annonce
annonce
(visninger)Populære tråde
Mellemrummet 15533515
Angst – Tro – Håb – Kærlighed 2372112
Et andet syn 1980614
Jesu ord 1518211
Åndelig Føde 1465023
Galleri
Jorden
Hvem er online?
1 registreret Hanskrist 273 gæster og 245 søgemaskiner online.
Key: Admin, Global Mod, Mod
Side 1 af 3 1 2 3 >
Tråd valgmuligheder ↓
« Forrige tråd
Næste tråd »
#10171 - 05/10/2010 08:48 VIDENSKAB OG TRO
Arne Thomsen Offline
veteran
Registeret: 16/04/2008
Indlæg: 7152
Sted: Sydsjælland
Det begynder at gå op for mig – eller i det mindste er det min fornemmelse – at der ligger ganske meget gemt i forholdet mellem disse to: Videnskab og tro – som ikke rigtig kommer åbent frem.

Kun få fanatikere afviser naturvidenskabens imponerende resultater, og stort set alle forventer fortsatte store videnskabelige landvindinger (og vel også nogle få korrektioner).

Samtidig er omkring 80 % af os danskere medlemmer af folkekirken (men ikke mig smiler ) – dog sådan, at nok langt de fleste kun er kulturkristne og ikke egentlig kristent troende – men nok heller ikke direkte ateister.

Naturvidenskaben havde i sin tid svært ved at trænge igennem i Europas middelalderlige kristent dominerede samfund, men i dag er accepten, respekten, beundringen og ressourcetildelingen til videnskabelig forskning og oplysning rimeligt god, vil jeg mene.

Samtidig er der – ser det ud til – i hvert fald i Europa en tendens til, at vi europæere i stigende grad ignorerer de lokale religioners dogmer – til fordel for en tro på fremskridtet bl.a. ved naturvidenskabens hjælp.

Men stadig flere begynder at sætte spørgsmålstegn ved, om der overhovedet er noget fremskridt siden – skal vi sige: Stenalderen.

Jo, vi er blevet flere, fordi vi kan skaffe vand og mad til flere, og vi har dertil fået en masse materielle goder, som vi er glade for, men vi dræner kloden for ressourcer, ligesom vores forurening af ”egen rede” (kloden) i hvert fald er foruroligende – og hvad harmonien mellem os ca. 7 milliarder mennesker angår, så er den jo ikke just imponerende.

Så det er vel egentlig kun den rige del af menneskeheden, der har oplevet fremskridt – og nok kun i materiel henseende – mens, blandt meget andet, ca. 20.000 børn dør af sult i de fattige lande – hver eneste dag! (iflg. en opgørelse foretaget af FN i 2003, så vidt jeg husker).

Og når vi kommer til vore eksistentielle spørgsmål – i betydningen: ”som har afgørende betydning for de valg, man træffer i sit liv” – så er det jo ikke så meget, vi her kan hente hos videnskaben.
Det mener jeg ikke, vi kan klandre naturvidenskaben for, og spørgsmålet er vel, om den slags i det hele taget er naturvidenskabens opgaver – og muligheder.

Der er dem, der mener, baseret på videnskabens notoriske store succes, at naturvidenskaben kan alt – i hvert fald i fremtiden – og er der noget, den alligevel ikke kan, så er det simpelthen ikke relevant.
Måske har de ret, men det er der jo ingen der ved, så foreløbig er det kun en antagelse – ja, man kunne vel egentlig godt kalde det en tro eller en overbevisning.

Der er også dem, der mener, at naturvidenskaben har sine naturlige grænser, bl.a. bestemt af dens metodik, hvorfor f.eks. eksistentielle spørgsmål altid vil ligge udenfor videnskabens muligheder (måske bortset fra rent materielle valg).
Det kan nok heller ikke udelukkes, at de kan have ret.

