Hey venner og småtbegavede særlinger

Jeg fik et spørgsmål fra en af mine venner på facebook, hans bror er direktør i udlændingeservice, omkring tro. Jeg tror han undrer sig over at jeg er hard core kristen og gerne ville have mig til at uddybe hvad jeg forstår ved min tro. Jeg svarede ham som følger:

Hej Jacob, som svar på; “skal man tro eller ikke tro”, kommer her kort hvad de mest moderne fortolkere af Paulus og Nye Testamente siger (blandt andet mig selv ):

Nej man skal ikke tro, tro betyder ikke at tro noget (1)* som vi tænker eller forestiller os det i dag. Troen betyder ikke at der er noget at tro på. Troslivet dækker over ikke at være af verden og udelukkende tilhører verden ( men nok i verden), tro dækker over ikke at tilpasse sig verden, ikke at være slave af nødvendigheden og vanens magt, men dette at være en i åndelig/spirituel forstand fri og kreativ skabning hvor næstekærligheden står over alt andet (kernen i den kristne paulinske spiritualitet). Mennesket er ikke en del af noget, af verden, naturen eller kosmos, men kosmos er fx i stedet en del af mennesket (mennesket er ikke natur, men har natur). Synd er tilpasning og middelmådighed og dette at være bestemt af loven (fx den politiske dagsorden) og naturens nødvendighed og tvang (misbrug fx: alkohol, stoffer, piller, psykofarmaka og mad mmm), hvorimod Guds Riget er uafhængigheden heraf, nemlig den spirituelle (åndelige) kreative frihed eller intelligens, hvor mennesket er frisat (ubetinget, autonom og numinous) en i sidste ende uafhængig og fri skabning i forhold til naturen og verdens politiske eller religiøse gang, hvor menneskerettighederne gang på gang krænkes. I verden har næstekærligheden (og menneskerettighederne) yderst svære vilkår, men kravet i kristendommen er at mennesket i Kristus, er fri af disse verdensforhold og er forpligtiget på i denne sin frihed og ånd (kreative intelligens) fra Gud over verden, straks sammen med menigheden, straks som Kirke (altså i Kristus) at ændre på disse umenneskelige forhold. At være i Kristus betyder at mennesket står over verden, over naturen, over nødvendighed, over vanen og tilpasning, middelmådighed og ligedannelse verden, loven fx (ikke dermed sagt at man skal bryde loven, men af alt magt forsøge at ændre den), fordi dette at være i Kristus betyder friheden og ånden fra Gud, hvor vi er forpligtigede på næstekærligheden, som vi netop kan opfylde fordi vi ikke er en del af verden og loven, den politiske orden. Som kristen er det fx soleklart hvad man skal mene om VK og DF’s pointsystem, man er ud fra NT, ud fra Paulus tvunget til at arbejde imod alt det man kan, dog uden vold. Arbejder man ikke af alt magt på som menighed (altså som i Kristus værende) imod denne lov, da er man ifølge NT og Paulus ikke i nærheden af at være kristen, at være Kirke, at være i Kristus. At kristendemokraterne og VK’s kernevælgere aldrig har været i nærheden af at være kristen i Paulinsk og NT forstand har i mange år været grotesk tydeligt, en ren parodi på NT og Paulinsk kristendom er det. De fleste Frikirker i Danmark, der er et bibelfundamentalistisk (republikansk) USA fænomen er også i strid med Paulus og NT, det nye testamentes skrifter. Troen betyder Kristus selv, at være i Kristus, som igen betyder at have friheden og ånden fra Gud til at være fri af verden og naturen, loven og nødvendigheden, tilpasning og dorskhed (vanens magt) og middelmådighed. Er man Kirke, dvs man er i Kristus, da er man qua Gud, fri og uafhængig af verden og forpligtiget på næstekærligheden, af alle kræfter at rejse sig op over loven og verdens gang så vidt forholdene her strider imod evangeliets menneskesyn.

Det siger sig selv at de såkaldte kristne er helt rundt på gulvet over den sidste nye moderne Paulus forskning. Frikirkerne i DK og de satte kristne i Dk der stort set alle er af småborgerlig u-Kristi-lig observans er rystede og de trues af ateisterne på den ene side og nu trues de og revses de på den anden side af Paulus selv, som den katolske kirke blev udsat for det under reformationen.


(1)*:

Tro (hentet fra luthers fortale til Romerbrevet) er ikke den menneskelige indbildning eller drøm, som nogle anser for at være tro. At nogle opfatter forholdene sådan, skyldes at når de hører evangeliet, så farer de løs og frembringer ved egen kraft en tanke i hjertet: ”jeg tror”. Dette holder de så for at være en ret tro; men det er menneskeligt tankespind, som er uden virkning på hjertets grund. Derfor virker den heller intet, og det følger ingen forbedring, ny skabelse deraf.
Tro derimod er et guddommeligt værk i os, som forvandler og føder os på ny ud af Gud. Den døder den gamle Adam, og gør os af hjerte, sind, tanker og alle kræfter til helt andre mennesker.
Oh, troen er i sit væsen en så levende, skabende, virkende og mægtig ting, at det er umuligt, at den ikke uafladeligt gør godt. Den spørger heller ikke, om der er gode gerninger at gøre, men inden man når at spørge, har den gjort dem og er altid virksom. Martin Luther.

