, der modtager stimuli fra andre dele af selvsamme krop samt fra omgivelserne, således at der kommer reaktioner – handlinger – ud heraf.

Men den marxistiske psykologi, hvor givende den end måtte være, negligerer så meget andet, at den efter min opfattelse ikke kan give andet end en partiel forståelse. Dette må nødvendigvis også være tilfældet for dit eget vedkommende.

Dette var, kære Hanskrist, nogle randbemærkninger, men ingenlunde noget forsøg på at grave dybt. Denne foreløbighed skyldes, at du i dine to indlæg i denne tråd, har markeret, at dine redegørelser er præliminære for det, der senere vil komme fra din hånd. Og det vil jeg så se frem til.


Med venlig hilsen

Kristian Pedersen

"Den berømte indskrift på Apollo Templet i Delfi: »Gnoti seauton« (Kend dig selv)."

Om ophavsmanden til udtrykket findes der mindst fem forskellige forklaringer: Det skal oprindeligt være fremført af (1) Chilon fra Sparta (en poet fra ca. 700 f.v.t.), (2) Thales fra Miletus, en før-sokratisk filosof (624–ca. 546 F.V.T.), (3) Sokrates, den kendte græske filosof (ca. 470–399 f.v.t.), (4) Pythagoras, græsk matematiker (ca. 582–ca. 507 f.v.t.), (5) Solon, græsk politiker og poet (638-558 f.v.t.). Det ville være mærkeligt, hvis der ikke findes endnu flere angivelige fædre til dette ofte brugte råd, som også mange psykologer, fx Sigmund Freud (1856-1939), har gjort brug af. I stedet for “Kend dig selv” bruges også den latinske version “nosce te ipsum”. (Fra Idiomordbogen)

Oplysning: Dette imperativ ('Kend dig selv') kan jeg ikke klare!

Forklaring: 'Jeg selv' er ikke én, men mange. 'Jeg selv' skifter med konteksten. 'Jeg selv' er en funktion af mine tanker, af de øjeblikkelige påvirkninger (fysiske forhold, synsoplevelser, lydpåvirkninger, lugtpåvirkninger, sultfølelse, tørst m.m.).
Hvordan skal jeg nå at fange mit 'jeg selv'?
Jeg sidder her og prøver at fange 'mit selv', men jeg kan kun få fat i en lille bitte del, og nu er 'jeg selv' noget andet, end 'jeg selv' var for lidt siden.
Jeg kan godt finde mine styrker og mine svagheder, og jeg kender ved 'mig selv' mine begrænsninger – både de fysiske og de intellektuelle. Men det er jo kun noget banalt i forhold til at omfatte hele 'mig selv'.
Mon der er en kerne i 'mig selv', som jeg bare ikke kan få fat i, men som styrer mit 'mig selv'?
Er 'kend dig selv' et uopnåeligt mål, der alene kan bruges som et sigtepunkt?