Eksistentielle spørgsmål kunne være:
Skal jeg alene kæmpe for mig selv og mine nærmeste og ignorere andres behov?
Skal jeg bruge størstedelen af mine kræfter til gavn for det samfund, jeg lever i? – eller til gavn for hele jordens befolkning? – eller til gavn for denne klode og alt, hvad der er på den?
Skal jeg acceptere, at man ikke må slå ihjel, og at man ikke må stjæle?
Skal jeg altid leve i erindringer og fremtidsplaner – eller skal jeg tillade mig også at leve i nuet?
Skal jeg søge at lære mig selv bedre at kende – både den bevidste del af mig, men også den ubevidste del, som mange erkender har stor indflydelse?
Er verden skabt – og i så fald hvordan?
Har verden altid været (i en eller anden form) – og i så fald, hvad er da ”altid”?

Mit gæt – og det er jo kun et gæt – er, at naturvidenskaben fortsat vil gøre fantastiske og imponerende fremskridt, men at den næppe vil kunne besvare de fleste eksistentielle spørgsmål.
Man kan sikkert kortlægge, hvordan sådanne spørgsmål rumsterer i hjernecellerne, men selve spørgsmålene tror jeg ikke, man kan besvare ad naturvidenskabelig vej.

Hvis det er sandt (men det ved vi jo ikke) så efterlades vi da sandelig med et stort tomrum: Hvordan skal vi træffe de helt store og afgørende beslutninger i vores liv?

Hidtil har vi haft religionerne til hjælp til den slags, men selvom der er visse udviklinger indenfor i hvert fald nogle af religionerne, så er de jo generelt temmelig stivnede, og i vore globale internet-tider kan de næppe - som hidtil - ventes at fastholde folk via lokal samfundsdominans.

Og hvad så?

Det er her – stadig forudsat at videnskaben nok ikke finder svar på de store eksistentielle spørgsmål – at jeg gætter, at muligheden for en global og kreativ religiøsitet kunne vokse frem.

En sådan skal nok være i stand til at rumme alt det bedste fra de mange forskellige religioner, som en slags byggesten, og den skal samtidig kunne overkomme de store forskelle religionerne imellem - samt dem, der slet ikke har en religion.

Det vil vel sige, at de mange forskellige dogmer (her også forestillingerne om guder) nok skal have lov at være der, men kun som tilbud, og de skal ikke have mere vægt, end hvad den enkelte tillægger dem, ligesom der selvfølgelig skal være total trosfrihed – og selvfølgelig også frihed til ikke at tro noget som helst.

Hvad kunne så blive det væsentlige i en sådan global religiøsitet?

Det er jo ikke til at vide, men jeg kunne forestille mig noget i retning af glæde, taknemmelighed, kærlighed til dette univers og denne klode, som jo er baggrunden for, at vi overhovedet eksisterer – så længe vi gør det.

Hvis sådanne følelser fik mulighed for at vokse frem – ikke længere hæmmet af dogmer – kunne man forestille sig, at vores så voldsomt dominerende dyreart begyndte at komme i harmoni med denne planet: Jorden.

Dogmer, myter og forestillinger om guder, får så nok ikke meget mere vægt end f.eks. de af malerkunstens bedste værker, som gennem tiderne har inspireret os.
Det ville være nemt for mig at tilslutte mig en sådan ”fleksibel, ikke dogmelåst, multireligion”, for min eneste (usikre) tro er, at der eksisterer en, hvad man kunne kalde verdens sande væren – som er udenfor menneskelig rækkevidde smiler

M.v.h. Arne.


Redigeret af Arne Thomsen (05/10/2010 08:54)
Top Svar Citer
#10173 - 05/10/2010 11:31 Re: VIDENSKAB OG TRO [Re: Arne Thomsen]
ole bjørn Offline
bor her
Registeret: 30/03/2008
Indlæg: 2397
Sted: Sverige/Danmark
Kære Arne.

Et udmærket filosofisk oplæg, og det fortjener selvfølgeligt et seriøst svar.

Den grundlæggende forskel på videnskab og religion kan formuleres ganske enkelt. Videnskaben søger forklaringer gennem at opstille hypoteser og teorier ved at ekstrapolere ud fra objektivt målbare konstateringer af verdens fænomener. Religiøs tro opdigter forklaringer, som ikke stemmer med, hvad vi kan konstatere og måle i den fysiske verden.