Der findes ingen formelle definitioner af tro, ingen formel for en definition af tro.

Derfor er de 3 trosbekendelser der hagler ned over os i Kirken også et problem, så længe de opfattes som dem (det) man tror på. Ikke dermed sagt at disse trosbekendelser og dogmer, er meningsløse, men at begynde med dem vil svare til at man i første klasse i skolen i matematik præsenterer eleverne for de matematiske fysiske ligninger i forbindelse med relativitetsteorien og kvantefysikken. I første omgang bør man glemme alt om disse trosbekendelser som skulle værende nøjagtig det man tror på som kristen (i så fald ville man også blive firkantet i hovedet).



Nogle mennesker kender ikke Kristus, altså friheden og ånden (intelligensen og kreativiteten) fra Gud (de er slaver under kejseren eller naturen, sindet). Disse mennesker er ikke frie af sig selv (frigjorte og kreative og intelligente) de magter ikke at blive sig selv fri, løse af sig selv, og de underkaster sig verden og det der er i verden i en form for fetish dyrkelse/tilbedelse (man ser her at psykoanalysens metode også arbejde med den samme frihed, eller emancipation).

Man is a slave because freedom is difficult, whereas slavery is easy. Nicolas Berdyaev.

Bibelfundamentalisme (ortodoks lutherdom fx og Frikirkerne her i dag i DK, der er et moderne fænomen fra republikanske USA) er slaveri og tegn på at mennesket ikke kender Kristus; friheden og ånden fra Gud, hvorfor de omsætter og forråder Kristus (ånden og friheden fra Gud) til bibelkonkordantisk mentalitet, bogstavelig bibellæsning, og de tilpasser sig den politiske verdens gang og opfatter Gud som almægtig herskende. Paulus siger at disse mennesker har underkastet sig dødens lov og ikke kender friheden (og ånden) livets ånds love i Kristus, Guds kærlighed Kristus. Hvis Gud er almægtig (som især bibelfundamentlisterne tror), eksiterer mennesket ikke (der foregår intet drama mellem Gud og mennesket, fx syndefaldet (ond frihed, ondskab i verden)), det vil igen sige at Kristus ikke eksisterer (Guds kærlighed Kristus ikke eksisterer). Men nu blir det meget svært og jeg vælger at stoppe. Vil dog lige sige at dersom Bertrand Russell havde kendt den moderne Paulus forskning (Alain Badiou, Zizek og Agamben mfl), han ville nok have stillet sig lidt anderledes.

For at forstå kristendommens tale eller diskurs om mennesket (subjektmetafysik) er Nicolas Berdyaev nok den vigtigste enkeltforfatter eller åndelige vejleder man overhovedet kan finde.

og så spø'r jeg:
Hvordan er du kommet afsted med, "at være i Kristus"?

skriver Arne.


Tro (hentet fra luthers fortale til Romerbrevet) er ikke den menneskelige indbildning eller drøm, som nogle anser for at være tro. At nogle opfatter forholdene sådan, skyldes at når de hører evangeliet, så farer de løs og frembringer ved egen kraft en tanke i hjertet: ”jeg tror”. Dette holder de så for at være en ret tro; men det er menneskeligt tankespind, som er uden virkning på hjertets grund. Derfor virker den heller intet, og det følger ingen forbedring, ny skabelse deraf.
Tro derimod er et guddommeligt værk i os, som forvandler og føder os på ny ud af Gud. Den døder den gamle Adam, og gør os af hjerte, sind, tanker og alle kræfter til helt andre mennesker.
Oh, troen er i sit væsen en så levende, skabende, virkende og mægtig ting, at det er umuligt, at den ikke uafladeligt gør godt. Den spørger heller ikke, om der er gode gerninger at gøre, men inden man når at spørge, har den gjort dem og er altid virksom. Martin Luther.


Er troens dimension, åbenbaringens dimension. Det er numinouse forhold der på en uimodståelig måde vil gøre sig gældende i vores liv. Diskontinuerte begivenheder uden årsager som man slutter op omkring (menneskets historiskhed), altså friheden der er skør og ubestemt. Det er katastrofale og skelsættende ændringer, kriser og begivenheder i vores liv. Alle ens værdier ændres og selvforholdet ændres radikalt. Primært er det et brud, et voldsom brud, altså noget diskontinuert, som friheden (ånden) altid er uden årsager, ellers er det ikke frihed men nødvendighed, natur og naturlighed. Altså frihed (indeterminisme) og skabelse (skaberånden) er primær væren, det der er. Kristusparticipationen (eksistensen i Kristus) der overgår vores essens og væren (natur), der må lade sig forklare og forherlige af Kristus.

Den religiøse åbenbaring, Kristusbegivenheden/Damaskusoplevelsen, er en begivenhed, der ikke blot sker for mig. Den er en indre katastrofe i mig, og indtræffer denne katastrofe ikke med mig, er åbenbaringen uden betydning (Nicholas Berdyaev/HansKrist).



