Selvbeherskelsen er netop essensen af at kende sig selv. Hvis man slipper sanserne løs uden selvbeherskelse, så er man, besynderligt nok, sanseløs.
I virkeligheden betyder dette ord, sanseløst, det modsatte, nemlig at man er i sansernes vold.
Jeg sad engang ved søerne i København og betragtede nogle fugle. Der lød et højt brag og jeg så en bevægelse i øjnene på den fugl som jeg havde rettet blikket imod.
Men hele fugleflokken reagerede som var de ét og de fløj straks væk allesammen netop som var de ét væsen.
Hvis vi lever med os selv kan vi græde eller juble, men meget mere end det, er det, når vi ophører hermed.
Denne tilstand af ophør er ikke følelsesløshed. Vore små følelser kommer til kort overfor stilhedens dybe fred og når vi møder denne fred møder vi også os selv.
Det er når vi møder os selv, resultatet af hele vores liv, at vi mærker den smerte som vi har ophobet.
Derfor er meditation den yderste ikke-handling. Ophævelsen af flugten væk fra det, som er.
Hvis vi bliver i denne smerte opdager vi, at den kun er møntens ene side. Bag vores gråd, vores møde med os selv, er stilheden, kærligheden, nåden eller Gud, hvad man nu kalder det.
Mens vi græder, og lever vores smerte, tømmes sindet for fortiden og når vi når til en ende med os selv, så er selve mønten blevet en anden.
Kærlighedens mønt, følsomheden, består af disse to sider, smerte og glæde. Uden disse to er der ingen følsomhed.
Dette er renhed og nuet er Gud.
Kun når tanken bliver stille er der fuldstændig opmærksomhed.
I denne opmærksomhed, som er stilheden og det uendelige rum - den fred der overgår enhver forstand - ser man det virkelige rum, det uendelige rum.
Dette rum er fyldt med stilhed og i denne stilhed hvor fortiden, erindringen er hørt fuldstændig op opstår en jublende glæde.
Kære Michael, gys en mystik og et pessimistisk og træt menneskesyn du har.
Dette er renhed og nuet er Gud.
Kun når tanken bliver stille er der fuldstændig opmærksomhed.
I denne opmærksomhed, som er stilheden og det uendelige rum - den fred der overgår enhver forstand - ser man det virkelige rum, det uendelige rum.
Dette rum er fyldt med stilhed og i denne stilhed hvor fortiden, erindringen er hørt fuldstændig op opstår en jublende glæde.
Gys gys, det er bestemt ikke jublende glæde, det er subjektafkald.
PS: til trods for hvad du skriver i chatten (se nederst her), har du ikke svaret på mine spørgsmål ej har du argumenteret men blot endnu engang påstået at "tanken er erindringens reaktion; det står ikke til diskussion, det er en kendsgerning".
Det siger sig selv at når du tilhører en tradition hvor egoet (det unikke subjekt (mennesket)) skal udslettes og tankerne høre op da de som egoet, det unikke subjekt, er et problem der skal overvindes og forsvinde (opløses og gå til grunde) fordi din "mystik" (dit new age "vrøvl") er anti-ego, er anti-personalistisk, er subjektafkald. I det lys skal ses dine opfordringer til ikke at kunne huske (erindre) ikke at tænke, bruge hovedet, men opgive dette organs funktion, fordi der ikke må være en direktør derinde, Herre/ego i eget hus (hjerne). Din mystik er alkoholikerens logik, hvordan kommer jeg af med mig selv, bliver jeg mig selv kvit, hvordan glemmer jeg min fortid og hvordan dræber jeg min samvittighed (skyld) og min intentionalitet og min tænkning, dette at være ude på noget, at være motiveret og målrettet. Også Ehrenberg nævner dette forhold om subjektafkald og alkoholisme. Hvorfor drikker Jeppe??? Også østens mystik går ud på nøjagtig det samme, og det er jo også her du er inspireret gennem mange år, Krishnamurti og GÎTÂ'en fx. Så der er mange former for selvopgivelse, at opgive sig selv på. Kristendommen er stik modsat (som Steiner, Jung og Berdyaev mmfl), her skal mennesket ikke opgive og opløse sig selv. Kristendommen er Guds ja til mennesket, altså Kristusbegivenheden, friheden og ånden fra Gud i Kristus. Kristus er menneskets jeg-hed (Boehme)det er jeg-legemet (Steiner).
Pure humanity, however, actually is the divine in man. In this lies the fundamental paradox of God-manhood. It is precisely the human independence of the divine, human freedom, and man's creative activity, which are divine. Berdyaev.