For at sandsynliggøre de religiøse fantasier, postulerer troende så en åndelig verden, som skulle være uafhængig af den fysiske, og det giver dem så frit slag til at opstille et system af love, som gælder i denne fantasiverden, hvor guderne hersker på højst ulogisk vis. Kun mangel på fantasi sætter grænser her.

I farten ignorerer de troende så det faktum, at selv den "åndelige verden" har en fysisk basis. Tankerne om den baserer sig på fysiske processer i hjernen, og selv om disse tanker kan flyttes udenfor, f.eks. ved at nedfælde dem på papir, så kræver de stadig et fysisk medium for at eksistere. Fjerner vi mennesket og papiret, har vi også fjernet ethvert spor af den åndelige verden.

Fantasien er en væsentlig egenskab ved menneskelivet, men hvis vi vil forstå formålet med den, må vi først forstå livets formål, baseret på det vi objektivt kan konstatere ved alt liv. Her har vi forlængst afdækket et grundlæggende princip, der kan formuleres sådan her:

Alt, som vi kalder liv, besidder en tendens til at ekspandere i rumtiden.

Lidt mere populært udtrykt kan vi sige, at alle livsformer søger at overleve og formere sig. Søger vi bag om dette princip ender vi i en filosofisk diskussion om fundamentale kræfter og termodynamikkens 2. lov (om entropi), men det behøver vi ikke for at komme til en forståelse af vore livsytringer.

Primitive encellede organismer som f.eks. bakterier har let ved at tilpasse sig ændrede livsbetingelser gennem ændringer i deres DNA, og ændringerne kan spredes hurtigt gennem meiose og mitose (sammensmeltning og deling).

Komplekse organismer som mennesker og dyr har større vanskeligheder med tilpasning. Det kan tage tusindvis af generationer at foretage gennemgribende ændringer af vores DNA, så vi må gå andre veje. Til det brug har vi udviklet fantasi, som grundlæggende er en evne til i tankerne at simulere forskellige udviklinger af en situation, for derefter at afgøre hvilken udvikling der er den mest sandsynlige, og dermed sætte os i stand til at vælge den mest hensigtsmæssige reaktion for at opfylde den grundlæggende tendens.

Bevidst planlægning baseret på vurdering af den sandsynlige udvikling kan let iagttages hos alle jagende dyr, fra løver til edderkoppen Portia (prøv at google), og alle de bevidste afgørelser, vi mennesker dagligt træffer, baserer sig på det samme grundlæggende princip. Vi er blevet ekstremt dygtige til at forudse de nærmeste begivenheder og tage vores forholdsregler, så hvor dyr er nødt til at underlægge sig de omgivende betingelser, tilpasser vi i stedet omgivelserne efter vore behov.

Bagsiden af medaljen er, at vores veludviklede fantasi kan danne selvforstærkende feed-back sløjfer i vor bevidsthed, så vi ender i ren fantasi uden relation til virkeligheden, når vi befinder os i sikrede omgivelser med tid til at tænke over livet.

Hvis de romantikere, der mener, at vi ikke har gjort fremskridt siden stenalderen, prøvede at leve et par uger i et stenaldersamfund, ville de hurtigt ændre mening, hvis de overhovedet ville overleve.

Det dybere formål med videnskab, som blot er en systematisk udforskning af denne verdens fænomener, er altså hverken at samle viden for dets egen skyld, eller for at tjene penge, men for bedre at blive i stand til at tilpasse omgivelserne efter vore behov. Ideelt set skulle denne udforskning ske i et fælles menneskeligt samarbejde for artens overlevelse, men vi har ikke taget misteltenen i ed.

Misteltenen er det, som Dawkins kalder "det selviske gen", den naturlige trang hos levende væsener til først at tilgodese deres egne interesser. Derfor foregår størstedelen af den videnskabelige forskning (som jeg selv har været involveret i) i lukkede kommercielle virksomheder, som har til formål af tjene penge på videnskabelige fremskridt.