Om Damaskusbegivenheden i mit liv (Møgeltøndergade Kbh) Kristusparticipationens virkelighed, Kristusvirkeligheden, mit liv med Kristus:

Jeg er i Kristus en ny skabning: jeg og Gud! - der er den person, jeg er, netop fordi Gud trænger ind i mit liv og dermed åbner mig og spalter mig (det mig, der ellers ville være mit selv, hvis jeg altså ikke var person i Kristus) til at være, hvad jeg endnu ikke er, men til stadighed bliver i Kristus. Det der ER (essensen og væren) mister betydning og vægt, overfor det der hele tiden bliver til (eksistens og tilblivelse (skabelse) karakter og personlighedsdannelsen ud fra ånden/friheden) som ikke er set før. Således kunne man sige at Gud er det der bliver ud af os og Kristus sammen. Derfor er kristendom ligeglad med det der ER (Natur), fordi den kristne Gud kalder på det der ikke er til så det bliver til (i Kristus: det er den Skabende Gud vi ligner og ikke skabningen i naturen (i synd og nødvendighed) uden Skaberen).

”Vores genopstandne Herre og Frelser, Kristus, der kommer ved sin Ånd, Helligånden, med Ordet, og kommunikere sig selv, meddeler sig selv, så at ”ikke vi lever noget Kristenliv (gerningsretfærdigt fromt religiøst liv (kristen livsførsel)), men Kristus selv lever i os; og er vores liv, nye liv og virkelighed med Gud”. Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, siger Paulus.

Alt formår jeg i Kristus der giver mig kraft; og ikke jeg lever længere men Kristus lever i mig. I Kristus vi er nye skabninger, med åndens nye liv, der sejrer i en lang række forhold. Kristus skal forvandle vort fornedrede legeme og give det skikkelse som hans herliggjorte legeme med den kraft, hvormed han kan underlægge sig alt. I Kristus har vi friheden og ånden (intelligensen og kreativiteten) fra Gud/Selvet.



Guds Ordet Kristus selv (altså Gud (Ånden selv) der kommer til os i en samtale/kommunikation som menneske (inkarnationen), som Kristus, der er en Guds fødsel i vores liv, menneskets liv, der i en efterfølgelse fordrer af os at vi også lader os føde i Gud (Helliggørelsen (Kristus der vinder skikkelse i os og os der iklæder os Kristus), at mennesket i en fri kreativ spirituel efterfølgelse reagerer og svarer på Guds kald, stemme (samvittighedens indre stemme) og lader sig føde i Gud, som Guds fødsel i menneskets liv (inkarnationen) der er den primære skelsættende begivenhed og som kaldes/benævnes Kristus (det sidste forhold er vigtig, at det i kristendommen er Gud der kommer til os, som begivenheden Kristus, Kristusbegivenheden (Damaskusbegivenheden), åbenbaringen der fortæller Jesus er Kristus, Peter’s bekendelse fx (Gud der åbenbarer sig for os i og ved og med Jesus af Nazareths liv og skæbne ikke mindst, altså død og opstandelse hos Paulus)) som de i en omvendelse pludselig vælger at følge/forfølge resten af deres liv. Mere end en dybere selvforståelse og mening er det et pludselig indbrud med uimodståelig voldsom kraft der byder sig til og perspektiverer og lægger afstand til ens tidligere liv under tilpasning naturen og verden, altså i synd. En ny intelligens (åndens nye liv), En ny indre kreativ dynamik og vilje, karakterstyrke, der pludselig gør sig gældende i ens liv og som kan blive til helliggørelsens personlighedsdannelse eftersom Kristus vinder skikkelse i os, eftersom vi får os iklædt Kristus. Hos Paulus beskrives det som en ny Frihed og en ny virkelighed der pludselig (via den “uforsåelige” Kristusbegivenhed) uimodståeligt byder sig til og bryder igennem til mennesket, hvor vores intelligens og virkekraft og livsmod, mangedobles. Kristusbegivenheden eller Kristus der er opstanden, lever for os i kraft af Gud, taler Paulus om. Og det er ikke noget man tror på, det er en ny virkelighed der pludselig gør sig gældende, man kunne også sige det er en ny dimension ved virkeligheden, vi pludselig er blevet bekendt med eller har fået andel i som før var skjult for os, ukendt for os eller os ubevidst.


Er det noget, der er åbent for alle, eller er det forbeholdt dem, der kan være "en i åndelig/spirituel forstand fri og kreativ skabning" - og dem, der er nået dertil, hvordan er det gået til?

Om Gud det vil (tænk på Peters bekendelse hvad Jesus her siger), det tilhører som sagt åbenbaringsdimensionen, og vi kan ikke selv forgøgle det eller fremmane det (forføje og disponere derover), måske vi kan disponere os til at være vågne og parate (Paulus og Heidegger og Tillich), oparbejde en receptiv openminded indstilling, stemme os selv positivt for åbenbaringsdimensionen, frem for at være stivsindede, snæversynede og fastlåste i vores selvforståelse og virkelighedsforståelse.


At du tillige gør kosmos til en del af mennesket og ikke mennesket til en del af kosmos, det oplever jeg som fuldstændig uantageligt - og som en hån mod skaberværket (hvis det er skabt).


