Jeg kan også kun gentage, Oscar.

Stop dine benægtelser, som er i modstrid med dine tidligere udtalelser. Kom i stedet med nogle kontrollérbare fakta, som vedrører emnet.

Min agenda er den samme som Salman Rushdie's, Ayan Hirsi Ali's og Wafa Sultan's - at få Vesten til at vågne op og forstå, hvad de har med at gøre, og få de fredelige muslimer til at forstå, at de ligesom andre religioner må reformere deres trosgrundlag, så islam kan indpasses i et globalt samfund, hvis de vil have, at andre skal respektere deres religion.

Så enkelt er det.

Mvh

Ole Bjørn ;)

.

Du har fuldstændig ret i, at islam trænger til at blive reformeret. Du har også ret i, at vi må sætte hårdt mod hårdt over for islam. Men da deres "krig" mod vesten er en guerillakrig, så må vi jo "bekæmpe" dem én ad gangen.

Men de stærkeste "våben" vi har imod islams undertrykkelse er ikke fysiske, men åndelige våben. De skal selvfølgelig omvendes, så de modtager Kristus som deres personlige frelser.
For de fleste folkekirkekristne er det måske volapyk. Men den største anke mod vesten fra muslimsk side er vist, at vi ikke tager vores kristendom alvorligt.

Hvis man ser på de sidste hundrede år sådan lidt fra oven, så er det lidt pudsigt, at først blev kristendommen i vesten bekæmpet af den ateistiske kommunisme og sekulær humanisme. Bagefter kommer så islam og prøver at fylde det "religiøse tomrum". Det er da lige før det kunne give næring til konspirationsteorier. ;)

Men vi må først og fremmest genoplive den kristne tradition. Når politikere udtaler at "vi skal have religion ud af det offentlige rum", så mener de vel egentlig, at vi skal afskaffe misbrug af religion.
Når religion bruges til at undertrykke folk, så mister den sin berettigelse. For mig at se er religionens og især kristendommens rolle først og fremmest, at få hvert enkelt menneske til at bruge sin samvittighed i praksis.
Hvis ikke kristendommen kan få os til hver især at leve i næstekærlighed og respekt til hinanden, så er den død. Vi må opfylde vort ansvar og leve den fuldkomne kærlighed. Når vi på den måde gør kristendommen levende, kan vi sagtens overvinde andre svagere ideologier og religioner.

Mvh. Erik

Kære Erik.

Selv om kristendommen, som den fremstår i de fire evangelier, er den religion jeg mest sympatiserer med, så er jeg fortsat selv både ateist og sekularist. Religion hører ikke hjemme i et lands styrende organer, hvis det vil kalde sig demokratisk. Religion bør være det enkelte menneskes valg, og ikke en statsinstitution.

Det store problem med islam er netop, at det blander religion og lovgivning, så lovene ikke bliver udtryk for en tidssvarende regulering af samfundet med de frihedsrettigheder, som vi efterhånden har opnået, men i stedet skal tilpasses livsformen i et religiøst diktatur hos mellemøstlige nomader for 1400 år siden. Mere vanvittigt kan det dårligt blive.

Når jeg taler om en reform af islam handler det først og fremmest om at afskaffe dogmet om, at koranen er Guds ord, der ikke kan drages i tvivl. Det er dette dogme der forhindrer muslimer i at nøjes med at uddrage de fredelige og positive sider af koranen.

Selv om vi i kristendommen også anser GT for en del af trosgrundlaget, så betragter vi det mere som en historisk beretning end som et udtryk for den kristne Gud. GT's Gud er jo en nådesløs despot, der beordrer jøderne til at begå folkemord på uskyldige, selv brænder hele byer af, og stiller strenge krav til de troende ligesom Muhammed/Allah gør og tilsidst i vrede drukner næsten hele jordens befolkning inklusive dem, der aldrig har hørt om ham. Den gud har vi forlængst kasseret til fordel for NT's barmhjertige og tilgivende Gud.

Muslimer har i dag det dilemma, at de er nødt til at købe hele pakken, så de fredelige af dem ikke kan tillade sig at protestere mod myrderierne i Guds navn, hvis de vil kalde sig muslimer, og de har heller ingen fortrydelsesret hvis de finder en bedre religion. Parolen er; Bliv eller dø!

At søge at omvende muslimer til kristendom til blot medføre mere ufred, og hvilken form for kristendom skulle de omvendes til? Der er jo endnu flere forskellige trosretninger og sekter i kristendommen end i islam.

Behovet for at tro på en gud er så stærkt hos mange, at religion ikke kan afskaffes, men der bør være frit valg på alle hylder for den enkelte.

Mvh

Ole Bjørn ;)

.