Den offentligt tilgængelige forskning er også underlagt en lang række krav og begrænsninger fra de bevilgende myndigheder, for det meste forskning i dag koster mange penge at gennemføre. Hertil kommer de begrænsninger af religiøs eller moralsk/etisk natur som hæmmer en fri forskning, og de er langt mere omfattende, end folk i almindelighed forestiller sig.

Videnskabens verden indeholder også selv begrænsninger i form af paradigmer (vedtagne synsmåder) der kan sammenlignes med religionernes dogmer. Forskere har også almindelige menneskelige egenskaber, og mange vil gerne øge deres prestige med de fordele, det indebærer. Hvis en forsker bevæger sig udover de herskende paradigmer, vil hans resultater ofte blive bremsede gennem en såkaldt peer-review, hvor andre forskere skal bedømme hans arbejder. Systemet er langt fra fejlfrit, og med mellemrum slipper rene forfalskninger gennem nåleøjet.

Eksistentielle spørgsmål er produkter af hjernens arbejde, og når hjerneforskningen og psykologien når længere frem i viden, vil man utvivlsomt kunne afdække årsagerne til, at mennesker stiller meningsløse spørgsmål om verdens eksistens, meningsløse fordi vi ikke har et reelt behov for en sådan viden for at leve.

De eksistentielle spørgsmål, vi kan drage nytte af at få besvaret, er videnskaben i fuld gang med at finde forklaringerne på. Evolutionsteorien er et glimrende eksempel på, hvordan videnskaben rammede en pæl gennem den religiøse myte om det gudeskabte menneske. At kreationister og andre fanatikere stadig fastholder myten er kun et tegn på, at deres logik og virkelighedssans er sat ud af kraft gennem religiøs indoktrinering.

En global religion anser jeg for en umulighed. Vi er oppe mod 5.000 forskellige mere eller mindre fanatiske religioner, hvoraf mange har vold som en del af deres metoder til udbredelse. Udviklingen og spredningen af masseødelæggelsesvåben vil snarere lede til vor selvudslettelse.

Vort eneste håb ligger i udviklingen af en anden af livets egenskaber, som kom til efter et par milliarder år, men det vil jeg vende tilbage til en anden gang.

Mvh

Ole Bjørn :o)



Top Svar Citer
#10175 - 05/10/2010 12:28 Re: VIDENSKAB OG TRO [Re: Arne Thomsen]
serotonin Offline
godt igang
Registeret: 07/04/2008
Indlæg: 416
Kære Arne.

Som altid finder jeg din måde at udtrykke dig på enormt inspirerende. Det jeg finder inspirerende er, at du for mig, virker meget meget imødekommende og åben-sindet.

Jeg kan sagtens tilslutte mig din ide om en fælles religiøsitet som bygger på glæde, taknemmelighed og kærlighed.

Jeg tror at det er ligemeget hvad vi beskæftiger os med, så vil vores ego altid gerne på en eller anden måde søge konflikt fremfor fællesskab. Om det er det vi kalder tro, eller om det er det vi kalder viden, så oplever jeg der er to måder at forholde sig til disse størrelser. Enten søger man oprigtigt en afklaring i sig selv for bedre at forstå sig selv og den verden man oplever, eller også søger man konflikt ved at forsøge at pådutte og overbevise andre om hvad der er sandt og hvad der er falsk. Den oprigtigt søgende oplever jeg har fokus på indholdet og ser formen som det sekundære. Den som søger konflikt har fokus på formen og glemmer ofte indholdet. Når formen er det primære bliver synet ofte meget snævert oplever jeg, og det ender ofte i en form for selv-bekræftelse af ens ego´s behov for at fremhæve sig selv på bekostning af andre. Det er sikkert det mange oplever som det vi kalder personfnidder.

Jeg oplever at videnskaben og det spirituelle faktisk peger på det samme, nemlig ideen om eenhed. Mange af de såkaldte mystikere har i alle tider peget på vores alles fælles oprindelse. Og universet når det opleves med bevidstheden om kærlighedens tilstedeværelse i vores sind, er en afspejling af vores sande oprindelse. Det kan måske være det er det du kalder verdens sande væren?