At gøre mennesket til kun en del af skaberværket er syndefaldet og en hån imod Skaberen, i hvis billede vi er skabte, det er en hån imod Kristus, vores Kristusparticipation hvor vi ikke er en del af kosmos, men kosmos en del af os, da Kristus står over kosmos. Selv biologer (i deres tale om naturen i hovedet (og ikke kun hovedet i naturen (i kosmos el umwelt)) og autopoiesis fx) kan finde på at påpege de samme forhold, at mennesket ikke er kun en del af naturen og kosmos, men at kosmos og naturen er en del af os og gennem evolutionen blevet indlejret i os (mikrokosmos kan vi også tale om, mennesket er et i sig selv et autonomt (i Kristus) kosmisk væsen og altså ikke blot en sølle del, determineret og bestemt del (stykke kulstof aggregat i universet) af makrokosmos).

Mennesket er kun et siv, det svageste i naturen, men det er et siv der tænker... thi det ved, at det dør, og kender den magt, universet har over det, medens universet selv intet ved herom. Blaise Pascal.

Derfor takket være ordet, sproget, altså tanken, står mennesket over naturen og er ikke kun natur, men altså en fri (tænkende) historisk skabning. Mennesket har natur men er ikke natur, fordi friheden (ånden (tænkningen)) har vi også. Dette forhold er meget vigtig at forstå, fordi mennesket dermed ikke kan reduceres, hvilket især indenfor den medicinske videnskab burde respekteres. Menneskets suveræne 1. personperspektiv og eksistentialistiske frihed til at udforme dets egen skæbne, karakter og personlighed, og dermed også biologi.

mange kærlige hilsner HansKrist.

Jeg har som sædvanligt svært ved at finde hoved og hale i, hvad du skriver

Ja Arne det må man sige er selverkendelse der vil noget, og jeg tror du bør lade det bliver derved og ikke forsøger at forstå mig. At du ikke kan finde hoved og hale i det jeg skriver ses tydeligt:

ukraineren Nikolai Berdyaevs idé om det guddommeliggjorte frie herremenneske

Du er tydeligvis mest interesseret i det du selv står for, hvorfor din intellektuelle eller åndelige energi ikke rækker til det du gav det udseende af, at du var interesseret i at forstå min position.

Det virker også absurd hvorfor denne interesse pludselig skulle opstå da det er mange år siden du højlydt gav udtryk for at du ikke gad læse mine indlæg, hvilket dine spørgsmål også vidner om, at du ikke har fulgt med i timen, de sidste mange års debat. Selv mange af mine værste kritikere der er ateister i observans har mere styr på hvad jeg står for end du har formået det.

Ja han er bestemt ikke tilhænger af ro og stilhed (det kreative dionysiske dominerer manden) og guddommeliggørelsen stiller han sig også sikkert kritisk op overfor, fortrolig som han er med vesteuropæiske filosofi og vest kirkens teologi, og at han skulle være tilhænger af det guddommeliggjorte herremenneske som du taler om, er nok den største fejltolkning af manden til dato jeg har mødt. Har jeg virkelig været skyld deri, eller skyldes det at du ikke kan finde hoved og hale i det jeg skriver, jeg tror mest det sidste.

At mennesket nærmest skal ærefrygtindgydende tilbede og underordne sig naturen, det skabte og den skabte natur, findes der intet belæg for i kristendommen, ej heller hidrørende den ortodokse østkirkes teologi, den må du længere ud på landet med, det er vist noget du selv har fundet på, at glemme og tilsidesætte menneskets historiskhed og spiritualitet (menneskets eskatologiske historiske liv med Gud), som om mennesket i tiden skulle være uden Skaber og skaberkraft, det billede mennesket dog er skabt i, ifølge også den kristne teologi.

mvh Hanskrist.

jeg var lidt skeptisk overfor dig Arne Thomsen, da du pludselig virkede oprigtig nysgerrig via dine spørgsmål til mig, dig der har bandlyst mig i så mange år og gang på gang offentlig har sagt at du ikke gider læse mig. Hvorfor pludselig denne ægte interesse???

Jeg overvejede meget om jeg skulle være seriøs i forhold til dig og dine spørgsmål. Valgte så at være seriøs, og beregnede heri den store sandsynlighed for at det ville ende i personfnidder som altid når du debatterer, og ganske rigtig, din trang til personfnidder fordi du ikke tør tale rent ud, slog også ud i lys lue i debatten her med mig.

Christianity is ceasing to be, par excellence, the religion of simple people, and that it must turn towards more complex souls and discover a more profound spirituality.

Christianity exist not merely for simple souls, but also for the more complex ones. We need to remember this. Nicolas Berdyaev.

Og med det ovenfor i mente, orker jeg ikke at svare dig på det med vores Kristusparticipation, som er det alt hos Paulus drejer sig om. Hvorfor jeg må spørge dig om du nogensinde har læst Paulus? Hvad forbinder du med det han komponerer hele sit evangelium om Kristus Jesus, op ud fra, nemlig vores væren i Kristus (Kristusparticipation), med????