Det er et kompliceret problem og der er ikke noget entydigt svar. Islam er et problem i alle de lande som den findes i. Tænk bare på Ghandis befrielse af Indien. Det var ikke muligt for muslimerne at eksistere side om side med andre religioner og derfor opstod Pakistan.

Men jeg synes at vi må skelne på to måder:

1) Islam internationalt, nationerne imellem og så Islam nationalt, dvs. Islam i vores eget land.

2) Tryk avler modtryk. Man kan ikke overbevise en muslim om at han ikke har ret i sin tro, så internationalt må vi på en eller anden måde finde ud af hvordan vi kan sameksistere nationerne imellem.

Men på det nationale plan er det helt uacceptabelt at vi skal indrette vores samfund efter muslimernes ønsker. Men vi har religionsfrihed, så hvordan skal den praktiseres?

Jeg er enig med de, som mener at pladderhumanisme er skadeligt. Jeg vil gerne respektere at muslimske børn kun spiser oksekød i børnehaven men danske børn spiser svinekød og det bliver de ved med (indtil de bliver vegetarer).

Jeg er ligeglad med om kvinder bærer tørklæde, men jeg vil ikke acceptere tvangsægteskaber eller at kvinder er undertrykte.

Det forekommer mig at vi har et problem med at praktisere den religionsfrihed, som vi har vedtaget og det største problem synes jeg er, at vi er så forbandet usikre på vore egne værdier.

De muslimer som kommer til Vesten må lære at leve under vestlige forhold og samtidig skal Vesten ikke give køb på den udvikling den har opnået gennem de sidste 250 år.

Enten beder vi muslimerne om at rejse tilbage til muslimske lande eller også lærer vi dem venligt at leve i et vestligt land. Først og fremmest ved at være sikre på vore egne værdier og samtidig respektere deres.

Hej Ole Bjørn.

Ja, meget ville jo være nemmere, hvis muslimer opgav at anse Koranen for at være Guds ord.

Den mulighed er imidlertid efter min mening lige så håbløs, som det ville være, at få troende kristne til at opgive dogmet om, at Jesus Kristus er Guds Søn - født af Jomfru Maria - bebudet af Ærkeenglen Gabriel - Gabriel, som jo ifølge beretningerne også var den, der hviskede Muhammed Koranen i øret.

Der har ganske vist altid i kristendommen ligget den idé og luret: at Jesus var meget nær det guddommelige, men at han ikke var Guds Søn, den anden person i Den Hellige Treenighed/Trefoldighed (Arianisme hedder det vist), men i alle årene har kristendømmen fordømt sådanne idéer, og sandsynligheden for at troende kristne vil opgive dogmet om Jesus Kristus som Guds Søn, er nok meget lille.

De har jo gjort det i Islam, hvor Jesus mig bekendt nyder meget stor respekt - ikke som Guds Søn, men som profet.

Måske kunne man - som en anden mulighed - forestille sig, at muslimerne gik med til, at Gabriel faktisk gav Muhammed Guds ord, men at Muhammed havde sine naturlige menneskelige begrænsninger i sin evne til at opfatte dem, hvorfor hans gengivelse blev belastet heraf - m.a.o. at Koranen ikke helt gengiver Gabriels ord fra Gud, men at den er farvet af Muhammeds bevidsthed og af den tids og den kulturs forestillinger.

Jeg har forsigtigt forsøgt mig med den idé overfor nogle fremsynede danske muslimer, men er - i hvert fald foreløbig - blevet afvist.

Jeg er enig med dig i, at der eksisterer et behov for en Gud at tro på - en altoverordnet faderskikkelse - men jeg er ikke enig i, at menneskers forestilling om en gud eller noget guddommeligt alene skyldes et sådant behov.

I et religiøst frigjort menneskesind, som ikke blot på primitiv vis søger en faderskikkelse, at støtte sig til, kan forestillinger om en skaberkraft efter min mening ikke siges at være ufornuftig.

Og er verden ikke skabt, rykker mystikken jo blot endnu et niveau op.

Selvfølgelig kan vi tro på naturvidenskabens teorier og fremtidsmuligheder, men hvor langt kan vi komme ad den vej, når vi vil kende verdens sande væren - med vore pattedyrhjerners begrænsede muligheder?
De helt grundlæggende spørgsmål besvarer naturvidenskaben jo i hvert fald foreløbig ikke.

Og hvad etik og moral angår, hvor religionerne jo byder sig til, har vi vel uden religioner kun dét, der i billedsprog udtrykkes, som dét, der er "på bunden af vore hjerter" ;)

Så hvad er egentlig vores grundlag for at blande os - udover at de - muslimerne - selvfølgelig ikke skal ha' lov at blande sig i vore anliggender?

M.v.h. Arne.