Jeg tænker at videnskaben i sig selv blot er et redskab som kan hjælpe os med at bevidstgøre alt det som vi tror på. Når vi bliver bevidste om hvad vi tror på - og ikke længere tror at vi ved alt - så tror jeg også vi lære at skelne mellem illusion og virkelighed.

Men i sidste ende tror jeg det handler om hvilke motiver vi har i vores bestræbelser her i livet. For hvis vi ikke motiveres af et hjerte/sind som oprigtig søger fred, glæde, kærlighed og fællesskab/eenhed, så ender det altid i krig og konflikt.

Jeg tror på at vores eksistentielle spørgsmål kun kan besvares tilfredstillende af vores eget indre. Jeg tror at sandheden er en oplevelse som ikke kan begrænses til nogen form. Formen kan pege på sandheden, men formen kan aldrig være sand i sig selv. Lidt ligesom manden som pegede på månen. Månen var sandheden men alle kiggede på hans finger frem for at kigge derhen hvor den pegede.

Jeg tænker at det egentligt er ligegyldig om vi beskæftiger os med det vi kalder tro og videnskab, eller om vi beskæftigede os med f.eks en skovl og en spade. For mennesker kan komme op at skændes om hvad som helst.

Ham eller hende som jeg ville følge uanset hvad, ville være den som jeg kunne mærke ikke ville overbevise mig om noget og pådutte mig noget, eller som ikke dømte mig uanset hvad. Jeg har en fornemmelse af at Jesus og Buddha som de i sandheden var/er, repræsentere et nærvær i vores sind som er ren kærlighed, lys og glæde.

Ligesom videnskaben bruger formler for at udtrykke ideer som peger på noget abstrakt, så tror jeg også at det forholder sig således med religioner. Så finder vi frem til at de ideer vi troede var sande om verden ofte ikke helt passer når vi bevæger os dybere og dybere, og det samme gælder med de ideer som religionerne præsentere os for. Men når vi så ikke kan acceptere at vi har taget fejl - og vores billede blot var en illusion - så er det vi bliver aggressive overfor hinanden fordi vi møder noget ukendt som vi tror er farligt, og ikke mindst fordi vi sikkert oplever at det billede vi lige havde fundet en form for tryghed ved, nu skal erstattes med et nyt. Vi føler så at noget bliver taget fra os hvis vi ikke selv bestemmer tempoet når vi skal skifte overtil et nyt billede eller acceptere nye ideer som virker fremmed for vores sind.

Videnskaben gør store fremskridt som du er inde på, og det oplever jeg er en stor hjælp for mange mennesker. Men den store forandring tror jeg ikke kommer ved hjælp af hverken religioner eller videnskab, hvis man skal tage udgangspunkt i at mennesket finder mere glæde, kærlighed og fred i deres liv. For hvis det var således at videnskaben og religionerne skulle være kilden til menneskets oplevelse af fred, glæde og kærlighed, så må det siges at have slået fejl på det groveste. Jeg tror at den store forandring for hvert enkelt menneske sker ved at bevæge sig indad og forstå sig selv og ens forhold til den verden man oplever. Videnskaben og religionerne kan være et middel, men hvis målet bliver forvekslet med midlet, så tror jeg de fleste mennesker oplever at der ikke rigtig sker nogen forandring. Det kan godt ske at formen ændre sig, men hvis man stadig oplever at man ikke har fred og glæde i sit liv, hvad hjælper det så at formen ændre sig?

Jeg tror de fleste mennesker ville nikke genkendende til, at fordi vi ved at jorden er rund, så har vi ikke mere fred i vores liv. Det ville heller ikke hjælpe at vi så fandt ud af at jorden faktisk er firkantet.

Det var lige hvad jeg havde på hjertet, kære Arne.

Tak fordi du er så imødekommende.

Kærligst Jan.
Top Svar Citer
#10181 - 05/10/2010 18:35 Re: VIDENSKAB OG TRO [Re: ole bjørn]
Arne Thomsen Offline
veteran
Registeret: 16/04/2008
Indlæg: 7152
Sted: Sydsjælland
Hej Ole.

Din beskrivelse - i korthed - af, hvordan naturvidenskaben arbejder, tror jeg ikke nogen kan være uenig med dig i, men din beskrivelse af naturvidenskabens formål er jeg mere usikker på.