Alt hos Paulus er komponeret op heromkring, vores Kristusparticipation, og det nævnes direkte over 50 gange. Og da retfærdiggørelse af Tro, betynder netop det samme, vores fremmedartede retfærdiggørelse fra Gud i Kristus, så er vi som A. Schweitzer siger oppe på over 100 gange.

Jeg er korsfæstet med Kristus. v20 Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig. v21 Jeg ophæver ikke Guds nåde, for hvis der kan opnås retfærdighed ved loven, er Kristus jo død til ingen nytte. Gal 2, 19 - 21.

Altså kender vi fra nu af ingen rent menneskeligt. Og selv om vi har kendt Kristus rent menneskeligt, så gør vi det nu ikke længere. v17 Altså: Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til! v18 Men alt dette skyldes Gud, som forligte os med sig selv ved Kristus og gav os forligelsens tjeneste, v19 for det var Gud, der i Kristus forligte verden med sig selv og ikke tilregnede dem deres overtrædelser, men betroede os ordet om forligelsen. 2 Kor 5, 16 - 19.

Dette var bare 2 af de over 100 steder hos Paulus. Og altså hvis du ikke forstår hvad vores Kristusparticipation dækker over, er du overhovedet ikke i stand til at læse Paulus. Men han er også svær at læse, også (W Grønbech) Rubæk, Michael og Disciple og mange andre går totalt vild i deres Paulus læsninger.


Her følger nok den bedste forståelse af vores Kristusparticipation der overhovedet nogensinde er givet (hvor jeg selv på dansk gir mit besyv med):

Christianity is the religion of the divine Trinity and God-humanity. It pre-supposes faith in man as well as in God, for humanity is a part of God-humanity. An "inhuman" God could not be the God of Christianity. Christianity is essentially anthropological and anthropocentric and exalts man to an unprecedented height of sublimity. The second Face of Divinity is manifested as the human face, and by this very fact man finds himself at the centre of being; in him the meaning and the goal of creation is revealed. Man is called to participate in the work of God, which is the work of the creation and organization of the world. Christian mystics have had a bold conception of the central and supreme plane occupied by man in the universe.
In the loftiest ranges of the Christian consciousness we discover that man is not only a creature but infinitely more, since through Christ, the Second Hypostasis of the Trinity, he is incorporated into the divine life. Only Christian thought has recognized man's eternity which he inherits in the divine life; he cannot evolve by any conceivable proces from one order to another or become either a devil or an angel. The eternal face of man abides in the very heart of the Divine Trinity itself. The Second Hypostasis of Divinity is divine humanity. Christianity overcomes heterogeneity and establishes an absolute kinship between man and God. The transcendent becomes immanent. In Christ, the God-Man, the free activity not only of God but also of man is revealed.

Christological and anthropological science are in all points similar to one another. Upon one's conception of Christ will depend one's conception man. Human personality in the true sense of the word only exist in Christ and by Christ; it only exists because Christ, the God-Man, exist. The ontological "depth" of man is bound up with the fact that Christ is not only God but also Man. That is why human nature participates in the life of the divine Trinity. The positive doctrine of man can only be deduced from the dogma of the divine-human nature of Christ and consubstantiality of the Son with the Father. A really profound Christological anthropology will be a Christology of man.
The generation of Christ, the race of spiritual humanity, must also have its anthropogical science rooted in the science of Christology.

The depth of the ego in man is connected with spirituality; spirit is the principle which synthetizes, and maintains the unity of personality.

Christian spirituality is distinguished from non Christian spirituality by the fact that personality, freedom and love are always affirmed in it. Spirituality in which the unrepeatable person disappears, and in which there is no freedom of man or love for man, must be regarded as unchristian. The spirituality which might be called monistic, that is to say, which denies the independence of human nature, is not Christian.

Only by creative acts can man build and rebuild his personality and triumph over the world of objectification.



The spirituality of India, sublime as it is in itself, is cold in comparison with Christian spirituality, just because of its pantheistic character, which metaphysically denies the principle of personality. Aurobindo, in his commentaries upon the Bhagavad-gîtâ, says that the wise man is benevolent to all alike; that he is characterizied by indifference to everything, by absence of desire, and by denial of the destinction between the happy and the unhappy.
Similar ideas have arisen in Christian spirituality also, especially in Syrian ascetic spirituality and in the Dobrotolyubie. The same severance from the multiple world is to be found in the mysticism of Plotinus and of neoplatonism. But true Christian spirituality is christological, that is to say it is divine-human. In it man cannot disappear in an apathetic indentification and unity. Divine-human spirituality may begin with the consciousness of the sinfulness and unworthiness of man, submerged as he is in the elements of the world, but it must assert the dignity of man as a being in the likeness of God and foreordained to eternity. The bitter feeling which arises from the knowledge of human baseness ought not to conceal the high destiny to which man is foreordained.