Gud har i sin evige nådesudvælgelse, som er åbenbaret i Jesus Kristus, inklusivt for alle, bragt det sande, det trofaste, det radikalt frie menneske på bane. Guds evige valg har her fundet sit analoge menneskelige modbillede i verden – og disse to er ét. Som indeholdt, udvalgt i ham, genfinder det enkelte menneske sig selv – her frisættes menneskets menneskelighed med baggrund i Guds evige valg. (siger Karl Barth, teologiens Einstein).
Om man vælge new age og østens mystik som jmp/Michael eller man vælge den vestlige kristne spritualitet (Paulus, Luther, Kant, Nietzsche, Berdyaev, Jung, Tillich, Bonhoeffer og Barth mmfl (fx eksistentialisterne Sartre, Heidegger, Jaspers)) som HansKrist, der kommer 2 vidt forskellige menneskesyn, menneskeforståelse (subjektmetafysik) ud heraf.
Tanken er erindringens reaktion, HansKrist. Det står ikke til diskussion, det er en kendsgerning. Michael: Tanken er alting. Tanken er kristendommen, Islam, buddhismen, ateismen. Hvad er der galt i det, tanken er alting. Michael: Alt det, vi kender al vores erfaring, al vores viden. Og dog er den intet andet end den døde fortid. Michael: Fortiden, erindringen må dø for at det ny kan være. Fortidens død er livets evige skabelse. Hvert øjeblik vifter Michael: man fortidens bevægelse som tanke og erindring bort for at møde det evigt friske, det evigt nye. Michael: Nuet. Michael: Jeg tog fejl. Han har stadig kun mig, så jeg vil gøre min pligt. Fordi jeg elsker livet. Michael: Sikke en dejlig dag jeg haft i dag. Jeg er ikke bleg for at sige: måske den dejligste dag i mit liv. Michael: Indtil nu. Michael: Godnat og sov godt hvis I har gjort gode gerninger. : )
_________________________
Det kan ikke være Gud, for han har kaldet jer til frihed i Kristus. Pas på!
Det er når vi møder os selv, resultatet af hele vores liv, at vi mærker den smerte som vi har ophobet.
Derfor er meditation den yderste ikke-handling. Ophævelsen af flugten væk fra det, som er.
og når du skriver:
Citat:
Hvis vi bliver i denne smerte opdager vi, at den kun er møntens ene side. Bag vores gråd, vores møde med os selv, er stilheden, kærligheden, nåden eller Gud, hvad man nu kalder det.
Mens vi græder, og lever vores smerte, tømmes sindet for fortiden og når vi når til en ende med os selv, så er selve mønten blevet en anden.
Og ligeså:
Citat:
Kun når tanken bliver stille er der fuldstændig opmærksomhed.
I denne opmærksomhed, som er stilheden og det uendelige rum - den fred der overgår enhver forstand - ser man det virkelige rum, det uendelige rum.
Dette rum er fyldt med stilhed og i denne stilhed hvor fortiden, erindringen er hørt fuldstændig op opstår en jublende glæde.
En jublende glæde - JA!
Og så er det, jeg kommer til at tænke på Prædikerens bog's 3. kapitel: "Alting har en tid", hvor jeg hæfter mig ved ordene:
Citat:
En tid til at omfavne, en tid til ikke at omfavne.
For det er i den jublende glæde, jeg går ud og omfavner verden - så godt og så mindre godt - jeg nu kan
Jeg sendte dig bare et smil for der er egentlig ikke mere at sige. Der er ingen videre vej.
Der er selvfølgelig det liv, man stadig lever og her er det vigtigt at man forstår sig selv. Ellers bidrager man bare med at skabe endnu mere forvirring i en allerede forvirret verden.
At være klar over sig selv og det liv man lever er også, at lægge mærke til det resultat ens handlinger medfører.
Vi tror at vi kan erhverve os viden om de menneskelige forhold, men viden er ikke forståelse. Forståelse er altid kun det, man selv har set.
Tænk hvor mange misforståelser i de menneskelige forhold der kunne løses hvis vi gav os tid til at forstå os selv og hinanden. Det kan vi kun hvis vi ulejliger os med at lytte til os selv og hinanden.
Af denne lytten og seen til det vi faktisk er og til sammenhængene i vores liv - det, som kaldes klarhed - opstår forståelsen, som ikke er viden men en levende ting.
bedrøvet.
Svar
Citer