Du skriver:
Citat:
Det dybere formål med videnskab, som blot er en systematisk udforskning af denne verdens fænomener, er altså hverken at samle viden for dets egen skyld, eller for at tjene penge, men for bedre at blive i stand til at tilpasse omgivelserne efter vore behov.
"Tilpasse omgivelserne efter vore behov".
Dermed har du jo allerede taget stilling til et eksistentielt spørgsmål om, hvordan vi skal forholde os til vore omgivelser!

Og derved holder du jo ikke de eksistentielle spørgsmål åbne, som jeg nævnte indledningsvis:
Citat:
Skal jeg alene kæmpe for mig selv og mine nærmeste og ignorere andres behov?
Skal jeg bruge størstedelen af mine kræfter til gavn for det samfund, jeg lever i? – eller til gavn for hele jordens befolkning? – eller til gavn for denne klode og alt, hvad der er på den?

Jeg har googlet på spørgsmålet om naturvidenskabens formål, og det første svar, jeg fandt, er dette:
http://www.energi.kemi.dtu.dk/Medarbejdere/fg3-faculty.aspx?lg=showcommon&id=43185
der jo kort siger, at naturvidenskabens formål er "dannelsen af et verdenbillede" - altså ikke - i hvert fald ikke primært - et nytteformål, sådan som du anfører.

Artiklen tager også stilling til spørgsmålet, om naturvidenskaben kan hjælpe os til at "forstå vores egen situation":
Citat:
Naturvidenskaben beskæftiger sig ikke med individuelle (personlige) forhold. Nok omfattes menneskets biologi, men ikke den enkeltes personlige oplevelsesverden. Den videnskabelige metodes strenge krav om reproducerbarhed begrænser emnekredsen til observationer, der i princippet kan gøres af enhver observator, hvor og hvornår som helst, med samme resultat. Der fordres kontrol med alle indgående faktorer og en beskrivelse i et éntydigt sprog, så man sikrer sig, at det er samme eksperiment. Derfor finder f.eks. en japansk, kinesisk eller amerikansk forsker samme naturvidenskabelige sandhed uanset øvrig tankevirksomhed. Subjektive oplevelser (oplevelsen af mening med tilværelsen, fri vilje, o.s.v.) er karakteriseret ved, at ‘observationerne’ er personlige. ‘Omstændighederne’ er ikke kendt i detaljer. De kan ikke beskrives éntydigt, forståeligt på rette måde for enhver. Disse dele af menneskelivet hører ikke til i det, vi kalder naturvidenskab. Man kan sige, at det er en mangel ved naturvidenskaben, men sådan er det. Den har visse kvaliteter og har givet os den moderne civilisation, men den kan, kun det, den er beregnet til.
Hvis kemi-lektoren ved DTU, Rolf W. Berg, har ret her, så kan vi jo godt vinke farvel til ethvert håb om at få videnskabens svar på vore eksistentielle spørgsmål!
Og i så fald har vi jo et meget stort og voksende tomrum, som de (døende?) og ret så stivnede religioner stadigt dårligere magter.

Nu skriver du ganske vist:
De eksistentielle spørgsmål, vi kan drage nytte af at få besvaret, er videnskaben i fuld gang med at finde forklaringerne på. (Nu ved jeg så ikke, om ordene: "- vi kan drage nytte af at få besvaret -" er en slags "kattelem", men vi har jo behov for svar på alle vore eksistentielle spørgsmål).

Om du eller Rolf W. Berg har ret, kan jeg jo ikke vide, men at naturvidenskaben i dag ikke har disse svar, er der vist ingen, der vil benægte.

Du har - meget forståeligt - ingen tiltro til fremkomsten af en "global religion", men nu var det altså også en global religiøsitet, der var på tale, og her er jeg ikke helt så skeptisk.
Tendenser i den retning så vi jo f.eks. allerede hos Jalal al-Din Rumi for ca. 800 år siden, og her på trosfrihed.dk fornemmer jeg da, at der er debattører, der ikke er ganske fremmede for noget sådant.