Christianity is above all things historic, it frees the knowledge both of God and man from the crushing incubes of cosmic infinity, it asserts the existence of a unique beginning which cannot be repeated, on which history is based, and which differentiates it from nature. Mennesket når ikke frem til frihed gennem evolution (theosophy) men mennesket har sin oprindelse i frihed, in Christ, Sønnen (mennesket i Gud) (Kristusbegivenheden er en unik begyndelse som ikke kan gentages, og det gælder i menneskehedens historiske liv såvel som i hvert enkelt personlige individs liv (Damaskusbegivenheden). Så al selvudvikling og spiritualitetspraksis (som kristen, Kristusiklædning, eller Kristus der vinder skikkelse i os) tager udgangspunkt i denne frihed, hvor frihed er primær væren (meonic/meontisk frihed) og det værende.


du er useriøs Arne og det eneste du ville, var at føre samtalen over på din egen banehalvdel om din ikonoplevelse, som jeg teologisk forstår bedre end dig selv, ud fra Paulus og ud fra Berdyaev, hvor din ikon oplevelse allerede er beskrevet i mindste detalje.

mange kærlige hilsner HansKrist, og fred være med dig Arne, du evindelige personfnidrende mand, der vil æres med folk konstant.

Hej Arne.

Jo vi er vist mange der gerne vil forstå Hanskrist, men har opgivet ævred for længe siden.
For mig ser det ud til at det skal gøres så mystisk-vanskeligt som muligt at forstå kristendommens rette element, fordi der i virkeligheden intet belæg er for at tro, det er bare noget folk tror og derfor har opbygget en mur af symboler der skal virkeliggøre at der har gået en Jesus på vor jord og som desuden er blevet beskyldt for at være en guds søn, selvom ethvert voksent menneske ved, at dette er det rene nonsens, men nogle kan ikke komme igennem livet uden at skulle prøve at overbevise sig selv og andre at der findes en gud, og stakkels dem, vil jeg sige, de har virkelig store problemer, de har svært ved at leve et liv sammen med en partner, men tror de har fundet de vises sten, fordi de er istand til at udgyde den ene gang nonsens efter den anden, fuldstændigt som kirkens håndlangere præsterne henne i kirken.

Og folket/ fårene falder på røven af bar forundring af de "flotte" ord de hører gang på gang, uden at tænke over om det nu også kan være rigtigt.

Men folket skal have noget at undres over og falde på røven over, det holder dem beskæftiget, vi der ser mere realistisk på tingene behøver ikke disse afledningsmanøvrer for at overleve- gud fader bevares.

Hey Arne,

du skriver:

Nu fortæller du jo så lidt mere om, hvad du mener med ordet "Kristusparticipation" (som jo ikke er et ord fra Paulus men vist fra din stærkt beundrede Berdyaev).

Paulus havde jo sin "Damaskus-oplevelse", som han efterfølgende var tro mod.

Om du også har haft en oplevelse, som du er tro mod, ved jeg jo ikke, og det er naturligvis din sag om du vil afsløre det.

Men jeg mener at have forstået på, hvad du selv skriver, og hvad du citerer, at det er det, at at den kristne Gud møder (mødte) os mennesker som et menneske, der er den afgørende begivenhed for dig, og at det er derfra nogle umiddelbart vanskeligt fattelige udtryk, som "Kristusparticipation", "at iklæde sig Kristus" og "at være i Kristus" stammer.

Hov hov,, jeg brugte Berdyaev til at forklare hvordan vi kan forstå Pauls Kristusmystik (vores Kristusparticiperende eksistensforvandlende ny natur (de nye skabninger vi er i Kristus, hvor en laaang række forhold gør sig gældende, mange af disse forhold og kvaliteter nævnes lige i dette indlæg)), hvad vil det sige, dette at være i Kristus, denne Kristusvirkelighed, de nye skabninger vi er i Kristus. Alene Paulus er faderen eller kilden hertil (Kristusmystikken), deri er han verdenshistorisk anerkendt.



"at den kristne Gud møder (mødte) os mennesker som et menneske"

Altså kender vi fra nu af ingen rent menneskeligt. Og selv om vi har kendt Kristus rent menneskeligt, så gør vi det nu ikke længere. v17 Altså: Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til! v18 Men alt dette skyldes Gud, som forligte os med sig selv ved Kristus,,, 2 Kor 5,

Hos Paulus er troen Kristus selv, eller Kristus-tro (Kristusvirkeligheden, dette at være i Kristus). Noget Luther tar til sig som her hvor han skriver i sin fortale til Romerbrevet:

Tro derimod er et guddommeligt værk i os, som forvandler og føder os på ny ud af Gud. Den døder den gamle Adam, og gør os af hjerte, sind, tanker og alle kræfter til helt andre mennesker.Oh, troen er i sit væsen en så levende, skabende, virkende og mægtig ting, at det er umuligt, at den ikke uafladeligt gør godt. Den spørger heller ikke, om der er gode gerninger at gøre, men inden man når at spørge, har den gjort dem og er altid virksom.

Den religiøse åbenbaring, Kristusbegivenheden/Damaskusoplevelsen, er en begivenhed, der ikke blot sker for mig. Den er en indre katastrofe i mig, og indtræffer denne katastrofe ikke med mig, er åbenbaringen uden betydning (Nicholas Berdyaev).

At iklæde sig Kristus og Kristus der vinder skikkelse i os, og Kristus der virker mægtig i os, og for mig er livet Kristus, og ikke jeg lever længere, men Kristus lever i mig etc finder vi det hos Paulus, altså dette at være i Kristus nævnes eksplicit over 50 gange hos Paulus og over 100 gange implicit. Jeg kan kun anbefale at folk læser Paulus, de 7 ægte og de 2 der måske er ægte, men ihvertfald skrevet i samme ånd, nemlig Efeserbrevet og Kolossenserbrevet.

Så det er ægte autentisk stof/indhold fra Paulus og ikke til at komme udenom og A Schweitzer siger da også at kristendommens essens er Kristusmystikken som vi finder denne hos Paulus, altså vores væren i Kristus (vores Kristusparticipation).

Arne du må da være som dyrlæge bekendt med at der findes videnskabelige tidsskrifter, indenfor alle vidensområder, videnskabelige fagdiscipliner, således også teologiske tidsskrifter. Og læser du moderne teologiske tidsskrifter der gennemgår Paulus; så omtales det med at vi er nye skabninger i Kristus, som vores Kristusparticiperende eksistensforvandlende ny natur.

Derom drejer alt sig hos Paulus, vores væren i Kristus, der gør os til nye skabninger, altså vores Kristusparticiperende eksistensforvandlende ny natur er det Paulus taler om konstant, hvor det i Kristus er livets ånds love der gælder, og vi har åndens nye liv (Rom 8), og vi kan vandre i ånden (Gal), og vi er Guds børn og har Guds ånd (Rom 8) og har tankerne friheden og forstandigheden direkte fra Gud (1 Kor 2 og 2 Kor 3).

Jeg sidder her med en splinterny introduktion til Barth’s Kirkens Dogmatik. Adam Neder: “Participation in Christ” 2009.

This scholarly work by Professor Adam Neder offers a thorough exploration of “participation in Christ” as an important theological idea in Karl Barth’s Church Dogmatics. Neder’s study clarifies what Barth means when he says that humanity as a whole, and humans beings individually, participate in Jesus Christ. For Barth, revelation, election, creation, reconciliation, and redemption all take place in Christ, and their meaning and content may only be rightly comprehended in him. The very being of all humanity is objectively included in the being of Jesus Christ, and each individual is likewise subjectively realized in him. In these acts of inclusion and realization, the creature is incorporated into a depth of fellowship that is nothing less than participation in the being of God. Neder’s work explores the ways in which union with Christ is a pervasive theme in Church Dogmatics and what its implications are for understanding Christian faith and life.

Adam Neder skriver straks: “Not since the apostle Paul has one phrase so dominated a theologian’s work”.


Så kilden er at finde hos kristendommens teologiske grundlægger nemlig Paulus, kristendommens første og største teolog. Paulus der grundlægger kristendommen på Kristus, der findes ikke nogen anden grundvold, på sit evangelium om Kristus Jesus.

Kun hos Johannes, der er elev af Paulus eller står i de Paulinske breves tradition, skole, findes der en diskurs om Sønnen, Kristus, der kan minde om det vi i fortættet og præcist form finder hos Paulus.

Så det er ikke Berdyaev eller Luther, eller Barth eller HansKrist der er inspirationskilden eller der er faderen til denne diskurs om vores væren i Kristus, denne Kristusparticipations diskurs, eller diskurs om vores Kristusparticiperende eksistensforvandlende ny natur (livet i Gud med Kristus; livet skjult med Kristus i Gud) men Paulus.

De sidste 3 afsnit apropos hvad du her skriver:

Men når du så - nok mere med Berdyaev end med Paulus (?) - når frem til, at da Guden tog menneskeform, så kan menensket ophøje sig til noget guddommeligt i frihed og kreativitet (rigtigt forstået?) - så kan jeg ikke følge dig.

Jeg benægter ikke, at mennesker kan opleve en form for enhed med Gud, men jeg kan ikke følge dig i, at mennesket på den måde kan få guddommelig magt (hvis det er det, du mener).

Som du ser, hvis du læser så langsomt at du også magter at forstå det du læser, så har det ikke at gøre med en simpel enhed med Gud hos Paulus, dette er en misforståelse af Kristusmystikken (hvor mennesket aldrig opløses i Gud, eller går op i Gud), vores Kristusparticipation, vores Kristusparticiperende eksistensforvandlende ny natur, da Paulus aldrig blander Kristusmystikken sammen med simpel Gudsmystik, men det gør Johannes indimellem, ikke altid, men indimellem forvirrer Johannes Kristusmystikken med simpel Gudsmystik.

Jeg vil lige nævne et par stykker der har haft deres store vækkelse og fundet deres kald her i livet via Paulus og Pauls Kristusmystik, nemlig, Luther; A. Schweitzer; Berdyaev; Tillich og Barth og HansKrist (og delvis den millitante ateist, marxist og maoist, matematiker, filosof og forfatter mmm Alain Badiou). Men der er selvfølgelig mange andre at nævne.