Det afgørende er imidlertid, tror jeg, at hvis vi ikke kan støtte os til naturvidenskaben på de eksistentielle områder - og hvis de etablerede religioner sygner hen, så der jo ske et eller andet smiler

M.v.h. Arne.

P.S.: Jeg er naturligvis enig med dig i, at nutidens mennesker, ville befinde sig meget skidt i stenalderen, men det alene synes jeg ikke kan tages som et bevis på fremskridt

P.P.S.: Jeg er naturligvis også enig med dig i, at arter tenderer til "at ekspandere i rumtiden". Det er jo nogenlunde det, man i almen økologi kalder "at udfylde nichen" (indenfor det, der kaldes populationsdynamikken).

P.P.P.S.: Du skriver at du "har noget i ærmet", som du ikke røber. Jo, det har tryllekunstneren også smiler


Redigeret af Arne Thomsen (05/10/2010 18:36)
Top Svar Citer
#10184 - 05/10/2010 19:46 Re: VIDENSKAB OG TRO [Re: Arne Thomsen]
ole bjørn Offline
bor her
Registeret: 30/03/2008
Indlæg: 2397
Sted: Sverige/Danmark

Nej, Arne, jeg tager ikke stilling. Jeg konstaterer, at sådan er det.

Kemilektoren har ret indenfor en snæver naturvidenskabelig synsvinkel, men han har ikke ret tværfagligt. Der foregår en masse forskning på andre fagområder, som han ikke kender til. Blandt andet i epistemologi, genetik, hjerneforskning og kognitiv psykologi hvor forskningen er evidensbaseret. Min definition er et konglomerat af en lang række verdenskendte forskeres opfattelse.

Nej, Arne, menneskeheden har ikke behov for at forstå, hvorfor verden ER, men den har behov for at vide, hvordan den bedst overlever i denne verden, som altså ER. Det indebærer viden om de regler, vi må følge, for ikke at ødelægge vore egne eksistensmuligheder, og de regler vil forudsætte en klar forståelse af balancen mellem den levende og den døde natur, og helt præcist en forståelse af, hvordan vi konditionerer menneskeheden til at følge sådanne regler.

Lad nu være med det pindehuggeri om religion og religiøs tro. Hvis hver har sin egen tro, kan den jo ikke være global. Ganske uanset hvad du fornemmer om debattørerne her, så gælder din fornemmelse ikke om de mere end 40 lande jeg indtil nu har været i. Der er meget store forskelle i opfattelserne, og i nogen lande vil din forhåbning blive betragtet som gudsbespotteligt kætteri.

Du kan være ganske sikker på, at forældrerne til de 20.000 børn, der hver dag dør af sult, ikke leder efter svar på "eksistentielle" spørgsmål. De leder efter mad, så deres andre børn kan overleve.

Tendensen til at ekspandere i rumtiden handler ikke om at udfylde nicher. Den er generel for alt liv, også der hvor der ingen nicher er.

Jeg har ikke nogen "tryllekunster i ærmet". Jeg refererede til det symbiotiske princip, som også er svaret på flere af de relevante eksistentielle spørgsmål, men det er for omfattende til at gennemgå i dette indlæg.

Mvh

Ole Bjørn :o)

Top Svar Citer
annonce
Side 1 af 3 1 2 3 >


Seneste indlæg
Er dette videnskab...
af ABC
28/03/2024 10:05
Hvad skal du med Koranen...
af ABC
27/03/2024 13:31
Ramadan-måneden
af ABC
26/03/2024 19:13
Snyder religionerne?
af ABC
24/03/2024 18:58
Kærlighedsbevægelsen...
af ABC
24/03/2024 17:18
Nyheder fra DR
Menneskerettighedschef i FN advarer: Sul..
28/03/2024 11:40
11 mennesker dræbt af cyklon på Madaga..
28/03/2024 10:29
Kreml beder populært russisk socialt me..
28/03/2024 10:21
USA: Vi arbejder på et nyt møde med Is..
28/03/2024 09:56
Motorcykeltræf og vejarbejde kan give p..
28/03/2024 09:40
Nyheder fra Religion.dk