Kort kan man sige at den protestantiske reformerte vest Kirke er Paulus; og den Romersk Katolske Kirke er til Peter og den ortodoxe er Johannes. Det er selvfølgelig en forsimpling, men det er dog med Paulus i hånd og ånd, at Luther igangsætter den reformation, der splitter vestkirken i 2. Og Barth der må kaldes for teologiens Einstein er vækket af Paulus, som også Tillich, de er totalt opslugt og præget af Pauls Kristusmystik, selv om Barth nægter at bruge udtrykket Kristusmystik, da han mener at det kan give forkerte associationer, dog er Barth som Adam Neder så smukt har redegjort for, grebet af at forstå vores Kristusparticipation.

Mange kærlige hilsner HansKrist.

PS:

Som Paulus flere steder siger, det er mig der er faderen til jer i Kristus, det er mig der har iklædt jer Kristus (1 Kor 4, 15 og 9, 2; 2 Kor 6, 12; Gal 4, 19 og Fil 1, 10) eller det er hans evangelium om Kristus Jesus der ved Guds hjælp har iklædt folk Kristus. Derfor bliver Paulus faderen til det moderne vesten på grund af menneskets særstilling og frihed (kreative autonomi, og at alle er lige, men ikke ens (pga den Kristocentriske antropologi/Kristologiske antropologi)) i Kristus, den eneste civilisation der findes i dag, er tilbage, har overlevet siger Ritt Bjerregaards mand Søren Mørch (altså den vestlige (Søren Mørch udtaler sig ikke om Paulus og Kristus eksplicit som grundlæggeren af den vestlige civilisation)).

I Kristus har vi iøvrigt vores stolthed overfor Gud, vi har vores frihed og frimodighed, frie taleret overfor Gud, siger Paulus. Det er denne ide om mennesket der er det moderne, som vi ser hos Paulus, i renæssancen, hos Luther og Kant, og oplysningstiden, det der går galt er at i helt moderne tid går det i glemmebogen at denne frihed og autonomi er i Kristus. Hvis den russiske revolution skulle være foregået i Kristus, ville resultatet have været ganske anderledes. Hvis fremskridtene for menneskeheden skal komme i Kristus, da er det den socialdemokratiske model, der stort set svarer til Pauls model. (1)*.

Alle overtager den vestlige civilisation, Kina, Indien, Australien, Afrika, Sydamerika, islamiske lande,, ja uanset hvor primitiv eller religiøs stærkt en kultur er så overtager den den vestlige civilisation og beholder blot nogle af deres kulturelle traditioner ved siden af.


(1)*:


Selvfølgelig er kirkegængerne fra Socialdemokratiet og SF og det skyldes en dyb forståelse for evangeliet, at Venstre også er repræsenteret skyldes 1): tradition og opvækst, og 2): at evangeliet og kristendom misforstås og forveksles med en... liberal frihedsideologi for de priviligerede og begunstigede her i verden, hvor man opfatter sig selv som Guds kæledægger (særligt udvalgte), også det der er typisk for frikirkerne der forveksler "troen" og det med Helligånden, med et superego (superego konstruktion) der rager op og flagrer rundt i de højere luftlag og det helt uden jordforbindelse (uden forståelse for inkarnationen: Kristus, vores immante Gud-menneske, Kristus; vores immanente og konkrete Kristus personlighed og spiritualitet der naturligt i efterfølgelsen er bundet alene i et spirituelt virke (etik) til gavn og opbyggelse for næsten (og netop ikke har nogetsomhelst at gøre med en guddommelig ubetvivlelig superego konstruktion, overbygning, man jubler over der styrer verdens gang og som man tilslutter sig uden at magte at argumentere menneskeligt herfor, Kristi-ligt herfor, hvorfor disse troens analfabeter, blindt troende, argumenterer ud fra Bibelen og det der står her og ikke ud fra Kristus konkret her og nu (opstandelsestanken og Kristus som Herren), vores Kristusparticipation, som de intet aner om). Med de kontinentaleuropæiske sværvægtere af filosoffer til at forstå Paulus, som Badiou, Agamben og Zizek og HansKrist (Bonhoeffer; Tillich og Barth der var erklærede socialister ud fra evangeliet (Paulus)) vil det billige frikirke snak og gøgl vi har arvet fra det republikanske USA snart være et overstået kapitel her i Europa. Europa der altid har formået at tænke dybt over tingene vil ikke accpetere denne totalt forfejlede og falske, sjofle og overfladiske, kristendomsforståelse vi har arvet fra bibelbæltet i USA. Alle taler om at overalt i verden spiller religion en hovedrolle, blot ikke i det sekulære europa, men bare vent og se, som så ofte før, er det hende Europa der barsler med det sandt menneskelige, Kristus, det menneskelige fra Gud og i Gud.

Gud har i sin evige nådesudvælgelse, som er åbenbaret i Jesus Kristus, inklusivt for alle, bragt det sande, det trofaste, det radikalt frie menneske på bane. Guds evige valg har her fundet sit analoge menneskelige modbillede i verden – og disse to er ét. Som indeholdt, udvalgt i ham, genfinder det enkelte menneske sig selv – her frisættes menneskets menneskelighed med baggrund i Guds evige valg. Karl Barth.

Et indlæg jeg skrev på facebook til efterfølgende link og også har sat i her på trosfrihed et andet sted.

Se følgende link:

http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel...ikke-saa-typisk